Jeg ved ikke om det her er det rigtige sted at komme ud med det, men jeg har bare brug for at komme ud med nogle ting inden de æder mig op inde fra. Jeg har ikke rigtig nogle at snakke med det her om nemlig.
Jeg har/havde den her bedste veninde, som jeg har kendt siden folkeskolen. Den gang var vi også bedste veninder, men det stoppede da hendes eks kæreste truede mig på livet. Jeg meldte ham til politiet, da jeg var rædselsslagen for at gå udenfor mit eget hjem. Dengang var jeg kun 14 år? Nå, politiet gav ham kun en advarsel. Jeg holdte mig væk fra hende og ham. Jeg kom så på efterskole, hvilket var lige hvad jeg havde brug for.
Nå, så gik der 5 år og vi begyndte at snakke sammen igen, og jeg tilgav hende stille og roligt. Vi blev faktisk ret hurtigt bedste veninder igen og jeg blev præsenteret for hendes nye loove. Han virkede som den flinkeste fyr, og hun var rigtig glad, og var endelig kommet ovenpå efter hendes to sidste kærester (som bankede hende) og jeg var lykkelig over at hun endelig havde fundet en som accepterede hende og hendes sygdom! Det var da fedt! Nå, de flyttede sammen i løbet af et par uger, tidligt synes jeg jo, men jeg støttede det. Så fortæller hun mig at hun er 10 uger henne imens jeg er 12 uger henne. Hun taber så desværre barnet, og er jo ulykkelig. Jeg hjælper hende så godt jeg kan med at komme sig over det, trøster hende, og generelt bare er der for hende. Nå, min graviditet forløber sig jo som den skal, og 20 februar 2015 sidder jeg med min dejlige lille datter i hænderne efter en omgang hæktisk akut kejsersnit. Men pyt med det! Hun var der! Og jeg elsker hende! Min veninde kom ikke engang op på hospitalet og sagde tillykke. Hun skrev ikke tillykke, hun ringede ikke. Jeg lagde et billede op på facebook og instagram og snapchat. Intet tillykke, intet like. Intet fra hende. Nå! Jeg bære over med hende, og tænker at det nok er hårdt for hende at se mig lykkelig med baby og hun stadig ikke har nogen. Men som tiden går, og min datter bliver ældre, vil hun faktisk ikke være sammen med mig og bette, men kun med mig. Men når man er mor, så skrider man ikke bare fra sin lille baby, og det prøver jeg at forklare hende op til flere gange.
Nå det bliver 2016 og jeg har fået lov til at tage på en bytur med hende, imens manden er hjemme med bette (hun får flaske) og vi havde en mægtig sjov aften.
Det bliver februar 2016 og jeg starter på pædagog uddannelsen i Randers! Og yes! Jeg er endelig kommet ind på mit drømme studie! Og jeg begynder faktisk ret hurtigt at snakke med 3 piger, som jeg kommer rigtig godt ud af det med, og som jeg stadig snakker skide godt med i dag. Vi er en lille firkløver. Og det er nu problemerne for alvor går i gang. Hun kan ikke ha at jeg er begyndt at snakke med de 3 piger. Nå, jeg får hende forklaret hende at jeg jo ikke bare lige skifter bedste veninde med alt det vi har været igennem sammen.
Nå, som tiden går begynder jeg at snakke rigtig godt med pige 3. Og vi ender faktisk med at komme meget godt ud af det sammen, fordi vi ikke er så piget, men mere drenget og går faktisk op i ret mange af de samme ting. Så vi begynder selvfølgelig at lave en lille smule ting sammen i fritiden også. Altså ikke noget med at vi er sammen efter skole hver evig eneste dag, men engang imellem og så nogle gange i weekenderne. Vi tog eks. til Allingåbro Motorfestival hvor min mand var med, og en anden kammerat med hans kæreste. Og det skal lige siges, at vi havde inviteret min "bv" (bedsteveninde" med, fordi vi ville da gerne have hende med, men hun ville ikke. Fair nok. Dagen efter skulle mig og pige 3 løbe til color run sammen med min mand og en kammerat. Der inviterer vi ikke min bv med, da hun har en skade i knæet og derfor ikke kan løbe.
Nå tiden går. Og tirsdag aften får jeg et sammenbrud. Jeg lagde mig ind i min seng så det ikke skulle gå udover hverken manden eller mini. Og jeg lå bare der inde og græd i halvanden time. Over ingenting. Jeg ved faktisk ikke over hvad. Nå, mig og manden får snakket en del om tingene og bliver enige om at selvom pengene er små, skal jeg ringe til en psykolog og få en tid. Det gjorde jeg så dagen efter, og fik en tid på mandag. Så er lidt spændt på hvad hun siger.
Nå, onsdag skriver jeg så til min bv om hun er sur på mig eller noget, fordi jeg aldrig høre fra hende længere. Og så skal jeg da lige love for at helvede brød løs. Hun begyndte på alt muligt med at jeg var meget mere sammen med pige 3 end med hende, at når vi var i byen ville jeg altid tidligt hjem, at jeg ikke havde inviteret hende med til color run, at jeg havde et profil billede hvor pige 3 var med på, og at jeg ikke støttede hende.
Ja, vi er meget sammen, men mon ikke det er fordi vi går i klasse sammen og sjovt nok også er i studie gruppe sammen? Jo, det er det.
Nej hun blev ikke inviteret med til color run, fordi vi ville løbe, og det kan hun ikke med sit knæ. De gange jeg har været i byen med hende, der har vi altid været med til efterfest og først gået hjem kl 8. Det er sket en gang at jeg er gået tidligt hjem, og det var fordi jeg ikke havde fået søvn i flere dage, og var syg. Men den hænger hun sig i.
Ja, mit profil billede er fra color run, og det er fordi vi begge ligner lort.
Ikke støttede hende? Jeg var den eneste der hjalp hende igennem alle hendes skide problemer, og har stået klar til at hjælpe hende hele tiden.
Da de blev gift var jeg den eneste der hjalp med at planlægge brylluppet, jeg hjalp med at pynte op, og med at rydde op. Jeg har kørt hende til lægen og på hospitalet op til flere gange.
I starten af august var jeg nede og få lavet en daith piercing, og hun fik en tragus. Hun havde ikke lige penge til det selv, så jeg lagde ud for hende. Pengene har jeg ikke set endnu. Hun siger hele hendes su gå til husleje. Men alligevel har hun råd til at købe sushi, og shoppe? Det er sjovt, som nogle mennesker prioritere.
Hun er stoppet med at svare mig. Så valgte jeg så at være lidt grov, og sende en lille besked til hende om at jeg ikke gad at finde mig i hendes barnlige pis med at hun altid skal gå op i de mindste detaljer. Den har hun så lige svaret på kan jeg se.
Men det der med at hun siger jeg ikke er der for hende, den skal hun pakke væk. Hun spørg aldrig mig hvordan jeg har det, hun ved ingen gang jeg skal til psykolog på mandag. What a friend.
Det er også som om hun aldrig rigtig har accepteret at jeg har fået et barn og hun ikke har. For hun kan ikke forstå hvorfor jeg ikke kan gå i byen hver lørdag, eller hvorfor jeg ikke bare lige kan smide alt jeg har i hænderne og tage på shopping med hende?
Må nok hellere runde a nu.
Men er det barnligt af mig at reagere på den måde her, eller hva? Eller er jeg for meget? Er det mig der er noget galt med?
