Eksperthjælp: Baby bange for fremmede

Linda Stæhr

Hej Linda.
Jeg har en fantastisk dejlig søn på 8 måneder, han er aktiv, med i udviklingen og super glad... Når vi er hjemme!
Men er vi ude hvor der er lidt flere mennesker er han et helt andet barn, han vil kun være på armen, klynker hvis jeg sætter ham fra mig, og er bare ikke den glade dreng vi ser her hjemme.
Vi har været i mødregruppe hver uge siden han var to mdr, tror han har smilet en eller to gange på den tid.

Jeg ved at nogle børn kan have svært ved flere mennesker på én gang, og det respekterer vi også, vi presser ham ikke ud i noget, men er der nogle måder vi kan hjælpe ham på? Vi kan jo ikke isolere os fra fødselsdage osv resten af livet og jeg må indrømme at jeg gruer for den dag han skal starte i vuggestue.

Det skal siges at når vi er hos min mor som vi ser tit er der ikke nogle problemer, og ved familie ting hvor vi er 4-5 stykker han er trygge ved, har han det fint så længe en af os 4-5 personer er ved ham.

Er der nogle måder vi kan hjælpe ham så han bliver mere tryg i disse situationer?

Mvh N

Lindas svar

Kære Nonyme J

Skønt du har så fantastisk en søn og at du er god til at respektere hans grænser og behov. Et tidligere svar jeg har skrevet minder lidt om din situation – du kan finde den her.

Mit helt korte svar er: Børn er forskellige og jeg er ikke sikker på at tilvænning til fremmede er svaret.

Som det er lige nu, synes jeg faktisk det er flot, at der er 4-5 stykker som kan give ham tryghed nok. Jeg synes også det er en passende udfordring, at han er i mødregruppe med dig med jævne mellemrum, at han kan passes af bedste og at han deltager i voksen-fødselsdage på jeres arm. Jeg synes alt er godt.

Selvom du laver smilie ud for at han evt. skal isoleres fra fødselsdage osv. ”resten af livet”, så er det netop den tankegang der ubevidst kan komme til at påvirke hans billede af, hvem han er og hvad han kan.

Smid frygten for hvad han MÅSKE kan og ikke kan i fremtiden væk og fokuser på om han trives og i øvrigt udvikler sig alderssvarende – som han jo gør.

• Hvis han IKKE kunne glæde sig i samvær med trygge voksne, så var det et problem – men det kan han!
• Hvis han IKKE reagerede overfor fremmede (nu og på sigt), så var det et problem – men det gør han!
• Hvis han ikke tør vise dig, hvad han har brug for, eller du ikke kunne aflæse det, så var det et problem, men det er det ikke.

Historien om den ”bange” dreng

Det du KAN gøre er at have en (fortsat) kærlig holdning til din søn, der accepterer hans behov. Samt en åben holdning til, at han kan ændre sig med alderen. Pas på din egen bekymring for om han er for bange for andre, for bekymringen VIL påvirke hvordan ”historien” om din søn bliver, altså hvad han fornemmer du tror han er og kan og DERMED hvad han på sigt ”tænker” om sig selv fx: ”Jeg er bange for fremmede”.

Institutionsstart

Ang. Institutions start: Mors tillid til at det skal gå godt ved institutions start er ALTAFGØRENDE for hvor tillidsfuldt barnet vil tage i mod den nye hverdag og hvor lang tid det vil tage, før han bliver tryg der. Tag det fra en der har arbejdet 6 år i vuggestueJ

Placer din bekymring (hvor stor eller lille den er) hos andre voksne, når han IKKE er til stede og vis ham så verden så tillidsfuldt som du kan – det er den bedste gave du kan give ham.

Jeg ønsker jer alt det bedste.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

Jeg kan kende det samme mønster fra min datter. Hun skreg og græd simpelthen, når andre kiggede på hende eller vi fx fik besøg. Ville kun være hos mor, så hun er heller aldrig rigtigt blevet holdt af andre. Hun var bare ikke den type barn, som glædeligt deler ud af smil til fremmede. Faktisk skulle de helst bare holde sig på afstand. Og det var sådan set helt okay for os forældre. Vi respekterende, at sådan var hun bare - selvfølgelig kom hun med til fødselsdag, men på hendes præmisser på armen af os.

Vi var dog spændte på start i dagpleje og havde naturligvis vores forbehold - vi viste dem bare ikke. Vi havde en lang indkøring på flere uger, udstrålede selvsikkerhed omkring situationen, og efter et par uger faldt hun til. Vi justerede konstant indkøringen efter hvordan hun tacklede det og havde derfor ikke en 100 % fastlagt plan på forhånd. Siden har hun elsket det, både de voksne og de andre børn. Faktisk er hun i dag den i dagplejen, som aldrig er ked af det. Hun har rigeligt tryghed bare i sig selv. Hvis hun fx slår sig, søger hun dagplejeren og kan sagtens trøstes.

Jeg tror ikke, man skal forcere det, men lade det komme naturligt for barnet i dets eget tempo at lade sig adskille fra forældrene og finde tryghed i andre.

Så når barnet klistrer til forældrene, så er det helt normalt og naturligt. Det tanker op på tryghed i forældrenes favn indtil det en dag er klar til at give slip. Så se det som en investering - jo mere tryghed barnet får hos jer des lettere får det ved en dag at finde tryghed uden jer.

Lucinde skriver:

Jeg kan kende det samme mønster fra min datter. Hun skreg og græd simpelthen, når andre kiggede på hende eller vi fx fik besøg. Ville kun være hos mor, så hun er heller aldrig rigtigt blevet holdt af andre. Hun var bare ikke den type barn, som glædeligt deler ud af smil til fremmede. Faktisk skulle de helst bare holde sig på afstand. Og det var sådan set helt okay for os forældre. Vi respekterende, at sådan var hun bare - selvfølgelig kom hun med til fødselsdag, men på hendes præmisser på armen af os.

Vi var dog spændte på start i dagpleje og havde naturligvis vores forbehold - vi viste dem bare ikke. Vi havde en lang indkøring på flere uger, udstrålede selvsikkerhed omkring situationen, og efter et par uger faldt hun til. Vi justerede konstant indkøringen efter hvordan hun tacklede det og havde derfor ikke en 100 % fastlagt plan på forhånd. Siden har hun elsket det, både de voksne og de andre børn. Faktisk er hun i dag den i dagplejen, som aldrig er ked af det. Hun har rigeligt tryghed bare i sig selv. Hvis hun fx slår sig, søger hun dagplejeren og kan sagtens trøstes.

Jeg tror ikke, man skal forcere det, men lade det komme naturligt for barnet i dets eget tempo at lade sig adskille fra forældrene og finde tryghed i andre.

Så når barnet klistrer til forældrene, så er det helt normalt og naturligt. Det tanker op på tryghed i forældrenes favn indtil det en dag er klar til at give slip. Så se det som en investering - jo mere tryghed barnet får hos jer des lettere får det ved en dag at finde tryghed uden jer.

 

Tak for god opmuntring og fin parallel til denne mors bekymringer.

Venlig hilsen Linda