Jeg sagde dette og jeg fortryder det

Min søn er 4,5 år og det har været lidt svært for ham, efter jeg og hans far flyttede fra hinanden. Der har været meget tumult og ballade og dette har helt sikkert påvirket ham + at han bare er 4 og en mega ballade mager nogle gange.

Hans far og jeg er dog nu endelig på talefod og det går bare super godt.. - ENDELIG...

Min søn bliver ofte sur over ingen ting, hidser sig op og begynder gerne at slå, bide, rive, sparke.

Har fået nogle spark og 2 gange slag i ansigtet (øh av.. en dreng på 4 kan altså godt slå liiiidt hårdt) Jeg synes faktisk i selve disse situationer, der takler jeg det godt.

Jeg har meget tålmodighed, men på trods af min lange tålmodighed, så bliver den nogle gange opbrugt - meget hurtigt. Især fordi det er ca. 5 ud af 7 dage.

Det er kun når han er sammen med mig, jeg ved ikke rigtig hvorfor? Men har snakket med børnehaven om det, som siger det sagtens kan være fordi det altid kun er mig der har været den der opdrager, siger nej osv. Dette har hans far ikke været en del af, da han ikke rigtig gad sin familie/os. Hans far har aldrig vist mig respekt og kaldt mig øgenavne osv også foran sønnen.

Tænker nogle gange, ja hvorfor sku' min søn vise mig respekt når far aldrig gjorde det? man ser jo op til sin forældre/far.. Hvis i forstår?

I børnehaven er han gude skøn, (også for det meste når vi er ude), de kan ikke kende ham som jeg beskriver og de siger han er den sødeste skønneste dreng.. Og det varmer da mit hjerte helt vildt. For han er bare for lækker

Men idag da vi skulle børste tænder, blev han gal og ville ikke og blev sur/ked - nok også fordi han var død træt, kl.var 18.20.

Han begyndte så at lægge ud til at slå mig, og han sagde også han ville slå mig. Jeg har nogle reflekser der gør jeg sådan ubevist fjerner mit hoved, for jeg gider da ikke blive slået og det er ikke iorden (dette snakker jeg også med ham om), og løftede så min pegefinger og sagde til ham "du skal lade hver med at slå!" han kiggede bare på mig uden at sige noget og blev ved. Jeg sagde så "Hvis du slår mig, så slår jeg dig" og så sagde han med det samme "jeg slår dig ikke mor" og derefter sagde han jeg bare ville slå ham og kørte den helt ud.

Jeg sagde så til ham at jeg aldrig kunne finde på at slå ham, men at det ikke var iorden at slå nogle. og vi snakkede om det og kom videre i teksen med at tisse af og læse godnat historie..

Jeg har aldrig rørt min søn. Det fløj bare ud af munden på mig, måske fordi jeg blev lidt nervøs fordi han tit bliver gal.

Jeg fortryder virkelig meget at jeg sagde dette, det var ikke okay og har sådan lyst til bare at vægge ham for at fortælle ham jeg ikke mente det. Jeg vægger ham selvfølgelig ikke.. Men jeg har sindsyg dårlig samvittighed..

Har du nogen sinde sagt noget til dit barn som du ikke mente?

Har du nogen gode råd?

Knus og god aften!

Jeg tænker at du ik har gjort noget forkert, men bare formuleret dig lidt skørt.

Han har jo klart forstået hva du mente, om at det ik er rart at blive slået, og det har givet ham lidt at tænke over. 

I morgen, når der er ro på, tager du en lille snak med ham om at self  ku du aldrig finde på at slå ham, og at han ska huske at han heller ik ska slå dig, fordi det gør ondt og i bliver begge kede af det.

Mine unger ka også godt være umulige, og opføre sig træls.

Jeg har taget en snak med dem om at jeg gider ik være sure mor, og hvis vi ska hygge os/have en god dag, så ska vi hjælpe hinanden. 

Alberte er lige blevet 4 år og thea blivet 8 om 14 dage. Vh stine

Jeg har ikke lige erfaring med det dér. Men selvfølgelig kan man komme til at sige noget man fortryder. Personligt ville jeg bare håbe han havde glemt at det blev sagt. Ikke køre mere i det og i fremtiden gentage at man ikke må slå nogen på noget tidspunkt. Jeg mener at vi alle kan komme til at sige noget vi egentlig ikke mener. Det hører bare med. 

Anonym skriver:

Min søn er 4,5 år og det har været lidt svært for ham, efter jeg og hans far flyttede fra hinanden. Der har været meget tumult og ballade og dette har helt sikkert påvirket ham + at han bare er 4 og en mega ballade mager nogle gange.

Hans far og jeg er dog nu endelig på talefod og det går bare super godt.. - ENDELIG...

Min søn bliver ofte sur over ingen ting, hidser sig op og begynder gerne at slå, bide, rive, sparke.

Har fået nogle spark og 2 gange slag i ansigtet (øh av.. en dreng på 4 kan altså godt slå liiiidt hårdt) Jeg synes faktisk i selve disse situationer, der takler jeg det godt.

Jeg har meget tålmodighed, men på trods af min lange tålmodighed, så bliver den nogle gange opbrugt - meget hurtigt. Især fordi det er ca. 5 ud af 7 dage.

Det er kun når han er sammen med mig, jeg ved ikke rigtig hvorfor? Men har snakket med børnehaven om det, som siger det sagtens kan være fordi det altid kun er mig der har været den der opdrager, siger nej osv. Dette har hans far ikke været en del af, da han ikke rigtig gad sin familie/os. Hans far har aldrig vist mig respekt og kaldt mig øgenavne osv også foran sønnen.

Tænker nogle gange, ja hvorfor sku' min søn vise mig respekt når far aldrig gjorde det? man ser jo op til sin forældre/far.. Hvis i forstår?

I børnehaven er han gude skøn, (også for det meste når vi er ude), de kan ikke kende ham som jeg beskriver og de siger han er den sødeste skønneste dreng.. Og det varmer da mit hjerte helt vildt. For han er bare for lækker

Men idag da vi skulle børste tænder, blev han gal og ville ikke og blev sur/ked - nok også fordi han var død træt, kl.var 18.20.

Han begyndte så at lægge ud til at slå mig, og han sagde også han ville slå mig. Jeg har nogle reflekser der gør jeg sådan ubevist fjerner mit hoved, for jeg gider da ikke blive slået og det er ikke iorden (dette snakker jeg også med ham om), og løftede så min pegefinger og sagde til ham "du skal lade hver med at slå!" han kiggede bare på mig uden at sige noget og blev ved. Jeg sagde så "Hvis du slår mig, så slår jeg dig" og så sagde han med det samme "jeg slår dig ikke mor" og derefter sagde han jeg bare ville slå ham og kørte den helt ud.

Jeg sagde så til ham at jeg aldrig kunne finde på at slå ham, men at det ikke var iorden at slå nogle. og vi snakkede om det og kom videre i teksen med at tisse af og læse godnat historie..

Jeg har aldrig rørt min søn. Det fløj bare ud af munden på mig, måske fordi jeg blev lidt nervøs fordi han tit bliver gal.

Jeg fortryder virkelig meget at jeg sagde dette, det var ikke okay og har sådan lyst til bare at vægge ham for at fortælle ham jeg ikke mente det. Jeg vægger ham selvfølgelig ikke.. Men jeg har sindsyg dårlig samvittighed..

Har du nogen sinde sagt noget til dit barn som du ikke mente?

Har du nogen gode råd?

Knus og god aften!

Rooolig nu.  Vi koger alle sammen over engang imellem. Og du er udfordret og det kunne altså være meget værre end dét du sagde. Og I havde en snak om det efterfølgende.

Det skal du ikke have det dårligt over. 

Jeg synes du skal tage en slapper omkring der.  Sagt på den kærligst tænkelige måde

Den verden vi opdrager vores børn i er langt fra altid så pædagogisk korrekt som vi gerne selv vil være. 

Du fik sagt noget du fortryder,  og pyt med det. Er sikker på at han allerede har glemt det og det hjælper ikke at bringe det op igen i morgen.  Det tror jeg simpelthen ikke på....

Vi behøver ikke hele tiden være så skide korrekte, vi er mødre ikke robotter 

Vi er ikke fejlfri, og vores børn vokser op og bliver fantastiske mennesker alligevel. ... 

-så tag en slapper 

Vores børn lærer aldrig at sige undskyld og at begå fejl hvis vi ikke viser dem vejen! 

Du begik en fejl, fortæl ham du begik en fejl og sig undskyld

Jeg ville bare trøste dig med og sige at du ikke er alene, jeg har selv oplevet med mine børn og jeg har osse hørt andres fortællinger omkring emnet..

jeg syntes jeg har hørt udefra at når børn slår så er det ment som en frustration i det at nogle børn kan føle sig presset i situationer og det eneste de så gør, er at slå fra sig eller bruge vrede..

det er selvfølig ikke alle børn der gør, vi er jo forskellige allesammen..

men jeg kendte en veninde engang hun fortalte mig at børn som ikke kunne sætte ord på lige det der var frustrende, der kunne de finde på og slå ud med armene eller bruge vrede ..

det er bare hvad jeg har hørt af..

måske har andre forskellige meninger om det.

:-). Bare lige et input.!

ps jeg forstår godt at barnet/børnene skal have børstet tænder osv, men jeg har bare selv haft nogle ture med mine børn og hvor de skulle prøve grænser.. Det handler selvfølig om at man gør sit bedste... :-)

Ro på. Det var en tilspidset situation, du var måske også lidt i afmagt og sagde noget du ikke mente, men det vigtigste er jo at du fik fulgt op på den. I snakkede om det, du fik fortalt ham at du aldrig kunne finde på det og det er jo det vigtigste 

så slap du bare af. Du har taget snakken og lad den ligge. Tag den ikke op igen imorgen medmindre han selv gør det, for så risikerer du at gøre det til noget større ind i hans hoved end det egentlig er