Åh hvor er jeg dog bare pisse træt af mig selv. Jeg har arbejdet virkelig meget med mig selv, gået til psykolog osv., så jeg er der, hvor jeg kender mine adfærdsmønstre og forsvarsmekanismer, men jeg kan stadig ikke lade være! Jeg kan stå i en situation, opføre mig virkelig uhensigtsmæssigt, være opmærksom på det, men jeg kan alligevel ikke stoppe det. Jeg føler mig fejlprogrammeret og frustreret, fordi jeg jo så ender med at skabe mine egne problemer. Jeg har brugt 3 timer på at græde både søndag aften og i aftes, og jeg kan godt se en løsning på, hvad jeg bør gøre, men jeg vitterligt kan ikke. Jeg er desværre svært præget af ting i min opvækst, og selvfølgelig er det første skridt at man erkender og ved, hvorfor man gør sådan, og ved at man gør det, det er bare frustrerende så ikke at kunne komme videre derfra.
Min kæreste... Han er en meget attraktiv mand, som ud over udseendet også har det endnu vigtigere: En virkelig dejlig personlighed. Rummende, omsorgsfuld, empatisk, varm, sjov. Så jeg ved jo godt, at jeg er umådeligt heldig, og jeg føler slet ikke, jeg fortjener ham (fordi jeg jo er defekt). Det er han helt uenig i. Fortæller mig dagligt, hvor meget han elsker mig, hvor meget jeg betyder for ham, at han vil være sammen med mig resten af sit liv.
Men det er bare som om at det sidder ikke fast. Så tror jeg, at han lyver for mig om det. At han bare har medlidenhed og derfor siger de ting. Og så bliver jeg irriteret, og så modargumenterer jeg. Og så bliver han selvfølgelig frustreret, i aftes sagde han: "Du VIL bare skubbe mig væk! Jeg giver ikke op, men det er så hårdt, jeg åbner mit hjerte for dig, jeg fortæller dig, hvor meget jeg elsker dig, men du skubber og skubber".
Og jeg kan godt se, at jeg gør det! Og jeg kan sidde og reflektere over, hvor dum jeg er at høre på, men jeg kan ikke stoppe det, fordi det er som om.. Jeg kan bare ikke tro på, at sådan en mand kan elske MIG. Tykke, dumme, dysfunktionelle mig. Og fordi jeg af den årsag er helt sikker på, at han forlader mig eller sårer mig på et tidspunkt (Min grundindstilling: Jeg kan ikke stole på nogen, alle svigter efterhånden, jeg er ikke værdig), så holder jeg ham gerne på arms længde.
Og så bliver jeg så gal og ked af det, fordi jeg har den her indre krig, hvor jeg på den ene side bare gerne vil putte mig i hans arme, og modtage hans kærlighed, men hvor jeg på den anden side er stædig og tænker: "NEJ! Det er for farligt! Du skal ikke overgive dig", og det er rædsomt at sidde fast dér i midten af de to.
Og jeg forstår ham jo godt. Jeg kan jo faktisk slet ikke forstå, at han orker at være sammen med mig. Hold op jeg er belastende, hold op jeg har mange issues. Og jeg fortjener jo netop ikke hans kærlighed. Men jeg er også så bange for at miste ham...
.. Jeg ved ikke, havd jeg ville med det her. Jeg er bare så træt, ked af det, frustreret over mig selv..
