skilsmisse

Hvornår ved man at skilsmisse er det rette valg?

Vi har mange år bag os - vi har voksne børn og et yngre barn.

Jeg elsker ham! men jeg er så træt af hans måde at behandle mig på. Han svigter mig gang på gang. han tager kontakt til kvinder på forskellige chat sites. chatter om sex mv.

senest opdagede jeg chat samtaler med piger helt ned i 18 års alderen. Det var så kvalmende en opdagelse. Jeg har det så dårligt over det. Det er den mand jeg har børn med, er gift med.

Jeg føler min psyke er blevet ødelagt gennem årene pga det - alligevel tænker jeg ofte, men han slår ikke, skælder ikke ud, og er ikke fysisk utro.

Er jeg så dårlig en kone, at han skal have lov til at skabe kontakt med andre kvinder? Eller er det bare helt ok at han gør det? og hvorfor skal de være så unge....han har jo ikke en chance for at score dem in real life.

Er jeg sippet? Jeg konfrontere ham altid med hvad jeg finder- først lyver han, og aner intet om det. men når jeg sort på hvisd kan fremlægge det, så siger han bare, der skete jo ikke noget.

Og hvad med alt det jeg ikke ved? For når nu han lyver, så kan er vel meget vel være mere end hvad jeg ved. Nogle gange har jeg ikke lyst til at vide noget som helst....så er det ligesom lettere at leve med....

Jeg er bange for at miste det liv jeg har, og fortryde det om 2 år. Og jeg er bange for at blive total nedbrudt, hvis jeg bliver. Jeg er bange for vores børns reaktioner.  Desuden er jeg bange for at de googler deres fars navn....der kommer nemlig en fin lille chat samtale frem. Det er svinsk. han pisser på vores liv og det vi har sammen. han glemmer mig, altid kommer jeg i anden række.

Jeg savner at han elsker mig - at han vil beskytte mig for en hver pris. at han altid tænker på mig først - men jeg magter ikke at kæmpe for det mere. Og kan jeg overhovedet tilgive de ting, han allerede har udsat mig for.

Vi skændes sjælden. Han fatter ikke en brik - og igen- alt er sagt. han holder bare kæft, og det er kun mig der snakker - bagefter siger han - nu gør jeg det ikke mere, nu bliver det bedre...og efter 2 dage er vi tilbage i hverdagen igen.

Undskyld det lange rodede indlæg. har så mange blandede føelser indeni ligenu. Jeg har satset på ham, som min livspartner og nu lakker det mod enden. nu hvor børnene begynder at flytte hjemmefra, nu hvor VI atter kunne få tid sammen.

I kan ikke give mig svaret. Det er kun mig selv der kan det. Men tak fordi I læste om mit liv.

Mit svar må blive kort og præcist. 

Din mand er en kujon uden lige, han udnytter din kærlighed og fortjener dig ikke.

Jeg synes ikke du skal give ham flere chancer. Gå fra ham. Føj hvor lyder han usympatisk og ulækker. 

Hvis jeg stod i dit sted. Vil jeg sætte mig ned med ham alene få en lang snak om det du skriver til os her inde.

der efter vil jeg give manden et valg. Vil du kæmpe for det er forhold og for os

jeg undre mig bare lidt. Du skriver du elsker ham men at han stort set får dig til at føle du ikke kan noget du ikke er noget vær osv. Er du sikker på du elsker denne mand? Eller du bare føler trygheden i at have ham i dit forhold ? 

Hvis dubvar det så skidt så husk livet er ikke altid grønner på den anden side, men det kan kun gøre dig stærker så du ikke skal føle de ting som du føler nu. Og hvad dine børn føler bagefter det må man tage i små skridt. Fordi hvis mor og far ikke skal være sammen mere er det også bedst for dem, så de ikke føler man skal kæmpe i et dårligt ægteskab men man skal gå fra det og kæmpe sig videre. 

Tak for jeres svar.

Jeg ville ønske at jeg kunne være vred på ham, men det kan jeg ikke mere. Jeg er bare ked af det. Synes på en måde at han har ødelagt min livs drøm, om familie til vores dags ende. 

Det lovede han mig, da vi var unge. Vi skulle blive gamle sammen. Det er det jeg har bygget mit liv op omkring. Det er derfor jeg har fået børn med ham. Vi har minder sammen. 

Han har mere eller mindre altid haft søgt kontakt med andre via chat. Helt tilbage da man kun kunne chatte via noget der vist hed 333 på tv2.

Nogen gange mere end andre, men altid. Jeg finder somregel ud af det, og så græder jeg, og han lover det ikke sker igen....der går et par mdr og så er vi til bage igen.

Det der ligesom slår hoved på sømmet denne gang, er at de er så unge, pigerne. Og at jeg efterhånden har indset at det ikke bliver anderledes. Og at det pludselig slog mig.....at jeg jo kun ved det jeg finder ud af - og som han vanlig vis altid starter med at lyve sig fra. Hvor meget skjuler han så!?

Jeg tror måske bare at jeg har vendt mig til, at nøjes med det jeg kan få. Den opmærksomhed han gider at give mig.  Jeg føler mig stolt sammen med vores familie.....men indeni græder jeg. Jeg er så splittet, og måske efterhånden også så fordrejet og ødelagt. 

derudover er der også alt det praktiske. Heldigvis er det mig der styre økonomien, men vi har stor gæld og et hus der skal sælges. hvordan kommer jeg ud af det? Kan jeg overhovedet klare det. Vi har jo fælles økonomi. er fælles om alle indtægter og udgifter.

Kan jeg overhovedet finde energien til at kæmpe mig ud af det? Jeg græder når børnene ikke er hjemme, føler mig misbrugt og gjort til grin og er total energi forladt - og jeg ved at han kommer hjem fra job, som om intet er hændt. Kors hvor er det godt nok ikke nemt.

Anonym skriver:

Hvornår ved man at skilsmisse er det rette valg?

 

Vi har mange år bag os - vi har voksne børn og et yngre barn.

 

Jeg elsker ham! men jeg er så træt af hans måde at behandle mig på. Han svigter mig gang på gang. han tager kontakt til kvinder på forskellige chat sites. chatter om sex mv.

 

senest opdagede jeg chat samtaler med piger helt ned i 18 års alderen. Det var så kvalmende en opdagelse. Jeg har det så dårligt over det. Det er den mand jeg har børn med, er gift med.

Jeg føler min psyke er blevet ødelagt gennem årene pga det - alligevel tænker jeg ofte, men han slår ikke, skælder ikke ud, og er ikke fysisk utro.

Er jeg så dårlig en kone, at han skal have lov til at skabe kontakt med andre kvinder? Eller er det bare helt ok at han gør det? og hvorfor skal de være så unge....han har jo ikke en chance for at score dem in real life.

Er jeg sippet? Jeg konfrontere ham altid med hvad jeg finder- først lyver han, og aner intet om det. men når jeg sort på hvisd kan fremlægge det, så siger han bare, der skete jo ikke noget.

Og hvad med alt det jeg ikke ved? For når nu han lyver, så kan er vel meget vel være mere end hvad jeg ved. Nogle gange har jeg ikke lyst til at vide noget som helst....så er det ligesom lettere at leve med....

 

Jeg er bange for at miste det liv jeg har, og fortryde det om 2 år. Og jeg er bange for at blive total nedbrudt, hvis jeg bliver. Jeg er bange for vores børns reaktioner.  Desuden er jeg bange for at de googler deres fars navn....der kommer nemlig en fin lille chat samtale frem. Det er svinsk. han pisser på vores liv og det vi har sammen. han glemmer mig, altid kommer jeg i anden række.

 

Jeg savner at han elsker mig - at han vil beskytte mig for en hver pris. at han altid tænker på mig først - men jeg magter ikke at kæmpe for det mere. Og kan jeg overhovedet tilgive de ting, han allerede har udsat mig for.

Vi skændes sjælden. Han fatter ikke en brik - og igen- alt er sagt. han holder bare kæft, og det er kun mig der snakker - bagefter siger han - nu gør jeg det ikke mere, nu bliver det bedre...og efter 2 dage er vi tilbage i hverdagen igen.

 

Undskyld det lange rodede indlæg. har så mange blandede føelser indeni ligenu. Jeg har satset på ham, som min livspartner og nu lakker det mod enden. nu hvor børnene begynder at flytte hjemmefra, nu hvor VI atter kunne få tid sammen.

I kan ikke give mig svaret. Det er kun mig selv der kan det. Men tak fordi I læste om mit liv.

Jeg ville godt nok have det stramt med alle de løgne. Desuden ville jeg have meget meget svært ved at acceterer at manden skriver om sex med kvinder på 18 år. Det er lige over grænsen, og når han ved du ikke bryder dig om det, så burde han stoppe eller sige lige ud, at det er en del af ham og at han agter at fortsætte. Så kan du nemlig selv træffe et valg på baggrund af det. Jeg ville gå min vej, hvis det fortsætter og du ved at du ikke kan leve med det.

Ønsker dig held og lykke.

Gør din mand dig mere ulykkelig, utryg, ked af det end glad og lykkelig, føler du at du kæmper alene, at du er ensom i jeres ægteskab? For så forlader du ham. Det er ikke nemt. Men det er det værd i det lange løb. Der kommer ikke en og giver dig en medalje hvis du vælger at blive og ender som en bitter ensom ulykkelig kvinde der fortryder sit valg fordi du spildte dit liv på den forkerte. I har minder, børn og et liv sammen, værdsæt det, nyd det, men se tilbage på det som et afsluttet kapitel i dit liv og start et nyt. Et hvor det ikke drejer sig om mand og børn men om dig og de ting du gerne vil. Få en lækker ung elsker, start til spinning, få en singleveninde der kan lære dig alle fordelene ved at kunne være fri og nyde sin ego tid. Man skal ik finde sig i noget. Man skal ikke nøjes. Du får kun det her ene liv. 

Hvad med at sige til ham, at du tager dig en elsker mhp. at udforske om græsset er grønnere på den anden side.

Du kan jo forklare ham, at du er så ulykkelig på nuværende tidspunkt, at du overvejer skilsmisse, men indenda vil du få dig en elsker for at prøve tanken om en anden mand af.

Hvis du så får en skøn elsker, der får dig til at blomstre op og blive levende igen, skal du enten få en skilsmisse eller beholde elskeren. Hvis du sammen med elskeren blot savner din mand, skal du enten have en bedre elsker eller indse, at dit ægteskab stadig har noget værdi, som fortjener mere arbejde.

Hvornår ved man at skilsmisse er det rette valg?

 

Vi har mange år bag os - vi har voksne børn og et yngre barn.

 

Jeg elsker ham! men jeg er så træt af hans måde at behandle mig på. Han svigter mig gang på gang. han tager kontakt til kvinder på forskellige chat sites. chatter om sex mv.

 

senest opdagede jeg chat samtaler med piger helt ned i 18 års alderen. Det var så kvalmende en opdagelse. Jeg har det så dårligt over det. Det er den mand jeg har børn med, er gift med.

Jeg føler min psyke er blevet ødelagt gennem årene pga det - alligevel tænker jeg ofte, men han slår ikke, skælder ikke ud, og er ikke fysisk utro.

Er jeg så dårlig en kone, at han skal have lov til at skabe kontakt med andre kvinder? Eller er det bare helt ok at han gør det? og hvorfor skal de være så unge....han har jo ikke en chance for at score dem in real life.

Er jeg sippet? Jeg konfrontere ham altid med hvad jeg finder- først lyver han, og aner intet om det. men når jeg sort på hvisd kan fremlægge det, så siger han bare, der skete jo ikke noget.

Og hvad med alt det jeg ikke ved? For når nu han lyver, så kan er vel meget vel være mere end hvad jeg ved. Nogle gange har jeg ikke lyst til at vide noget som helst....så er det ligesom lettere at leve med....

 

Jeg er bange for at miste det liv jeg har, og fortryde det om 2 år. Og jeg er bange for at blive total nedbrudt, hvis jeg bliver. Jeg er bange for vores børns reaktioner.  Desuden er jeg bange for at de googler deres fars navn....der kommer nemlig en fin lille chat samtale frem. Det er svinsk. han pisser på vores liv og det vi har sammen. han glemmer mig, altid kommer jeg i anden række.

 

Jeg savner at han elsker mig - at han vil beskytte mig for en hver pris. at han altid tænker på mig først - men jeg magter ikke at kæmpe for det mere. Og kan jeg overhovedet tilgive de ting, han allerede har udsat mig for.

Vi skændes sjælden. Han fatter ikke en brik - og igen- alt er sagt. han holder bare kæft, og det er kun mig der snakker - bagefter siger han - nu gør jeg det ikke mere, nu bliver det bedre...og efter 2 dage er vi tilbage i hverdagen igen.

 

Undskyld det lange rodede indlæg. har så mange blandede føelser indeni ligenu. Jeg har satset på ham, som min livspartner og nu lakker det mod enden. nu hvor børnene begynder at flytte hjemmefra, nu hvor VI atter kunne få tid sammen.

I kan ikke give mig svaret. Det er kun mig selv der kan det. Men tak fordi I læste om mit liv.

Jeg er gået fra min mand som jeg elsker. Han sled mig op psykisk fordi han ikke er istand til at vise kærlighed og omsorg, som jeg har brug for. Jeg har fået det meget, meget bedre med mig selv og er så lettet over at vores forhold er forbi. Selvom jeg selvfølgelig sørger over det vi havde og det jeg drømte om.

jeg synes du skal sætte dig selv først her. Du skal værdsætte dig selv nok til at sige stop. Måske venter der en ny kærlighed forude, måske skal du nyde singlelivet, måske vågner han op når du går...

Jeg havde skrevet et langt indlæg, men min tlf slettede det. Så nu for du den korte version. 

Jeg har selv stået i en lignende situation. Det lyder på mig som om det du har sværest ved at give slip på er drømmen om den lykkelige kernefamilie. Det var i hvert fald sådan, jeg havde det. Men den drøm er allerede væk. Det har din mand sørget for. Han har ikke levet op til jeres aftale, og jeg tror det er for sent at rette op på det. For mig lyder det som om, du skal arbejde på at give slip på den drøm og se på, hvad du får i stedet. Du får dit selvværd igen, du behøver ikke bekymre dig for, hvad du finder, når du tænder hans computer. Du viser dine børn, at man ikke kan behandle hinanden på den måde. Du får mulighed for at blive glad igen sammen med en ny og forhåbentlig bedre mand på et tidspunkt. Du aner ikke, hvor meget det hjælper på selvtilliden at sige fra, selvom det selvfølge er benhårdt i den første tid. 

Sender dig en masse virtuel styrke og håber, at du finder modet til at gøre det rigtige