Hej Allesammen.
Jeg fik den 6 Juli en KA, da kommunen mente der var 80% chance for at de ville tage mit barn, da jeg er Asperger. (Mild autisme)
Problemet er her, at jeg følte aborten var under tvang da hun slet ikke hørte efter hvad jeg sagde!
Som Aspergers, kan vi have problemer med nærkontakt. Men for mig, er det kun med mænd der vil meget "intimt" ind. Så jeg fortalte hende, om da min niece var barn (hun er 3,5år) for jeg boede sådan set ved min søster dengang og jeg var 50% mor, til den bette pige og jeg kan slet ikke tælle, hvor mange timer jeg har siddet og haft øjenkontakt med hende og puslet, leget o.s.v med hende.
Havde min søster med til det møde, og hun siger så, at når jeg sidder med min niece nu. Så svare jeg hende, men er ikke "til stede" - hvilket er løgn! For lige da min søster hørte kommune damen ikke efter mere, hun talte til mig som om det var mig, der va 3,5år.
(Skal lige siges, at den dame fra kommunen er ikke den dame, der skulle have min sag. Men en man altid kunne komme ind og snakke med)
Graviditeten var heller ikke, det bedste tidspunkt. Knas i forholdet, ny diagnose, er ved at se hvor meget jeg kan holde til. Da jeg ikke har så meget overskud, som andre mennesker. og for at være ærlig, ville jeg faktisk aldrig have børn. Indtil det lille liv, lå i min mave.
Mig og manden snakkede meget om det, for jeg har ikke så meget overskud og har heller ingen uddannelse, for har ikke kunne få støtte før nu. (Jeg er 26 og han 25).
Men manden min, er helt stabil. Så vi aftalte, at hvis vi gik fra hinanden (7-9-13), så fik han forældremyndigheden, for så var vi sikret at barnet fik ALT. og den beslutning er vi begge enige i. Vi snakkede også ud, om alt det andet og selvfølgelig er var det skræmmende, for havde ikke troet at jeg vil få børn og min kæreste har færre aktive svømmere pga type 1 diabetes. Men så kom det bette liv.
Vi besluttede efter samtalen på kommunen, at vores barn IKKE skulle være en kastebold i systemet. Så vi var besluttet på aborten.
Igår var vi så til møde, med hende der skulle have min sag og hun var målløs, at jeg havde fået af vide at barnet havde 80% chance for tvangsfjernelse.
Og hun lyttede, da jeg sagde det med nærkontakt og fortalte hende også, at jeg havde mangel på empati. Jeg har svært ved, at se hvordan folk har det. (så derfor spørger jeg tit) og der sagde hun, at jeg kunne lære det og få en masse støtte, så jeg kunne se det på mit eget barn.
Efter det møde, havde mig og kæresten blandet følelser. For jeg kunne jo, stadig havde været gravid og måske ventet vores lille Claire eller Tobias (drengenavnet er stadig ikke bestemt)
Tidspunktet er stadig ikke perfekt overhovedet og vi burde nok vente. Men jeg vil rigtig gerne være gravid igen.
Er der større chance for, at blive gravid efter KA?
Vi havde sex 2 uger efter aborten og 3-4 gange de efterfølgende mange uger. (mange i mit hoved)
Jeg fik p-piller, allerede dagen for aborten. Men måtte stoppe for 1 uge siden, for mine birvirkninger kom tilbage for fulde hammer.
Har ikke taget p-piller over 6 måneder, da vi troede at mandens sæd ikke var dygtig og stoppede med p-piller efter 7 år, da de gjorde mig dårlige og jeg fik de SYGESTE svedture! Sjovt, at det sker efter 7 år.
Skal lige siges, at jeg har pletblødning lige nu og KRAFTIGE menstruationssmerter! Holy crap! Har ALDRIG haft så ondt! Er en da på smertestillende, har ingen varmepude, så har lavet et varme omslag omkring mig selv. Men intet virker og at gå rundt, gør det værre og skal også på wc en del.
Jeg ved, at i måske tænker, at jeg er uansvarlig. Men håber alligevel, at i ikke dømmer mig for meget. Jeg har fuldt mange af jeres debatter herinde og i virker til, at hjælpe hinanden på en sød og ordentlig måde! 
Undskyld for det lange oplæg.
