Når farfar er terminal

Jeg er lidt i tvivl om hvor lidt eller hvor meget min knægt på 10 skal være med i denne proces. Min svigerfar fik sidste år en hjerneblødning, hvor efter han har været halvsidet lammet og har senfølger af blødningen. For 4 uger siden sprang hans tarm, og han kom hjem fra sygehuset med stomi, kateter og sonde. 

Jeg har været meget på og tovholder med sygeplejen, læger og sygehuset, så vi har talt meget om det herhjemme. Min mand og jeg er de eneste pårørende, så vi er nødt til at være meget på. 

I dag har svigerfar så valgt at han ikke vil leve mere. Sonden er seponeret og han spiser og drikker kun inden omfang han selv magter. Han er meget afkræftet og når han nu ikke får ernæring, vil det sikkert gå stærkt. 

Jeg har aftalt med knægten at vi alle sammen tager hjem til farfar i morgen eftermiddag for at sige Hej. Men hvor meget mere skal han mon med? Han er godt klar over at farfar ikke ved være hos os meget længere og vi kan mærke det påvirker ham - selvom de ikke er tæt knyttet. Knægten har trukket sig meget siden hjerneblødningen, for farfar er blev en sur gammel mand med talebesvær. Og det har selvfølgelig givet ham plads til. 

Jeg synes det er svært at "holde ham væk" når vi er på meget på, men hvor meget er FOR meget? 

Jeg var tre år ældre da jeg mistede min farfar. 

Jeg fik sandheden. At de desværre ikke kunne gøre mere for ham og at han snart ville dø. 

Han var hjernedød. Det var mega hårdt og mega frustrerende. Men idag er jeg glad for jeg fik sandheden

Sprit25 skriver:

Jeg var tre år ældre da jeg mistede min farfar. 

Jeg fik sandheden. At de desværre ikke kunne gøre mere for ham og at han snart ville dø. 

Han var hjernedød. Det var mega hårdt og mega frustrerende. Men idag er jeg glad for jeg fik sandheden

Mange tak  Jeg holder også på at vi ikke skal skjule noget for ham. Hvilket også ville blive svært når vi er der så meget. Men jeg er bange for at det kan blive for meget. Jeg synes det er en balancegang

Han er 10 år, fortæl ham sandheden og forklar ham at farfar nok ikke vil leve særligt længe og fortæl ham lidt om processen der kommer nu at farfar langsomt vil sove mere og mere og at det ikke gør ondt. 

Lad ham deltage i det omfang han ønsker. 

Jeg var ti år da min farfar døde. Det var efter lang tid med kræftsygdom, så de voksne vidste, at nu var der ikke mange dage tilbage. Min far er enebarn, så det var mine forældre sammen med min farmor som var omkring ham til det sidste og bar alt det praktiske osv. Men de gjorde det på den gamle måde. Vi børn blev mindst mulig informeret. Kom jeg ind i stuen, blev de stille eller skiftede emne. Men jeg var jo ikke dum. Jeg forstod meget, gættede mig til en del og fantaserede omkring de ting, jeg ikke forstod. Da han var død blev jeg ked af det, men jeg fik besked  af min mor, at jeg var for lille til at forstå, og at jeg bare reagerede på stemningen. Jeg vil ikke anbefale den metode! Børn på 10 år forstår rigtig meget, og de fortjener at blive snakket med, så de kan få svar på sine spørsmål og være en del af det, familien går igennem.  Vær ærlig, det tror jeg godt, børnene tåler. Men man behøver jo ikke være unødig brutal. Giv ham muligheden for at få svar på spørgsmål og respons på tanker. Hvis I er meget optaget med det hele, tror jeg det er vigtigt, at han ikke ekskluderes. Han behøver ikke at være med hele tiden, men ikke hold det hemmelige for ham, og ikke lad ham oppleve det som at blive holdt udenfor. 

Jeg vil bare sige, at dette kun er mine private tanker omkring det basseret på mine egne erfaringer. Børn er selvsagt også forskellige, så om du fornemmer, at det bliver for meget for ham, så må du stole på din mavefornemmelse.

Anonym skriver:

Jeg var ti år da min farfar døde. Det var efter lang tid med kræftsygdom, så de voksne vidste, at nu var der ikke mange dage tilbage. Min far er enebarn, så det var mine forældre sammen med min farmor som var omkring ham til det sidste og bar alt det praktiske osv. Men de gjorde det på den gamle måde. Vi børn blev mindst mulig informeret. Kom jeg ind i stuen, blev de stille eller skiftede emne. Men jeg var jo ikke dum. Jeg forstod meget, gættede mig til en del og fantaserede omkring de ting, jeg ikke forstod. Da han var død blev jeg ked af det, men jeg fik besked  af min mor, at jeg var for lille til at forstå, og at jeg bare reagerede på stemningen. Jeg vil ikke anbefale den metode! Børn på 10 år forstår rigtig meget, og de fortjener at blive snakket med, så de kan få svar på sine spørsmål og være en del af det, familien går igennem.  Vær ærlig, det tror jeg godt, børnene tåler. Men man behøver jo ikke være unødig brutal. Giv ham muligheden for at få svar på spørgsmål og respons på tanker. Hvis I er meget optaget med det hele, tror jeg det er vigtigt, at han ikke ekskluderes. Han behøver ikke at være med hele tiden, men ikke hold det hemmelige for ham, og ikke lad ham oppleve det som at blive holdt udenfor. 

Jeg vil bare sige, at dette kun er mine private tanker omkring det basseret på mine egne erfaringer. Børn er selvsagt også forskellige, så om du fornemmer, at det bliver for meget for ham, så må du stole på din mavefornemmelse.

Tak for dine tanker 

Han er helt med på hvad der sker og at det er alvorligt. Vi stopper ikke samtalen bare fordi han hører den, og han ved at farfar er meget syg med alt den tid jeg bruger deromme og i telefon med sygeplejen. 

Men han er desværre ikke typen som stiller spørgsmål. Han reagerer på andre ting. I dag var det at han skulle rede sit hår efter badet og kammen var væk. Og så pludselig kommer der en kommentar som " ja nu kan farfar ikke komme juleaften ". 

Vi må prøve at snakke med ham igen i morgen når vi har besøgt farfar 

Anonym skriver:

Jeg er lidt i tvivl om hvor lidt eller hvor meget min knægt på 10 skal være med i denne proces. Min svigerfar fik sidste år en hjerneblødning, hvor efter han har været halvsidet lammet og har senfølger af blødningen. For 4 uger siden sprang hans tarm, og han kom hjem fra sygehuset med stomi, kateter og sonde. 

Jeg har været meget på og tovholder med sygeplejen, læger og sygehuset, så vi har talt meget om det herhjemme. Min mand og jeg er de eneste pårørende, så vi er nødt til at være meget på. 

I dag har svigerfar så valgt at han ikke vil leve mere. Sonden er seponeret og han spiser og drikker kun inden omfang han selv magter. Han er meget afkræftet og når han nu ikke får ernæring, vil det sikkert gå stærkt. 

Jeg har aftalt med knægten at vi alle sammen tager hjem til farfar i morgen eftermiddag for at sige Hej. Men hvor meget mere skal han mon med? Han er godt klar over at farfar ikke ved være hos os meget længere og vi kan mærke det påvirker ham - selvom de ikke er tæt knyttet. Knægten har trukket sig meget siden hjerneblødningen, for farfar er blev en sur gammel mand med talebesvær. Og det har selvfølgelig givet ham plads til. 

Jeg synes det er svært at "holde ham væk" når vi er på meget på, men hvor meget er FOR meget? 

Jeg var 12 år da min farfar døde, han havde haft kræft så længe jeg kunne huske. Vi besøgte ham derhjemme selvom han ingenting kunne og så hvor dårlig han var. Min lillebror var 10 og min lillesøster var 7. 

Vi fik altid sandheden af vide og var med til både begravelse og da urnen skulle sættes ned. 

Vi var heller ikke vildt tætte med ham, min lillesøster og lillebror græd meget til begravelsen hvorimod jeg tog det lidt lettere.