Marts17 skriver:
Ja det her bliver nok lidt langt - har læst en masse på nettet om den kommende fars rolle i graviditeten, men føler ikke rigtigt, det hjælper..
Vi blev gravide meget hurtigere end vi havde regnet det, det er en længere historie. Pointen er, at vi begge blev overraskede over de to streger, men ikke desto mindre meget lykkelige! De første dage var som en lyserød sky, perfekt og min kæreste var endnu mere glad end jeg. Alt tegnede perfekt. Jeg tog på ferie og kom tilbage to uger efter, og det ændrede et eller andet. Da jeg kom hjem gav han udtryk for at det havde været så hårdt, han havde været så nervøs for om der ville ske noget og jeg kom hjem fyldt med hormoner. Jeg havde ændret mig meget på de to uger med humørsvingninger, meget ømme bryster og der var bare sket meget udvikling på de to uger. Alt imens var han glad og jeg var træt og plaget af symptomer. Herefter gik det ned af bakke, og det forstår jeg godt, den lyserøde sky vi havde haft inden ferien blev erstattet af et sort hul. jeg lærte at styre hormonerne lidt og blev istedet enormt følsom, alt blev og bliver stadig overfortolket, selvom han kysser mig, tænker jeg at det var for kort, at han nok ikke kan lide mig mere og i det hele taget er jeg blevet meget usikker - forventer nærmest han smutter i morgen. Han interesserer sig ikke længere for fosteret i maven, udviste dog glæde ved en tidlig scanning for fire uger siden, men siden har han ikke vist interesse. Måske jeg forventer for meget, det er nok også voldsomt for ham, men det er bare som om han slet ikke er glad længere, over noget som helst. Han opfører sig nærmest som en med en depression, og det undrer mig samtidig at han kan gå fra at være så glad til at være så nedtrykt..
Jeg overfortolker sikkert samtidig med at jeg nok havde for høje forventninger, og jeg ved ikke rigtigt hvad jeg egentlig vil med det her indlæg - måske mest høre fra andre, som også har følt sig alene og ensomme i deres graviditet selvom de har haft en kæreste.
Alle de mange ting - humørskift hos jer begge, store forandringer i adfærd - er sket over meget, meget kort tid. Du tog på ferie lige efter den positive test, og i løbet af bare dé to uger havde du "ændret dig meget". Han var glad ved din hjemkomst - for ca. 4 uger siden? - og nu er han i et sort hul. Og du tænker allerede, at du nok har haft for høje forventninger - men du er kun ca. ti uger henne?
Jeg tror, dine følelser spiller dig et puds, og at du, som du selv er inde på, overfortolker. Du er formentlig, klassisk for en førstegangsgravid, ekstremt fokuseret på og optaget af graviditeten, og du registrerer hver eneste lille forandring i og omkring dig, gør dig bekymringer, spekulerer og overtænker.
Der er ca. 30 uger igen. Din kæreste kan ikke forventes at være så 110 procent tunet ind på noget, der endnu er så uvirkeligt og usikkert, som du er. Det kan komme, og det gør det ved de fleste kommende fædre, når der er noget mere håndgribeligt at forholde sig til. En stor mave, de første spark. Prøv, også for din egen skyld, at være andet end "kun" gravid nonstop. Tal om noget andet, vis ham og mind dig selv om, at du sttadig er dig og dermed en hel masse andet end gravid. Lad ham komme til dig, når han får lyst til at spørge til graviditeten, og brug tid med ham på noget af det, I plejer at være sammen om. Også, så du selv får tankerne lidt væk. Han har brug for at mærke, at selv om jeres liv vil ændre sig, så er meget stadig som før. Der er intet unaturligt ved dit fokus og dine tanker, men ro på. Det kan blive en lang og hård graviditet, hvis du analyserer og spekulerer så meget.
