når familedrømmen ikke er som man troede..

... Puha det er et svært indlæg at starte på... Men jeg har bare brug for at få luftet mine tanker og følelser..

jeg har 2 drenge på hhv 2 og 5 år. 

Da den store dreng var 2 1/2 valgte vi at få en til, vi følte at vi havde energien og kærligheden til endnu et vidunder - vi havde det fantastisk sammen alle tre og der var plads til både mor, far og barn, både sammen og hver for sig. 

Lillebror kom til et lille år efter og virkeligheden ramte os så "grusomt"! Han havde kolik og ville kun sove på armen. Efter 6 mdr blev det bedre og han blev en glad men bestemt dreng. Kort efter blev han syg og det med maden gik galt - han nægtede at spise, tabte sig og voksede ikke. Det værste var at han skreg konstant (igen). Intet sundhedspersonale ville høre på os, og først et år efter tog de os seriøst! 

Der er ingen tvivl om at de 2 drenge er meget forskellige. Den store dreng er en forsigtig, følsom og fordybende dreng og minder meget om både mor og far. Den lille er en vild og selvstændig. 

nu er den lille 2 år og hverdagen er stadig fyldt med konflikter - han bider, sparker og slår og griner af os når vi siger stop. Vi er virkelig frustreret og ender med at råbe. Jeg er imod det, men ved bare ikke hvordan vi skal takle det. 

Han spiser stadig ikke rigtig så meget, nogen dage er bedre end andre - men en ting er sikkert; han kaster med tallerken, kop ig bestik..

Lillebror er også virkelig irriterende for den store, han kan intet have i fred og splitter al legetøj fra hinanden. 

...og det er kun en brøkdel af hverdagen..

veninder er nærmest ikke eksisterende.. Overskuddet har bare ikke været der til at holde det ved lige  . Når jeg endelig er ude får jeg dårlig samvittighed over at have "skredet" fra det derhjemme  

Jeg er fuldstændig drænet for energi - og min mand også.. Vi aner ikke hvordan vi skal takle hverdagen og blive lykkelige igen.. Vi bliver ved med at sige at det bliver bedre med tiden, men det har ikke gjort det store indtil videre..

jeg sidder ofte med følelsen af, at jeg måske fortryder at vi fik en til. Vi havde det så dejligt og nu er det kaos! det var bare ikke den familie idyl jeg havde forestillet mig. Jeg bebrejder mig selv og føler at det er min skyld. Jeg tænker tit "jeg bør ..." Men orker bare ingenting. Jeg er træt af at skælde ud, savner kvalitetstid med både min mand og den store.. Men den lille fylder så meget i hverdagen  

Tak fordi i læste så langt.. Mon det nogensinde bliver lettere..?!

Anonym skriver:

... Puha det er et svært indlæg at starte på... Men jeg har bare brug for at få luftet mine tanker og følelser..

jeg har 2 drenge på hhv 2 og 5 år. 

Da den store dreng var 2 1/2 valgte vi at få en til, vi følte at vi havde energien og kærligheden til endnu et vidunder - vi havde det fantastisk sammen alle tre og der var plads til både mor, far og barn, både sammen og hver for sig. 

Lillebror kom til et lille år efter og virkeligheden ramte os så "grusomt"! Han havde kolik og ville kun sove på armen. Efter 6 mdr blev det bedre og han blev en glad men bestemt dreng. Kort efter blev han syg og det med maden gik galt - han nægtede at spise, tabte sig og voksede ikke. Det værste var at han skreg konstant (igen). Intet sundhedspersonale ville høre på os, og først et år efter tog de os seriøst! 

Der er ingen tvivl om at de 2 drenge er meget forskellige. Den store dreng er en forsigtig, følsom og fordybende dreng og minder meget om både mor og far. Den lille er en vild og selvstændig. 

nu er den lille 2 år og hverdagen er stadig fyldt med konflikter - han bider, sparker og slår og griner af os når vi siger stop. Vi er virkelig frustreret og ender med at råbe. Jeg er imod det, men ved bare ikke hvordan vi skal takle det. 

Han spiser stadig ikke rigtig så meget, nogen dage er bedre end andre - men en ting er sikkert; han kaster med tallerken, kop ig bestik..

Lillebror er også virkelig irriterende for den store, han kan intet have i fred og splitter al legetøj fra hinanden. 

...og det er kun en brøkdel af hverdagen..

veninder er nærmest ikke eksisterende.. Overskuddet har bare ikke været der til at holde det ved lige  . Når jeg endelig er ude får jeg dårlig samvittighed over at have "skredet" fra det derhjemme  

Jeg er fuldstændig drænet for energi - og min mand også.. Vi aner ikke hvordan vi skal takle hverdagen og blive lykkelige igen.. Vi bliver ved med at sige at det bliver bedre med tiden, men det har ikke gjort det store indtil videre..

jeg sidder ofte med følelsen af, at jeg måske fortryder at vi fik en til. Vi havde det så dejligt og nu er det kaos! det var bare ikke den familie idyl jeg havde forestillet mig. Jeg bebrejder mig selv og føler at det er min skyld. Jeg tænker tit "jeg bør ..." Men orker bare ingenting. Jeg er træt af at skælde ud, savner kvalitetstid med både min mand og den store.. Men den lille fylder så meget i hverdagen  

Tak fordi i læste så langt.. Mon det nogensinde bliver lettere..?!

 

Først vil jeg sende dig et kæmpe kram  forestiller mig at det ikke har været let, hverken at leve i det eller få det skrevet ned 

min første datter (nu 10 år) var verdens nemmeste barn! Jeg elskede min orlov med hende, det var bare total luksus at gå hjemme med hende i 10 mdr

da min nuværende mand og jeg starter projekt baby - var det med tanke på min første orlov at jeg drømte mig til nusse pusse med baby nr 2. Drømmen om at bebse skulle ligge revnen og jeg ville have ro til amning som ikke lykkedes første gang osv osv. 

Vi havde svært ved at blive gravide, det tog 2 år, og et år med fertilitets behandling. Jeg drømte og drømte - og da jeg stod med to streger var jeg i himlen  vi snakkede og snakkede, jeg drønede rundt i baby forretninger og var hurtig til at udse mig den helt rigtige barnevogn som jeg skulle trave skoven rundt med, med vores hunde. Åhhhh hvor var jeg bare lykkelig! 

I graviditets uge 7 skulle vi til en tidlig scanning og forventningerne var store og jeg græd af glæde da jeg så det første hjerteblink.... Men da nr 2 viste sig gik jeg i chok! Min drøm braste - for alting blev nu pludselig vendt op og ned! Havde dog en dejlig graviditet og endte med at glæde mig. Pigerne blev født og alt glæde forsvandt. Det var hårdt, og jeg begyndte først at nyde dem da de var 6-7 mdr. Da jeg startet på job var jeg drænet og udbrændt! Først nu hvor de er 2 år og 3 mdr er jeg på vej tilbage til at være mig selv - og nyder hvor helt fantastisk og unikt det er at få lov til at være mor til tvillinger 

med alt dette vil jeg bare sige at jeg kender til den skuffelse det er at tingene ikke går som de plejer - og det lyder lidt som om det er sådan du har det? 

Hvad siger institutionen? Er der hjælp at hente - eller er han bare en helt almindelig dreng med popcorn bagi? 

Først et stort kram til dig! :-)

Jeg kan måske bidrage lidt med vores erfaringer.

Vi har to børn, en dreng som er lige knap 4 år og en pige som er lige knap 2 år. 

Da vi besluttede os for at få nummer 2, var vores ældste verdens nemmeste barn. Der var stort set aldrig nogen problemer.

Da vores datter kom til verden vendte han stort set på en tallerken. Han bed, han slog, han sparkede, han ville ikke sove.. der var mange udfordringer

Vi har været til et møde i børnehaven, som så en helt normal dreng, men udfordringerne fortsætter for fuld hammer og vores familie var ved at falde fra hinanden. Det var lidt som du beskriver. Stort set ingen kontakt til venner og når man endelig var ude, så havde vi hver især dårlig samvittighed overfor den anden som vi havde efterladt med "lorten" derhjemme.

Det tog så hårdt på mig både fysisk og psykisk, at jeg blev sygemeldt med stress i omkring to måneder. 

Det korte af det lange er, at vi opsøgte en psykolog med speciale i børn og familie. Ikke fordi vi troede at der var noget "rigtig" galt ned vores søn, men fordi han bare er et barn med et vanvittigt temperament og vanvittigt meget fart på (især i forhold til lillesøster).

Her havde vi to samtaler på halvanden timer hver, hvor vi fik snakket al vores frustration ud og begyndte at se anderledes på vores dreng og på vores efterhånden indgroede negative handlemønstre.

Der er stadig hårdt at have sådan et barn, men vi har fået meget mere fokus på de gode sider han heldigvis har en masse af og det skaber nogle gode oplevelser, som vi kan leve længe på.

Jeg håber I finder en læsning som fungerer for jer.

- Neptun

Kære du, et stort kram herfra.

Puha, det lyder hårdt! Jeg vil foreslå, at I får noget hjælp fra en familieterapeut eller lignende. Det behøver ikke være et langt forløb eller koste en formue. 2-3 besøg kan godt være nok til at få vendt skuden - både i forhold til at få kastet lys på nogle andre tilgange for din mand og dig, men også for at få nogle friske perspektiver på din søn og hans rolle i jeres lille familie.

Jeg forstår godt dine tanker, men udkommet er også lidt en 'os og ham'-tankegang, hvor han er det underlige fremmedelement, der ikke passer ind. Og det kan han uden tvivl mærke. Det er synd for ham, der er udnævnt til at være problemet, men også hårdt og paralyserende for jer som forældre, fordi I ender med at sidde fast i jeres perspektiv og handlemønstre. 

Tal det igennem med en dygtig familieterapeut, vær ærlige og glæd jer til at få nogle andre handlemuligheder og et mere harmonisk familieliv med overskud.

Man har ret til 5 samtaler ved familierådgivningen i ens kommune.

Jeg ville kontakte dem  i morgen og få en tid med det samme så I kan få hjælp og rådgivning.

Vil opsøge hjælp hurtigst muligt med familierådgivningen, måske noget udredning af den mindste... Eller hjælp til jer med at ændre jeres måde at opdrage på, før i ødelægger jeres skønne familie.. 

Jeg ved hvor hårdt det kan være med en nr 2, som ikke er lige så nem som den første... Her fik vi hjælp hurtigt, men man skal bede om den... Jeg går hjemme på 6 år med nr 2, hvor han er i bh 4 timer max 4 gange om ugen...

Tak allesammen for indput - lidt lettet over ikke at være den eneste med en "svær nr 2". Jeg tager fat i en familieterapeut og prøver at få ændret det her kaos vi lever i. 

Tak ☺️

Her har det bestemt heller ikke været en leg at få nr. 2. Den første er nu snart 6 år og har været det nemmeste barn - indtil lillebror kom!

Vi fik tit at vide, at "vi ikke havde prøvet at være forældre"

Da lillebror kom, så gik de 2 første uger fint - indtil kolikken startede... Det varede så 5 mrd., før jeg kunne lægge ham fra mig Jeg levede på sofaen i de mrd. og sov når han sov. Jeg fik enormt dårlig samvittighed for min ældste, men sådan måtte det være

Problemerne fortsatte.... Jeg har simpelthen 2 ørebørn! Den ældste er snart færdig med det pjat, og lillebror som fylder 3 år om et par uger er endnu ikke færdig! Han er stadig ørebarn, så jo vi har prøvet at være forældre

Seriøst, jeg har været ved at løbe hjemmefra flere gange... For 14 dage siden tog jeg mig den frihed at tage på tøsetur - min første friaften i 2½ år 

Anonym skriver:

... Puha det er et svært indlæg at starte på... Men jeg har bare brug for at få luftet mine tanker og følelser..

jeg har 2 drenge på hhv 2 og 5 år. 

Da den store dreng var 2 1/2 valgte vi at få en til, vi følte at vi havde energien og kærligheden til endnu et vidunder - vi havde det fantastisk sammen alle tre og der var plads til både mor, far og barn, både sammen og hver for sig. 

Lillebror kom til et lille år efter og virkeligheden ramte os så "grusomt"! Han havde kolik og ville kun sove på armen. Efter 6 mdr blev det bedre og han blev en glad men bestemt dreng. Kort efter blev han syg og det med maden gik galt - han nægtede at spise, tabte sig og voksede ikke. Det værste var at han skreg konstant (igen). Intet sundhedspersonale ville høre på os, og først et år efter tog de os seriøst! 

Der er ingen tvivl om at de 2 drenge er meget forskellige. Den store dreng er en forsigtig, følsom og fordybende dreng og minder meget om både mor og far. Den lille er en vild og selvstændig. 

nu er den lille 2 år og hverdagen er stadig fyldt med konflikter - han bider, sparker og slår og griner af os når vi siger stop. Vi er virkelig frustreret og ender med at råbe. Jeg er imod det, men ved bare ikke hvordan vi skal takle det. 

Han spiser stadig ikke rigtig så meget, nogen dage er bedre end andre - men en ting er sikkert; han kaster med tallerken, kop ig bestik..

Lillebror er også virkelig irriterende for den store, han kan intet have i fred og splitter al legetøj fra hinanden. 

...og det er kun en brøkdel af hverdagen..

veninder er nærmest ikke eksisterende.. Overskuddet har bare ikke været der til at holde det ved lige  . Når jeg endelig er ude får jeg dårlig samvittighed over at have "skredet" fra det derhjemme  

Jeg er fuldstændig drænet for energi - og min mand også.. Vi aner ikke hvordan vi skal takle hverdagen og blive lykkelige igen.. Vi bliver ved med at sige at det bliver bedre med tiden, men det har ikke gjort det store indtil videre..

jeg sidder ofte med følelsen af, at jeg måske fortryder at vi fik en til. Vi havde det så dejligt og nu er det kaos! det var bare ikke den familie idyl jeg havde forestillet mig. Jeg bebrejder mig selv og føler at det er min skyld. Jeg tænker tit "jeg bør ..." Men orker bare ingenting. Jeg er træt af at skælde ud, savner kvalitetstid med både min mand og den store.. Men den lille fylder så meget i hverdagen  

Tak fordi i læste så langt.. Mon det nogensinde bliver lettere..?!

 

Det lyder til, at I har brug for aflastning.

PPR tilbyder gratis og anonym rådgivning til forældre... Hvis det kunne være en løsning.

Det er som regel psykologer der sidder til de rådgivende samtaler - mener at man kan bruge dem op til 3 gange.