brug for råd omkring forhold..

Jeg er en pige på 22 år, der har en kæreste på 25.
Jeg har egentlig altid været god til at tage "rigtige beslutninger" på egen hånd. Men nu hvor jeg er gravid for allerførste gang, så synes jeg dælme godt nok, det er svært ( jeg fik kræft i 2011, hvor lægerne sagde efterfølgende, jeg ikke kunne blive gravid. Men nu er jeg så omkring 7+0 ). 
Det kommer egentlig lidt som et chok for mig, at jeg er gravid, da vi beskyttede os ( men det er jo ikke altid helt 100 &nbsp 
Mig og min kæreste blev utrolig glade( han hoppede af glæde og sagde det til alle, selvom vi aftalte, vi skulle holde det tæt, når jeg ikke var så langt henne endnu ) , da de 5 teste jeg tog i weekenden viste positive, og samtalen ved lægen også viste, at jeg også var gravid 
MEN: efter at jeg er blevet gravid, så er der utrolig mange ting, der er begyndt at gå op for mig, og det har gjort, at mig og min kæreste er begyndt at diskutere rigtig meget. Min kæreste og jeg har stortset ikke noget tid sammen, da han bruger alt sin tid med sine kammerater, han bliver pigesur, hvis jeg ikke lige køre ham fra A til B, og hver gang vi diskuterer, så skal han altid næsten lige fyre noget af med, at vi da også lige så godt kan gå fra hinanden. Han er UTROLIG svær at snakke med, kommunikation er ikke hans stærke side. Han kan sagtens finde på, hvis vi sidder og snakker om et problem, så hvis han går hen og bliver sur, så kan han godt finde på at ringe til en kammerat også bare smutte? 
Jeg vil gerne erkende, at jeg aldrig har søgt råd på nettet før, hvis det virkelig har brændt på, så har jeg opsøgt støtte ved familie eller veninder eller klaret skårene selv. 
Den anden dag da han ( endnu ) en gang snakkede om at gå fra mig, der sagde han, at han håbede, at jeg valgte at beholde det, selv hvis vi nogensinde gik fra hinanden. Jeg står som et stort spørgsmål, for jeg ved simpelthen ikke, hvad der er mest retfærdigt.. 
- Hvis I stod i den situation, ville I så overveje mulig abort, nu hvor man stadig kan? Eller ville I få det? Jeg prøver dog stadig at sætte ham ind i, hvilket stort ansvar det kræver, for det føles nogle gange som om, han faktisk ikke forstår det. Grunden til jeg havde det med aborten i tankerne ( som jeg slet ikke har ville overbevise mig om, fordi jeg er så glad. ), det var, fordi jeg er bange for, at det ikke er gået op for ham, og at vi så vil bøvle en hel del med statsamt osv til den tid.. 
HJÆÆÆÆLP. 

bette94 skriver:

Jeg er en pige på 22 år, der har en kæreste på 25.
Jeg har egentlig altid været god til at tage "rigtige beslutninger" på egen hånd. Men nu hvor jeg er gravid for allerførste gang, så synes jeg dælme godt nok, det er svært ( jeg fik kræft i 2011, hvor lægerne sagde efterfølgende, jeg ikke kunne blive gravid. Men nu er jeg så omkring 7+0 ). 
Det kommer egentlig lidt som et chok for mig, at jeg er gravid, da vi beskyttede os ( men det er jo ikke altid helt 100 &nbsp 
Mig og min kæreste blev utrolig glade( han hoppede af glæde og sagde det til alle, selvom vi aftalte, vi skulle holde det tæt, når jeg ikke var så langt henne endnu ) , da de 5 teste jeg tog i weekenden viste positive, og samtalen ved lægen også viste, at jeg også var gravid 
MEN: efter at jeg er blevet gravid, så er der utrolig mange ting, der er begyndt at gå op for mig, og det har gjort, at mig og min kæreste er begyndt at diskutere rigtig meget. Min kæreste og jeg har stortset ikke noget tid sammen, da han bruger alt sin tid med sine kammerater, han bliver pigesur, hvis jeg ikke lige køre ham fra A til B, og hver gang vi diskuterer, så skal han altid næsten lige fyre noget af med, at vi da også lige så godt kan gå fra hinanden. Han er UTROLIG svær at snakke med, kommunikation er ikke hans stærke side. Han kan sagtens finde på, hvis vi sidder og snakker om et problem, så hvis han går hen og bliver sur, så kan han godt finde på at ringe til en kammerat også bare smutte? 
Jeg vil gerne erkende, at jeg aldrig har søgt råd på nettet før, hvis det virkelig har brændt på, så har jeg opsøgt støtte ved familie eller veninder eller klaret skårene selv. 
Den anden dag da han ( endnu ) en gang snakkede om at gå fra mig, der sagde han, at han håbede, at jeg valgte at beholde det, selv hvis vi nogensinde gik fra hinanden. Jeg står som et stort spørgsmål, for jeg ved simpelthen ikke, hvad der er mest retfærdigt.. 
- Hvis I stod i den situation, ville I så overveje mulig abort, nu hvor man stadig kan? Eller ville I få det? Jeg prøver dog stadig at sætte ham ind i, hvilket stort ansvar det kræver, for det føles nogle gange som om, han faktisk ikke forstår det. Grunden til jeg havde det med aborten i tankerne ( som jeg slet ikke har ville overbevise mig om, fordi jeg er så glad. ), det var, fordi jeg er bange for, at det ikke er gået op for ham, og at vi så vil bøvle en hel del med statsamt osv til den tid.. 
HJÆÆÆÆLP. 

Din kæreste lyder på ingen måde til at være klar til at påtage sig det kæææææmpe ansvar og hårde arbejde det er at blive far. Han lyder som et lille barn selv?? Jeg ville ikke vælge en sådan far til mit barn, så hvis det var mig, ville jeg nok overveje meget nøje, hvad jeg ønskede for mig selv og et potentielt barn. Kram til dig. 

Kære dig. 

Stort tillykke med graviditeten! 

Jeg synes det er en meget stor og svær beslutning for dig, især med din baggrund. Hvis lægerne havde spået at det ville være svært for dig at opnå en graviditet, i forhold til sygdomsforløb, er dette jo et mirakel! 

I skal selvfølgelig begge være klar og føle jer rustet til det store ansvar det kræver at have en baby. 

Jeg tænker at I kunne have brug for noget parterapi, hvor I begge kan få fri mulighed for at fortælle om jeres følelser og behov og derfor opnå en bedre kommunikation. 

Det er en stor omvæltning med graviditet og jeg tror mange mænd har rigtig svært ved at forholde sig til at deres kvinder er gravide. De kan hverken se, mærke eller føle det, den første tid. Samtidig kan der også opstå nogle paniktanker hos de kommende fædre, som jo egentlig godt kan vise sig på den måde, som du beskriver din kæreste. 

Det er rigtig trist hvis han "truer" dig med at I lige så godt kan gå fra hinanden. Husk på at du også kan være mere følsom, nu hvor du er gravid og dine hormoner arbejder på højtryk. Jeg håber at I kan få talt jeres problemer igennem og finde en god løsning, så I sammen får skabt en god familie. 

Hvis det er svært at trænge igennem og din kæreste ikke er så god til at lytte, så skriv eventuelt et brev til ham, hvori du beskriver dine tanker, følelser og bekymringer. Men det er vigtigt at det bliver skrevet i en god tone uden anklagende anekdoter. 

Held og lykke fremover! Jeg håber du har en god og støttende familie, der vil være der for dig uanset om du vælger at få barnet eller vælger en abort. 

Men mærk efter indeni og gør hvad det føles mest rigtigt! 

Tusind tak! Og ja, det er en stor ting, jeg har aldrig set mig selv "gravid" efter den besked  
Min kæreste har diagnosen ADHD, og selv om symptomerne for det ofte aftager, når man bliver ældre, så er det ikke sket i hans tilfælde, så jeg håber på, at det er det, som der går galt, for hans diagnose er meget meget "kraftig"!! Jeg vil overveje det med brevet, hvis det skulle gå hen og blive ved. Tusind tak! 

Nej,jeg synes ikke du skal få en abort. Du ved ikke hvad dine chancer er for endnu en graviditet, og så længe du selv føler dig klar til en lille (som er et kæmpe arbejde og ansvar),  så synes jeg du skal nyde det lille mirakel i din mave og helt glemme abort tankerne.

Din kæreste derimod.... Ja...

Han lyder på nuværende tidspunkt kun klar til at have ansvar for en guldfisk.  De færreste mænd forstår nok lige med det samme, hvad en baby egentlig vil sige. Min kæreste har med vores datter indrømmet, at han slet ikke troede det ville være så hårdt (og vi har fået det NEMMESTE barn i hele verden).

Din kæreste lyder til at bruge tomme trusler som løsning på hans dårlige kommunikative evner. Det er ekstremt umodent, men det betyder dog ikke, at han ikke kan være en fantastisk far. Man ved aldrig hvad fremtiden bringer. Måske bliver han ekstremt overbeskyttende og er over den lille 24/7 og måske trækker han sig helt, så du ender med at stå med det hele selv. 

Jeg håber du kan bruge noget fra mit svar i dine overvejelser. Du virker selv  helt klar til mor rollen, og hvorfor skulle du ikke også være det. Det er jo det skønneste i hele verden !  

Jeg blev faktisk helt glad, da jeg læste det med, at du syntes jeg lød, som at jeg ville blive en god mor.  
Jeg vil mit barn det bedste ( når den tid kommer ). Det er også derfor, jeg tænker meget over barnets far. Jeg har dog ikke altid været verdens bedste til at vælge "fyre"  
Min kæreste går meget op i byen og kammerater, men jeg håber da, når den dag kommer, at det måske kunne gå hen og ændre sig ! 
Jeg ønsker heller ingen abort overhovedet. Men jeg var bare ikke lige i stand til at finde ud af selv, om det er "svinsk" af mig, hvis jeg nu valgte at beholde barnet. Det var min kæreste der til at starte med kom og sagde, at han ville beholde det med mig osv, hvor jeg var lidt mere "tilbageholdende" ( nok mest af "nervøsitet. ) men nu er jeg helt afklaret med det. Så jeg ville da nok også liiige nævne et par ord eller to, hvis han kom og bedte mig få en abort  
Tak for svaret 

bette94 skriver:

Jeg er en pige på 22 år, der har en kæreste på 25.
Jeg har egentlig altid været god til at tage "rigtige beslutninger" på egen hånd. Men nu hvor jeg er gravid for allerførste gang, så synes jeg dælme godt nok, det er svært ( jeg fik kræft i 2011, hvor lægerne sagde efterfølgende, jeg ikke kunne blive gravid. Men nu er jeg så omkring 7+0 ). 
Det kommer egentlig lidt som et chok for mig, at jeg er gravid, da vi beskyttede os ( men det er jo ikke altid helt 100 &nbsp 
Mig og min kæreste blev utrolig glade( han hoppede af glæde og sagde det til alle, selvom vi aftalte, vi skulle holde det tæt, når jeg ikke var så langt henne endnu ) , da de 5 teste jeg tog i weekenden viste positive, og samtalen ved lægen også viste, at jeg også var gravid 
MEN: efter at jeg er blevet gravid, så er der utrolig mange ting, der er begyndt at gå op for mig, og det har gjort, at mig og min kæreste er begyndt at diskutere rigtig meget. Min kæreste og jeg har stortset ikke noget tid sammen, da han bruger alt sin tid med sine kammerater, han bliver pigesur, hvis jeg ikke lige køre ham fra A til B, og hver gang vi diskuterer, så skal han altid næsten lige fyre noget af med, at vi da også lige så godt kan gå fra hinanden. Han er UTROLIG svær at snakke med, kommunikation er ikke hans stærke side. Han kan sagtens finde på, hvis vi sidder og snakker om et problem, så hvis han går hen og bliver sur, så kan han godt finde på at ringe til en kammerat også bare smutte? 
Jeg vil gerne erkende, at jeg aldrig har søgt råd på nettet før, hvis det virkelig har brændt på, så har jeg opsøgt støtte ved familie eller veninder eller klaret skårene selv. 
Den anden dag da han ( endnu ) en gang snakkede om at gå fra mig, der sagde han, at han håbede, at jeg valgte at beholde det, selv hvis vi nogensinde gik fra hinanden. Jeg står som et stort spørgsmål, for jeg ved simpelthen ikke, hvad der er mest retfærdigt.. 
- Hvis I stod i den situation, ville I så overveje mulig abort, nu hvor man stadig kan? Eller ville I få det? Jeg prøver dog stadig at sætte ham ind i, hvilket stort ansvar det kræver, for det føles nogle gange som om, han faktisk ikke forstår det. Grunden til jeg havde det med aborten i tankerne ( som jeg slet ikke har ville overbevise mig om, fordi jeg er så glad. ), det var, fordi jeg er bange for, at det ikke er gået op for ham, og at vi så vil bøvle en hel del med statsamt osv til den tid.. 
HJÆÆÆÆLP. 

Det der med at han truer med at forlade dig, når i skændes, det er fordi han ikke selv har lært hvordan man takler konflikter(imens han selv var barn). Det samme gør sig gældende, når han tager hen til en kammerat, når i skændes. Han har lært at man flygter fra problemet, i stedet for at blive i situationen og løse den.

Hvis i får et barn skal i være grundlæggende enige om hvordan det skal opdrages, og i skal begge være villige til at indgå en masse kompromisser. Det kan han ikke, ikke engang nu, hvor i kun er jer to. Det vil derfor blive helt umuligt hvis i får et barn, for et barn belaster parforholdet til det yderste, og så er det at man netop skal formå at stå sammen, uanset hvor træt man er, uanset at barnet græder og græder, uanset om hjemmet roder osv.

I skal derfor have hjælp til at lære hvordan man løser konflikter sammen, inden i får børn sammen, ellers ender det med at i går fra hinanden og barnet bliver fanget i midten fordi i inte kan blive enige. Det er ikke fair for barnet.

JeanMckinley skriver:

Nej,jeg synes ikke du skal få en abort. Du ved ikke hvad dine chancer er for endnu en graviditet, og så længe du selv føler dig klar til en lille (som er et kæmpe arbejde og ansvar),  så synes jeg du skal nyde det lille mirakel i din mave og helt glemme abort tankerne.

 

Din kæreste derimod.... Ja...

Han lyder på nuværende tidspunkt kun klar til at have ansvar for en guldfisk.  De færreste mænd forstår nok lige med det samme, hvad en baby egentlig vil sige. Min kæreste har med vores datter indrømmet, at han slet ikke troede det ville være så hårdt (og vi har fået det NEMMESTE barn i hele verden).

Din kæreste lyder til at bruge tomme trusler som løsning på hans dårlige kommunikative evner. Det er ekstremt umodent, men det betyder dog ikke, at han ikke kan være en fantastisk far. Man ved aldrig hvad fremtiden bringer. Måske bliver han ekstremt overbeskyttende og er over den lille 24/7 og måske trækker han sig helt, så du ender med at stå med det hele selv. 

Jeg håber du kan bruge noget fra mit svar i dine overvejelser. Du virker selv  helt klar til mor rollen, og hvorfor skulle du ikke også være det. Det er jo det skønneste i hele verden !  

Jeg synes du modsiger dig selv lidt

Du skriver at far lyder umoden og ikke klar til at tage ansvar(og jeg er enig). Men så skriver du at trådstarter lyder lyder klar til at få et barn, hvordan hænger det sammen? For det er jo trådstarter, der har valgt en umoden far til barnet i stedet for en moden ansvarlig mand, der er egnet til at blive far. 

Barnet vil jo skulle have samvær med faren, uanset hvor umoden han er. 

Der vil opstå en masse konflikter mellem mor og far, som barnet ikke kan undgå at mærke.

Hvorfor føde et barn ind i et liv, hvor man allerede i 7. uge forventer, at der vil blive kaos når barnet bliver født? I stedet for at droppe den uansvarlige kæreste, få styr på sit eget liv(herunder hjælp til at tackle de problem, der gør at man vælger uansvarlige mænd at blive kærester med), og så leve alene nogle år og blive sikker på sig selv. Få et godt arbejdsliv osv. Først herefter er man klar til at møde den rigtige mand. Og sammen med ham kan man så beslutte om man vil have børn sammen, når man har lært hinanden rigtig godt at kende.

Man er ikke klar til at finde en god partner, hvis man ikke har styr på sit eget liv.

Jeg ville helt klart få en abort. 

Udfra hvad du fortæller i den her tråd men også i den tidligere. Et forhold, der allerede er er tyndtslidt bliver slidt helt op af et barn!