LeylaL skriver:
Tusind tak for svar og kram..
Er faktisk selv 19 år og har selv en ung mor, det var ikke lige nemt for hende og det har jeg tydeligt kunne se gennem min opvækst.
Hvilket også er med til at styrke frygten for at svigte sit eget barn.
Jeg vil prøve at samle mig til at fortælle nogen det.. Kan mærke jeg har brug for at sige det højt..
Og måske skrive til faren.. Prøve at mødes med ham og fortælle det..
Men hvordan var det? Det at blive gravid i så tidlig en alder? Ville være rart at kende til både de helt fantastiske ting ved det og det mindre gode, fra et andet perspektiv.
knus
Altså jeg var kæreste med faren da jeg blev gravid, men han var i starten i mod at beholde. Det var drønhårdt, særligt fordi det meste af min familie også synes jeg skulle få en abort. Jeg kontaktede mødrehjælpens abortrådgivning, og det var virkelig guld værd! Jeg tog derind sammen med min mor, og det var så godt at have en udenforstående der kunne mælge mellem os og hjælpe med at forstå mulighederne både ved at beholde og ved abort. Og de muligheder for hjælp jeg ville have hvis jeg valgte at beholde både ifht økonomi og livet med en nyfødt.
Graviditeten var hård, da jeg led meget af kvalme og bækkenløsning og til sidst fik svangerskabsforgiftning. Samtidig var det bare så helt igennem ubeskriveligt fantastisk at mærke hvordan hun voksede inden i mig, og mærke hende sparke hver eneste dag fra jeg var ca halvvejs. - Jeg tudbrølede da jeg så hende til den første scanning, det var simpelthen magisk at opleve.
Jeg bev sygemeldt i uge 24, 3 mdr før jeg ville være færdig med min hf. Dét var hårdt, særligt at se alle mine venner få hue på mens jeg bare gik rundt med en kæmpe mave. Det gjorde også at jeg var nødt til at tage flere år om, så jeg nu (i en alder af 21) skal til og i gang med det sidste år af min HF. Det er lidt vildt at tænke på at hvis jeg ikke havde fået min datter kunne jeg have været i gang med mit 2. eller 3. år af min videregående udd.
Da hun så først blev født var det også drøn hårdt. Faren havde besluttet at han gerne ville være en del af den lilles liv, men vi boede ikke samen og kom heller ikke til det. Så det meste af tiden stod jeg helt alene med hende, hvilket var sindsygt hårdt. Min mor støttede og hjalp mig rigtig meget, og jeg fik ekstra besøg fra sundhedsplejersken som en ekstra hjælp. Uden min mor ved jeg ikke om jeg havde klaret det, hun har virkelig været en kæmpe hjælp og er det stadig nu hvor min datter er 2 år.
Men når alt det er sagt så ELSKER jeg mit liv som mor. Der er SÅ mange ting der gør op for alt det hårde og trælse. Det første smil, det første skridt, den første tissetår på toilettet. - Alle sammen tidspunkter hvor jeg blev helt åndsvagt stolt.
Når vi tumler og leger og hun griner så hun næsten ikke kan få vejret. Når hun afbryder sin leg fordi hun liiiige skal have en krammer, eller vi sidder og læser og putter inden sengetid. Jeg elsker mit liv som mor, og ville ikke gøre det om selv hvis jeg kunne. Jeg havde da planlagt at vente et par år med at få børn, men jeg er på ingen måde ked af at jeg har fået min første allerede nu. Jeg føler at mit liv giver mening på en helt anden måde end før jeg blev mor. - Men jeg har også ALTID vidst at jeg skulle være mor, helt lige siden jeg selv var en lille pige.
