Sedigfor skriver:
Overskriften siger vel meget om det.
som 12 årige mistede jeg min barndomsven som blev 10 år gammel. Dagen i dag hvor jeg selv er blevet mor " datter på 15 mdr " kan jeg bare ikke give slip, tænker på de begge to hver gang jeg er fra min datter, kræver billeder af hende " af hendes far " for at sikre mig hun er i live, ved godt det lyder helt hen i vejret men kan ikke lade vær, selv om natten vågner jeg for så at tjekke om hun nu trækker vejret eller om der skulle være andet. Hans død påvirker mig så utroligt meget at jeg skjuler det for alle, kommer ikke ud blandt andre, kun min mor. Selv hun ved det ikke.
Hvad hulen kan jeg gøre for at det ikke påvirker mig så meget i min hverdag? 
. Det æder mig op.
Ved ikke om det har noget at gøre med jeg aldrig har fået lov til og sige ordentligt farvel til ham eller måtte komme med til hans begravelse .
Der er jo ikke nogen tvivl om, at du har et ubearbejdet chok og sorg over din kammerats død. Det er "logisk" nok, at din erfaring med, at også børn pludselig kan dø, påvirker dig i form af frygt for, at der sker hende noget, og det skal du have hjælp til at tackle, for det kan være skadeligt for hende at blive påvirket af. Hvordan det har kunnet medføre, at du isolerer dig helt fra andre, ved jeg ikke helt - det lyder voldsomt, at du lige siden har holdt dig for dig selv, og dét kan jo i bund og grund skyldes noget andet. Under alle omstændigheder - henvend dig til en psykolog, så du kan få arbejdet med dig selv.
Der er en ting, som går igen i mange af dine indlæg, som gør det svært for mig helt at forstå, hvad du mener - også her: Din brug af gåseøjne eller citationstegn. Hvad mener du med "datter på 15 mdr" og "af hendes far"? Som det står, er det, som om du ikke mener det bogstaveligt - men du har vel en datter på den alder, og det er vel af hendes far, du ønsker billeder? Jeg har som nævnt flere gange været i tvivl om, hvad du mener med " ", og det er jo en skam, hvis du bliver misforstået af den grund.
