Tale med børn om død

Min svigerfar er blevet erklæret uhelbrdeligt syg af kræft. På under 3 uger er han blevet diagnosticeret med kræft og en besked om at der intet ka gøres. Han har glædet sig til vores ældstes søns konfimation næste år men tvivler på han når det. Men ja hvordan man får præsenteret det for vores søn at hans farfar er dødeligt syg og så er der vores to yngste på snart 4 og 5 og alle har de et tæt forhold til deres farfar så det gør meget ondt på os. Er der nogen der har nogle gode råd til at takle det i forhold til børnene for er lidt rådvild lige nu?

Min svigerfar er blevet erklæret uhelbrdeligt syg af kræft. På under 3 uger er han blevet diagnosticeret med kræft og en besked om at der intet ka gøres. Han har glædet sig til vores ældstes søns konfimation næste år men tvivler på han når det. Men ja hvordan man får præsenteret det for vores søn at hans farfar er dødeligt syg og så er der vores to yngste på snart 4 og 5 og alle har de et tæt forhold til deres farfar så det gør meget ondt på os. Er der nogen der har nogle gode råd til at takle det i forhold til børnene for er lidt rådvild lige nu?

Min datter var med til sin oldefars bisættelse da hun var 3 og vi har siden hun var 1 snakke om at hendes oldemor er i himmelen og er en engel hun var også med inde og sige farvel til sin oldefar da han var gået bort... men det meget an på børnene. 

Tror det bedste i kan gøre er at sætte jer sammen stille og roligt for der er aldrig en nem måde at sige det på. Desværre

Vi har snakket en del om døden herhjemme, med mine store piger, på nu 8 og 5 år. Det er mest pga. to gamle oldemødre i 90'erne, hvor især den ene er dement og er flyttet på plejehjem.

Der har dog ikke været nogle dødsfald i familien, så vi har ikke haft dem med til nogen begravelser, men har snakket meget om død og begravelser. Hver morgen på vej til skole/børnehave kører/går vi nemlig forbi den lokale kirke og nogen gange er flaget på halv, på kirkegården, hvilket har været anledning til lidt snak.

Men en mor til en klassekammerat fra den ældstes klasse døde for nyligt, og der blev der talt meget om det i klassen, skoleinspektøren og klasselæreren fik snakket det grundigt igennem, på 1. klasses niveau og der var ikke noget der blev hemmeligholdt.

Det er lidt svært at anbefale, hvordan man skal gribe emnet an, men jeg synes man bør gøre det på en blød og skånsom måde. Man skal ikke nødvendigvis bare fortælle løs, men svare på spørgsmål, som evt. dukker op. Og prøve, ikke at gøre ens barn bange for at dø.

Og så er det jo i orden at vise at man er ked af det, over en der dør.

Ej, det blev måske et lidt rodet svar, men altså, der er vist ingen nem løsning, det er jo et hårdt emne at tage op.

Jeg ved at hos bedemændene kan man få en bog der hedder noget i retning af 'hvor går man hen når man går bort' som skulle være en god hjælp for de mindste til måske lidt bedre at kunne forstå det når en person dør ... Min søster fik den til deres søn på dengang 3 år da vores far døde .. Han var i øvrigt ikke med til bisættelsen, da han i samme periode skulle starte i børnehave og samtidig fik en lillesøster 4 dage efter bisættelsen så de synes det var meget for ham at skulle fordøje .. 

Sender mange kram og positive tanker i jeres retning