Hej brevkasse.
Jeg skriver til jer, da vores søn på 2,5 ikke kan finde ud af det med søvnen.
Da han var omkring 8-9 mdr brugte vi metoden "godnat og sov godt" for at få ham til at sove. det var 14 hårde aftener med tårer fra både mor/ far og barn, men det virkede og siden har han været SÅ nem at putte.
En normal aften ser sådan ud: vi spiser kl 17.30-18.00, derefter er der en blanding af leg, badning, tøffetid med en bog eller iPad.
Kl 19 bliver der givet nattøj på, han får lidt at spise- gerne frugt, kl 19.30 børstes der tænder mor eller far masses godnat og han bliver puttet i egen seng på eget værelse. Der går så en halv time - 3 kvarter hvor han hygger og snakker og så er der ro til kl 6.30-7. I dagpleje sover han ca tre timer.
Sådan har tingene kørt rigtig længe, men nu er der vendt total om. Vi er selvfølgelig i ferietid og lidt ude af rutiner plus at lillesøster er på vej, og jeg har termin her d 29/7-16.
Som tingene er lige nu, kan vi bruge en time med skrål til middag og han sover måske max en time, dette resulterer så i at han først vil sove kl 22-23, hvilket vi synes er for sent, da han så tilsvarende sover længe- ca kl 9. Vi har de sidste dage sprunget middagssøvnen over, og han er jo så godt pylret i løbet af dagen, men er klar til at sove kl halv 8-8, men vi synes heller ikke han er stor nok til at undvære middagssøvnen.
De første dage , hvor problemet var ville han sove inde i vores seng, og vi tænkte ok, hvis det var det der gav ro og tryghed så fred være med det, men hurtigt blev det vendt til at mor skulle putte med ham, og har gjort det for at få ro på hurtig, men når det er 2-3 timer det handler om, ja så gider jeg det ikke mere. Når jeg/ vi går ud skriger han og er helt panisk, selvom vi forsikrer ham om at vi passer på ham, er lige ude i stuen osv. Jeg er godt fyldt med hormoner lige nu, og kommer hurtig i det røde felt/ bliver ked af det fordi tingene er som de nu og søger virkelig et råd.
Er det en periode fordi vi er i ferietid og han ikke er i sin daglige rutine/ den normale træthed, eller kan det være noget i forbindelse ned lillesøsteren kommen, at han er bange for at miste os??? Jeg har jo selvfølgelig haft lidt begrænsninger det sidste stykke tid grundet voksende mave.
Håber på et råd fra dig- på forhånd tak:-)
Mai
Lindas svar
Kære Mai
Det lyder som om din søn på 2,5 år viser jer, at han er klar til nye rytmer og at det tærrer på overskuddet til at fald i søvn om aftenen. At sove fra kl 20-6:30 er flot! Og at han så napper 3 timer i dagplejen er over forventning. Han må åbenbart blive godt træt i dagplejen.
Nu er det så ferie og jeres snart 3-årige kan ikke længere sove 13,5 timer i døgnet! Der findes flere grafer på nettet over børns behov for søvn. En af dem jeg guides af siger, at børn på 3 år sover ca 12 timer (samlet) i døgnet, og at middagssøvnen fx kan være en time – dvs. ca 11 timers nattesøvn.
Børn skifter vaner i ryk. Her er din søns ”ryk”. Han er klar til en anden soverytme. Men hverken han selv eller I ved helt hvor meget. Og det vil sandsynligvis skifte fra dag til dag i en periode indtil han om nogle måneder igen bliver stabil igen.
Har I set mine sider med Børn og Søvn?
Pylrede overtrætte børn sover dårligt
Jeg er ked af det, men det er sandheden, børn der sover godt, falder lettere i søvn. Og forstyrres eller fjernes middagssøvnen, så er det sværere at falde i søvn om aftenen. Der bliver mere pyller i løbet af dagen og alle bliver mere trætte. Situationen KAN også påvirkes af tanken om en lillesøster, men det plejer først rigtig at ramme barnet EFTER fødslen.
Beslutsomhed ved puttetid
Jeg kan høre at både du og manden mestrer beslutsomhed eftersom I har kørt ”God nat, sov godt” stilen tidligere. Det der ligger implicit i metoden er at ’Far og Mor ved bedst’ og barnet skal lære at følge dette. Ulempen i denne situation er at I IKKE ved bedst. I ved ikke hvordan niveauet skal lande og hvor meget eller hvor lidt middagssøvn jeres barn har brug for – og det vil kunne svinge fra dag til dag. (Jeg anbefaler at der i overgangen som minimum er et hvile-tidspunkt).
Hold gerne fast i at være overbevisende i det I kræver omkring sovetidspunktet og middagssøvnen, men vær følsomme overfor jeres søns signaler og skiftende behov i overgangsperioden. Med andre ord, så vurder nøje om han virkelig er panisk eller om han gerne vil afprøve jeres vilje. Hvis han er for ”træt” og opkørt til at falde i søvn, så skal han have hjælp til det i kærlighed og ro indtil rutinerne falder på plads – uanset at det er bøvlet. Når så søvnrutinen er skabt kan I introducere nye regler for HVOR man falder i søvn og med HVEM. Det kræver også en kamp at ændre det, men hvis søvnrutinen først er kørt ind (fx været stabil i en uge), så ændres den ikke af at I ændre rammerne for HVOR og med HVEM.
Konklusion
Børn på 2,5-3,5 år SKAL langsomt væk fra den middagssøvn, nogle gør det selv andre skal hjælpes. Overgangen kræver overskud og tålmodighed, fordi barnet (og de voksne) umuligt kan være så udhvilede som sædvanligt, ofte er der behov for mere trøst og tryghed. Det vigtigste er at se nøje på sit barn og genkende træthedstegn, søvnbehov og få tidspunkterne for at sove og hvile til at blive til vane inden I ændrer andre ting. PS. Overvej om det skal være fars opgave at putte sønnen, hvis mor snart har baby hver aften/nat – så er der i det mindste EN fast ting han kan regne med i dagligdagen, med den lille ny.
Jeg ønsker jer ALT det bedste.
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk