Vi har delebørn på begge sider herhjemme - dvs jeg har en datter fra tidligere og min mand har et sæt tvillinger fra tidligere, som alle 3 bor hjemme hos os 50/50 (min datter dog i perioder næsten 100/100)
Min datters fødselsdag holder jeg og alle er velkommne. Sidste år var vi i Tivoli, hvor jeg og min mand, hendes far, farmor, mormor og min søster med hendes datter og fejrer hende. Det var hendes største ønske, ar der skulle foregå i Tivoli og det ønsker hun også i år. Weekenden efter holdte jeg så familiefødselsdag, hvor hendes to søstre (min mands døtre fra tidligere) også kunne være med til at fejre hende (dette måtte de nemlig ikke på selve dagen, for deres biomor....) og vores store familie. Der var hendes far også velkommen, det er han altid og det ved han, meeeen det er sjældent han dukker op. Han er ikke lige det store familiemenneske :-) Hendes farmor kommer dog altid, stort set.
Min mands døtre, mine to store skønne (bonus)piger, ja .. Det sgu i en helt anden boldgade. Deres mor og morens familie er noget for sig selv, og har svært ved at se udover deres lille verden, og slet ikke sætte sig i børnenes sted. Sidste år havde vi pigerne om morgenen på deres fødselsdag, og så hentede deres mor dem efter de havde fejrer fødselsdag i børnehaven. Vi havde holdt stor familiefødselsdag for dem weekenden før, hvor deres mor og mormor m.m. var inviteret, men valgte at blive væk. Vi blev ikke inviteret eller indviet i noget fra deres side af, men ved at de også fik en fødselsdag derhjemme, af hvad pigerne selv har fortalt (og spurgt hvorfor vi ikke havde deltaget 
)
I år havde begge piger givet klart udtryk for at deres største ønske var, at holde en fødselsdag, hvor vi alle var samlet. Det blev det så, delvist, efter en del snakken frem og tilbage med en stivnakket biomor. Det var mors weekend den lørdag de havde fødselsdag, de spiste frokost hos deres mormor og morfar (hvor vi herhjemme ikke var inviteret) og så havde vi fået det planlagt at vi mødtes i en park og spiste lagkage sammen og pigerne fik deres gaver fra os. Der var pigernes mor, mormor+morfar og onkel med kæreste og to børn - og så os, min mand og jeg, vores fælles lille pige og min datter. Pigerne var lykkelige og de havde en god dag, og jeg syntes også det var en hyggelig dag, trods jeg på vej derhen, helt ærligt, mest tænkte "det skal bare overståes, det skal bare overståes"
Som tilføjelse til hele den debat om sammenbragte familier/delebørn osv.. Jeg syntes virkelig at det er noget man skylder sine børn, at give dem en fucking dag om året, hvor man tilsidesætter alt det man ikke kan finde ud af i hverdagen, og lader det komme sine børn tilgode. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvordan man kan være så indsnævret og sur, at man ikke kan se udover det som muligvis er sket mellem mor og far tidligere, slemt brud, nye kærester osv - for det er sgu ikke det, det handler om .. Det handler om et barn/børn som bare gerne vil være sammen med dem de elsker, på den ene dag om året som er deres. Det er der SÅ forfærdelig mange forældre, som ikke kan se/forstå/gøre .. Og det er så ringe!
.. Og nej, jeg mener selvfølgelig ikke tilfælde hvor at hvis der tidligere har været vold, misbrug m.m. indover, af de så skal sidde og klappe lårerne af hinanden til en pinlig fødselsdag.
Men alle de forældre, som er sure, indebrændte, jaloux og idioter - ja de burde have en over nakken, for ikke at kunne tilsidesætte sine egne egoistiske følelser og behov, den dag hvor ens barn har fødselsdag. Det er den vigtigste ting i livet som skilsmisseforældre, og det er at kunne som step et; sluge kameler og se frem ad, og kunne se sit barn og dets følelser og sætte kursen derefter - allernådigst sammen med barnets anden forældre, det ville selvfølgelig være mest hensigtsmæssigt - men det ved jeg godt er et step up og svært for mange. Men hvis man i hvert fald bare kunne step et, ville verden være et bedre sted for så mange børn.
Og lige til sidst .. JO - jeg ved sgu godt hvordan det er når mor og far bare ikke kan sammen, og puuhu. Har selv prøvet det - har faktisk prøvet det meste/og det værste man kan i den her "delebørn/sammenbragt familie"- verden. Men jeg har aldrig sunket så dybt, som kun at kunne se MIG og handle derefter.
