Eksperthjælp: Hvordan træne opmærksomheden og impulskontrol? - 8 årig taler hele tiden.

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

2.799 visninger
1 svar
0 synes godt om
26. juli 2016

Linda Stæhr

Hej,

Jeg skriver med et spørgsmål om min bonusdreng på 8. Skriver på vegne af både min kæreste eller jeg.

Vi har nemlig et "problem", som fylder rigtig meget her i familien. Grunden til jeg skriver problem i citationstegn skyldes, at noget som er elementært for hvem han er, selvfølgelig ikke skal ses som et problem. Det er desværre bare noget, som fylder rigtig meget.

Han taler konstant, og det er som om han ikke kan fastholde informationer længere end et kort øjeblik. Han er nemlig enormt impulsstyret, og nogen gange virker det egentlig som om, at han taler så meget, at han helt glemmer at høre efter og give plads til den anden i samtalen.

Det bliver et problem, fordi vi bliver trætte i hovedet. Han bryder ind, hvis min kæreste og jeg prøver at udveksle informationer med hinanden, han bruger unaturlig lang tid på at spise, fordi han taler konstant, og det virker lidt som om, at han ikke helt har fundet ud af, hvordan man holder den indre stemme indre: alt kommer ud.

Han får masser af opmærksomhed, nærvær og samtale, så det er ikke fordi, han er i underskud. Anerkendelse er også på dagsordnen. Men selvom vi prøver at forklare pædagogisk det med tanker, forklare der skal være plads til alle, eller gøre det til en leg at øve sig i at holde nogen af tankerne inde i hovedet, så hjælper det bare ikke.

Og det er synd, for når vi rammer eftermiddag, så er vi simpelthen fyldt op af den konstante snakken, afbryden osv.

Ligeledes føler vi os i klemme, fordi vi må opdrage omkring de samme ting igen og igen. Fx at man ikke må løbe op og ned af vores glatte trappe (trods skridsikker tape er min x faldet på den og endt på skadestuen), eller at man ikke springer i armene på fremmede man ikke kender.

For mig at se, så virker det som om, at han mangler et filter. Som om han har rigtig svært ved at aflæse andres personlige grænser, og netop er så optaget af sine egne ord og tanker, at han glemmer at være opmærksom på andre.

Det bekymrer os meget i forhold til venskaber og sociale relationer. Fx sidder han inde og spiser når de andre er ude at lege efter madpakker, fordi læreren ikke kan få ham til at koncentrere sig om t spise, og derfor må han sidde inde når der er ro.

Har du nogle værktøjer til to voksne, som elsker ham meget, men som er meget trætte i hovedet? Der skal være plads til alle - men det betyder jo også, at der ikke kun skal være plads til ham, men også os andre i hjemmet.



Lindas svar

Kære bonusmor

Du har FULDSTÆNDIG ret i at ALLE i familien skal kunne trives og have det godt. Fint I reagerer!

Der er mange forskellige aspekter i denne sag: Jeg hører om en dreng, der konstant snakker – uanset om nogen lytter eller taler I forvejen. Han er impulsstyret, har koncentrationsbesvær og har svært ved at fastholde informationer og lære af sine erfaringer.

Overvej kraftigt at samarbejde med læreren og evt. andre om at løse dette ”problem”. Jeg vurderer, ud fra det du skriver, at denne dreng vil kunne få sociale problemer på sigt (som jo allerede kan anes nu), da han sandsynligvis allerede trætter både de andre elever, lærerne og andre omkring ham, hvis han taler så meget og så ukoncentreret, som du beskriver det.

Der melder sig en række spørgsmål, når jeg læser dine beskrivelser:

  • Er i SIKRE på at det kun er personlighed og at der ikke er et dybereliggende problem gemt bag denne adfærd, som I ikke før har fået øje på? – Jeg overvejer faktisk skolepsykolog. At være SÅ afhængig af at tale og have SÅ svært ved at fastholde fokus, så er det måske så omfattende en udfordring, at han skal have hjælp til at lære at håndtere det.
  • Tillader I ham at afbryde? Normalt afviser jeg børn, der bryder ind i mine samtaler ved at sige: ”Lige nu taler jeg med X, du må vente til jeg er klar til at lytte til dig”.
  • Mon han taler for at ”guide” sig selv i det der sker? Du kender det sikkert selv: At være lidt forvirret, træt eller mangle overskud og derfor gå og småtale med sig selv for at holde fokus… er det mon DET der sker for denne dreng? I så fald er det virkelige problem manglende overblik og fokus – som du selv kom ind på.
  • Har hans far eller mor nogle af de samme ”egenskaber” – og hvordan har DE lært at takle de sider af sig selv? Den forælder der minder mest om barnet har et særligt ansvar for at lære barnet at håndtere sin personlighed.

Hvad kan I gøre?

  • Opmærksomheden skal trænes hele livet: Spil spil sammen – alle spil hvor man skiftes til noget virker. Giv ham små opgaver fx: ”Hent saksen inde på kontoret under posen”. Den type komplicerede opgaver kræver både, at han øver sig i at afvise forstyrrende impulser og fastholder information i sit indre (start blidt). Vendespil er en gammel kending til at lære at huske informationer. Prøv både med tal, bogstaver og billeder.
  • Impulsstyring læres bedst inden 6. leveår, men kan altid trænes bedre: Lav små lege med at vente på noget godt fx 10 sek. på et stykke slik (fx hvis I får fredagsslik) og øg tiden gradvist, så øvelsen bliver sværere. Øv stilleleg (den der kan vente længst tid med at tale har vundet) – en leg som også kan give en tiltrængt pause indimellem. Beløn ethvert forsøg på at vente og kunne udsætte behov – børn lærer gennem det der lykkes. Tager han imod ros som belønning? Hvis han har svært ved at lære af sine erfaringer så kan det hjælpe at belønne fremskridt tydeligere, fx med klistermærker eller andet konkret, når han skal øve sig på noget nyt og svært.
  • Skiftes til at tale: Øv jer i at skiftes meget bevidst til at tale og lytte (brug evt. en bold til at vise, hvem der ’har ordet&rsquo. Læs bøger sammen – tal om bogen og skiftes meget bevidst til at spørge, svare, tale om bogens indhold. Prøv denne leg, hvor man skal færdiggøre hinandens sætninger fx: ”En lille kat er [barnet svarer fx ”blød”] og spiser [barnet svarer fx ”mus”]”. Det handler om at aflæse hinanden hvornår man skal tale og tie og hvad der egentligt tales om. Der er ingen ”rigtige” og ”forkerte” svar. Det handler om at have det sjovt sammen og ikke tale i munden på hinanden.
  • Madpakkespisning: At kunne spise sin madpakke hurtigere kan de fleste børn lære med lidt træning. Prøv at lave madpakker i weekenden og tag tid på det. Vis ham uret, skriv tiden op, lad ham være bevidst om processen. Igen lav en leg: ”Mon du kan spise det 5 min hurtigere? ” Beslut på forhånd, hvor hurtigt I forventer det skal ende med at gå. Fremhæv fordelene konkret, ved at nå at spise på den aftalte tid (Eyes on the price!): ”Tænk på at du kan nå at gynge 10 min mere med X, hvis du spiser madpakken på X minutter”. Til sidst skal øvelsen gøres brugbar i skolen: Tegn et ur, der viser hvornår spisepausen starter (fx kl 12) og tegn et ur for hvornår han BURDE være færdig (fx 12:15). Det skal ikke gøres til et problem – det skal gøres til en attraktiv og spændende udfordring.

Jeg håber at mine overvejelser, forslag og svar har givet jer nye ideer. I er velkomne til at skrive igen.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk



Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.

Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

30. juli 2016

Babilooo

Jeg ville klart anbefale at I taler med børnepsykolog og evt. får en udredning. Det lyder til at han ikke forstår andres grænser, mangler situationsfornemmelse, lever i egne tanker osv. Det lyder i mine øre ikke som en dreng der fungerer normalt .. Eller blot skal opdrages eller tage sig sammen. Få hjælp fra psykologen til at få afdækket om der er en underliggende problematik.

Jeg kender en del til børnepsykiatri og det lyder ikke normal. Jo før I får det afdækket jo mere støtte kan han evt. få. Se bort fra mit svar hvis I kun ønskede et svar fra eksperten. ..

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.