Kære kæreste til faren til denne 7-årige der stadig tisser i bukserne.
Hold ud og hold af (som MIN farmor altid sagde).
Dette er en svær en, fordi du ikke direkte har ansvar for barnet. Tak fordi viser din omsorg og tager medansvar ved at skrive herinde!
Mit råd:
Du skal tale med faren - åbent og ærligt. Sig dine bekymringer. Undersøg gerne sideløbende muligheder for støtte af denne familie via det offentlige/venner/netværk og foreslå dem for far, hvis det giver mening for jer.
Børn der vokser op under svære vilkår vil altid få ar som voksne, men de fleste klarer sig alligevel, det der GØR at børnene klarer sig på trods, er fordi de finder en eller to voksne som de kan regne med, som ER der, som kan give dem det de mangler.
Kan far blive mere det som denne dreng har brug for? Altså nærværende, lyttende, forstående, rummelig for alle følelser og som aktivt beskytter drengen mod negativ påvirkning fra de familiemedlemmer der drikker?
Eller kan DU være den voksne?
For ellers har drengen brug for en anden - en der ikke forsvinder - en han kan regne med og som er tilgængelig.
Jeg ønsker dig og faren alt det bedste i de ærlige snakke og de forandringer der er brug for, for at denne dreng kan trives.
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver ved Trivsel i familien
Anmeld
Citér