Hvad skal jeg gøre...

Hej. Jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte.

For 6 år siden flyttede min datter og jeg ind hos min nye kæreste, min datter var på det tidspunkt ca 1 år. Da vi flyttede et godt stykke, skulle jeg starte forfra med omgangskreds. Men der var ingen med børn. Og det gjorde det svært, da de fleste af min kærestes venner stadig gik i byen hver weekend.

Føler mig så alene. Og ved bare ikke hvad jeg skal gøre ved det. 

I børnehaven fik hun flere veninder og jeg blev så veninder med en af mødrene. Men en kort misforståelse kort tid efter deres skolestart har nu gjort at vi ikke er på talefod længere. 

Min datter skal i 1. klasse efter ferien. Men hver gang jeg spørger om nogen kan lege, får jeg enten ingen svar, ellers lover de at vende tilbage (som næsten aldrig sker), eller også kan de ikke lege. Min datter leger med alle piger i klassen i skoletiden, så der er der ingen problemer. Så føler at det er pga mig at ingen vil lege med hende. 

Det er så deprimerende at ens datter spørger om flere kan lege og alle siger nej. Og mere end en gang. 

Jeg/vi kender ingen som har en pige på samme alder udenfor skolen. 

Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Skal jeg flytte hende til en anden klasse? Skal jeg spørge mødrene om der er noget galt med mig? 

Jeg kunne nok skrive meget mere. Men nu har jeg åbnet op for mine frustrationer, så måske i stiller nogle spørgsmål som gør at jeg kan komme mere i dybden

Hilsen en meget ked af det mor 

Puha, fik helt ondt i maven af at læse dit skriv, må være nogle trælse følelser og tanker at gå med. 

Her i ferietiden er det faktisk også sværere for os at få legeaftale i stand end til hverdag. Enten skal vi selv noget eller også skal vennerne. Til hverdag er forældrene glade for at nurse-moren med de mærkelige arbejdstider kan hente tidligt fra børnehaven så ser plejer det ikke at være et problem. 

Ved ikke helt hvad jeg ville gøre i din situation. Måske spørge klasselæreren til råds? Eller spørge en af forældrene (igen igen) og flette ind at din pige er ked af ikke at have haft nogen legeaftaler, måske det kan give en åbning for en snak. 

Håber meget det lykkes. Giv gerne en update på et tidspunkt. Knus

Anonym skriver:

Hej. Jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte.

For 6 år siden flyttede min datter og jeg ind hos min nye kæreste, min datter var på det tidspunkt ca 1 år. Da vi flyttede et godt stykke, skulle jeg starte forfra med omgangskreds. Men der var ingen med børn. Og det gjorde det svært, da de fleste af min kærestes venner stadig gik i byen hver weekend.

Føler mig så alene. Og ved bare ikke hvad jeg skal gøre ved det. 

I børnehaven fik hun flere veninder og jeg blev så veninder med en af mødrene. Men en kort misforståelse kort tid efter deres skolestart har nu gjort at vi ikke er på talefod længere. 

Min datter skal i 1. klasse efter ferien. Men hver gang jeg spørger om nogen kan lege, får jeg enten ingen svar, ellers lover de at vende tilbage (som næsten aldrig sker), eller også kan de ikke lege. Min datter leger med alle piger i klassen i skoletiden, så der er der ingen problemer. Så føler at det er pga mig at ingen vil lege med hende. 

Det er så deprimerende at ens datter spørger om flere kan lege og alle siger nej. Og mere end en gang. 

Jeg/vi kender ingen som har en pige på samme alder udenfor skolen. 

Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Skal jeg flytte hende til en anden klasse? Skal jeg spørge mødrene om der er noget galt med mig? 

Jeg kunne nok skrive meget mere. Men nu har jeg åbnet op for mine frustrationer, så måske i stiller nogle spørgsmål som gør at jeg kan komme mere i dybden

 

Hilsen en meget ked af det mor 

Kunne være mig der skrev dette indlæg. Føler med dig, det er simpelthen så hårdt. Min dreng er vellidt i skolen ( i følge lærer ) og oplever ofte mange drenge kommer og spørger efter legeaftaler, prøver at følge op på dem, ved at kontakte forældrene . Men ja ofte svare de ikke, ej heller på tlf opkald . Der er aldrig nogle som kontakter os. Min dreng vil SÅ gerne lege. Og har også tænkt tanken om det skyldes os forældre, selv om vi er en helt alm familie. Så ingen gode råd herfra. Men kender dine følelser da vi står der selv. Aner ikke hvad vi stiller op :-(