Min x og jeg har barn sammen. Vores forhold var ret betændt, da vi var et par. Jeg er en følsom sjæl, og han yndede ofte at manipulere mine følelser og bruge dem mod mig. Fx gøre mig ked af det med vilje for så at bruge min ked af det hed som våben, fx at jeg skulle styre min sensitivitet.
Til sidst gik jeg fra ham. Sidenhen er vi begge i nye forhold, og jeg holder meget af hans kæreste. Ham.. Ja, det er svært at holde af en, der har kørt så meget på en, men jeg tolererer ham og strækker mig LANGT for det gode samarbejde. Jeg tager meget hensyn til hans far-følelser.
Når barn er hos mig, skriver jeg gerne, når hun har sagt noget sjovt eller gjort noget sjovt. Jeg sender jævnligt billeder og tager initiativ til hun kan ringe og sludre med far. Det er mest for hans skyld - og for relationens skyld. Personligt har jeg jo ikke et behov for samtale.
Jeg gør også meget ud af ikke at hælde salt i såret ved fx aldrig at sende billeder af vores datter med min kæreste og den slags. Da jeg ved han har det lidt svært ved en anden mand i hendes liv.
Men det er en envejs ting. Bare et eksempel her. Min datter har været på ferie hos sin far en uge nu. Det absolut eneste jeg har modtaget er et billede hvor hun sidder med ryggen til og læser en bog med sin bonusmorfar. Ellers ynder han normalt kun at sende billeder hvor vores datter sidder og fx krammer med sin bonusmor.
Nu er jeg jo glad for hans kæreste og har ikke problemer med at hun har fået en udvidet familie. Men det er klart, at når savnet til ens barn er vildt intenst, så er et billede med bonusmor måske ikke liiiige det, der står allerallerøverst på listen.
Så nu sidder jeg i en situation, hvor jeg egentlig rigtig gerne vil fortælle ham, at det ville betyde meget for mig at høre lidt om, at vores pige har det godt. At jeg ikke forventer han sender tusinde billeder, men bare et enkelt lille foto en gang imellem af vores datter ville betyde meget. Vel at mærke et billede af hende - ikke lige nødvendigvis den udvidede familie.. for det skærer altså i hjertet, når man undværer så længe.
MEN! Givet vores historik er jeg selvfølgelig bange for han vil bruge det mod mig. Jeg har ikke nogen forventninger om at han skal gøre lige så meget som mig, men når han har meget klaret forventninger om og har sagt at han vil involveret aktivt og inkluderes når vores datter er her , så ville det da være rart om han også gav bare 1% den anden vej.
Hvad ville i gøre med vores historik? Sige det, eller bide i det sure æble og leve med de triste følelser?
