Er dårlig opførsel "normalt"?

Børn er børn og til tider er de udfordrende ja ...., men må indrømme jeg har læst mange indlæg herinde på det sidste, hvor folk beskriver hvordan deres børn (børn der er over trodsalderen) taler grimt, slår, bliver hysteriske og ikke hører efter, og folk svarer ofte "det er normalt". Mit spørgsmål er så .... Er det det? Jeg ved at børn kan være en kæmpe mundfuld, og de til tider kan drive en til vanvid, men jeg kan bare slet ikke genkende det i mine to drenge, og jeg ville da bliver super ked af, hvis de opførte sig sådan. 

Men er det normalt? - eller er det (beklager det lidt provokerende sprogvalg) dårlig opdragelse? 

Jeg erkender helt at der er mange nuancer i denne debat og at børn er forskellige ....

Jeg tror at det er normalt at børn prøver grænser af. Og reagere ud fra de omgivelser de er i og de betingelser og forudsætninger vi giver dem.

Ofte tror jeg nu at den slags adfærd du beskriver, der ligger noget mere bag end "bare" dårlig opførsel, når børn slår, snakker grimt og bliver udadreagerende osv.

Men ja, uhensigtsmæssigt adfærd helt sikker, men ganske normalt. 

Mega farligt emne..... Sådan en debat bliver hurtig til mudderkast  

jeg tager herunder udgangspunkt i vores egen hverdag og vores observationer ud fra vores søn på 5 år.

vores dreng kan godt finde på at prøve grænser af og se om vi stadig ikke synes at slå, råbe og skrige er ok. 

Han får ikke lov til at bande, vi bander heller ikke selv som forældre, han får ikke lov til at te sig dumt og smække døre, slå, rive og skrige, det gør vi heller ikke selv. 

Han har lært at han skal tale pænt til andre og vise mor og far respekt, gør han ikke det er der også en konsekvens, konsekvensen er at han kommer ind på hans værelse til ahm har sagt undskyld. 

Men han har smidt sig på gulvet i fakta fordi han ikke måtte få et eller andet, han har slået ud efter mig, han har råbt og nevet, men det ikke hans opførsel til hverdag, vi ser den form for opførsel som at han skal prøve sig selv og os af. 

Vi er som forældre meget konsekvente i vores opdragelse, vi har faste rutiner og vi lære vores dreng at opføre sig ordentlig. Der er selvfølgelig udfordringer som jeg skrev ovenover.

men jeg kan godt se at man som forældre bliver presset i hverdagen og derved måske ikke altid har det overskud man har brug for for at gøre det vi vil med vores børn, såsom overskuddet til at opdrage, for han man energien til at tage kampen eller er det nemmer bare at sætte dem foran iPad/tv. Vi har selv været presset i perioder hvor overskuddet er mindre og det går ud over vores søn som jo også reagere på det. 

Ud over det er børn så forskellige! De er alle vidt forskellige individuelle børn og forældre gør tingene forskelligt og ud fra hvad vi selv synes er rigtig. Temperament og personlighed har også utrolig meget at sige og jeg kan kun udtale mig ud fra os selv som familie. 

Jeg må sige mange altså fleste forældre opdrage deres børn godt . Men med tiden lære børnene fra andre børn. Jeg har passet mit barn i 3 år , og Da mit barn begyndt bh begynde han opføre sig som de andre ballade og svar tilbage når jeg ber pæn om noget. Han begynder stille og rolig at lære grim ord som 4 år . Og det chokere mig meget. Jeg måtte sætte ham på plads . Han er begyndt lidt efter lidt at respektere os og lære st tale pænt både hjem og ude . 

Jeg ved ikke om det er "normalt". Herhjemme er sønnen feks sød og sjældent på tværs. Men hos hans far ligger de i krig konstant. Hvor vores store datter konstant er på kant med alle, hun er sød og dejlig men hun finder sig ikke i noget og hun er ofte uenig med mor/mig og lærere, pædagoger osv. Jeg tænker det er "normalt" ikke bare at stole blindt på de voksne og være lidt på tværs når man når en vis alder. Dog bliver der aldrig slået eller sparket, blot diskuteret. Og så er der nok en del der tænker at man ikke skal diskutere med sine børn. Men det gør vi. En del. Og vores børn ved at de voksne ikke altid har ret. Men på visse punkter har vi bare ret og så krydser de altså heller ikke den grænse. Gensidig respekt er vigtigt. Feks spiser min datter på 8 ikke kød og jeg kunne ikke drømme om at tvinge hende. Hun har ret til sine egne holdninger. 

her ved mig snakke jeg med børn om de ting de har på hjerte for ja børn prøver ens grænser af og mine børn er to forskellig personligheder for den stor er meget stille og rolig i temperament og den yngste er meget hidsig og hurtigt til at bliv sur og tvær men han er meget stille og rolig når alt ting er tilrettelagt ned til mindste ting så jeg grib Dem meget an på forskellig måde men de ved hvor min grænser er og hvad jeg acceptere af opførelse overfor mig og deres far og andre mennesker for mit motto er behandler andre som du selv vil behandles i livet så når børn kalder mig øgenavn eller dum så spørger jeg dem om hvordan de vil havde det hvis det var dem som bliv behandle på den måde jeg følere min børn er velopdragen ja de prøve alle min grænser af til tidere 

Jeg ved ikke om det er normalt. Det håber jeg da ikke. Indimellem observerer jeg opførsel, hvor jeg for længst havde sagt fra og hvor en mor ikke gør ret meget for at stoppe det, der bliver jeg irriteret men jeg kender jo ikke baggrunden så siger aldrig noget. 

Jeg synes selv jeg er ret tolerant og flexibil med vores børn og at jeg giver lov til meget- jeg har bare nultolerance overfor egne børn hvis de råber grimme ord til hinanden/mig, slår, bider, plager i en uendelighed. Utaknemmelighed bryder jeg mig ikke om heller. I så fald får de lige en reminder om hvor heldige de er. Ikke snakken om afrika. Men at se hvordan man rundt om hjørnet kan hente (udløbet) mad ved købmanden efter lukketid, eller vi går en tur i et fattigere kvarter. (Vi bor ikke i DK)...

Det eneste vi har af "dårlig opførsel" er at pigerne godt kan være slemme med at sladre om hinanden- fx. G på 10 siger J på 8 har lige snuppet et stykke schokolade.. Eller hun/han smasker/snorker/vaskede ik hænder.. Etc. Sådan lidt politimand overfor hinanden. 

Men vi har ikkr haft problemer med hverken slå, bide, sparke, svaren igen eller lign. De er alle 6 meget søde og hjælpsomme. Ikke nogen voldsom trodsalder hos nogen af dem endnu. Nu er de 2 snart teenagere.. Er selvfølgelig nervøs for den tid om det hele kommer væltende der. Vi får at se.

Jeg tror ikke, at det kun er "dårlig opdragelse", men det handler om så mange andre ting også. Fx. Personligheder. 

Nogle børn er hurtige til at blive hidsige, hvor andre ikke har det store temperament, og derfor er der ikke de her kampe. 

Jeg ser det i hvert fald i min egen familie at personlighed har styr betydning for det

Jeg ved ikke hvad der er normalt, men jeg ved børn reagerer på deres verden, de reagerer ved skift fx og en del af de tråde der har været har omhandlet børn der lige har oplevet det store skift fra børnehave til SFO verden. Og ville sige det var unormalt hvis man slet ikke oplevede en reaktion fra ens barn på det skift, men reaktionen behøver jo ikke være til det dårlige, kan også være mere træt, kan være mere brug for alene tid, kan være mere glad og skal prøve flere "farlige" udelege osv. Men hvis ens barn monotont bare er den samme uafhængigt af hvilken situation vi som voksne sætter det i, ja så ville mine alarmklokker ringe. 

Er det normalt at slå, skabe sig, råbe hvad ved jeg - nej ikke mere normalt end ikke at gøre det, men det er sådan nogle børn reagerer, det kan der være en række af grunde til og en af grundene kan da sagtens være dårlig opdragelse, men det kan også være personlighed, det kan være tryghed - man kan jo også vænne den om, hvorfor er der nogle børn der ikke tør skabe sig der hjemme? 

Mine børn har aldrig været så voldsomme som i de tråde, men jeg har klart kunne mærke en forskel ved de store skift. Og så oplever jeg de skændes og slår hinanden - min store datter på 13 synes jeg er er typisk enebarn der ikke forstår at sådan har søskende det altså og de elsker jo hinanden og jeg skal bare rumme de også kan blive uvenner (anerkendt det er svært for mig for at slå er i min bog altid forbudt). Mine børn er meget "lette" at læse for ( de to af dem i hvert fald skal jo nu opleve den mindste i en klasse) har været dem der er rummelige, gode venner, bøjelige osv i den sociale sammenhæng og så får vi det som en boomerang der hjemme, der bliver grædt meget over små ting i perioder hvor der er pres på i skolen fx. Min søn er i en klasse der er typisk mobbeklasse med et fast hierarki hvor den øverste er så bange for selv at ryge ned så han fastholder positionen ved at trygge ned af (min søn taler heldigvis om det) og kan se han i perioder (tidsmæssigt i læbet af dagen) har behov for at prøve at være mobberen her hjemme, det bliver der selvfølgelig ikke toleret men der bliver talt om det og ikke sendt væk i time out - for hvad skulle det hjælpe. Mit udgangspunkt er mine børn som oftest (og igen mest de to store for den mindste er en anden størrelse) er som de  er af en årsag, når de er glade er de også glade af en årsag og er de sure er de ogs sure af en årsag, så hård konsekvens pædagogik med du må gå væk fra os når du gør og kun have fokus på handlingen er ikke min vej. Er dog ikke modstander af konsekvens pædagogik men som positiv - en reaktion på positive handlinger i perioder har hjulpet meget. 

Nå men ville egentlig bare sige, intet er normalt og alt kan læses dårligt som dårlig opdragelse, utrygt hjem osv. Men i min optik er det oftest sådan at man skal se på hvorfor mon børnene er som de er, og der kan være et utal af faktorer og ja så er børn bare også forskellige mennesker som ikke følger en drejebog vi har skrevet på forhånd, og fx en tråd der handlede om tvillinger, der tænkte jeg en del før jeg svarede om jeg overhovedet anede hvad det betød, tænk at have to på samme alder, med samme frustrationer og hvor der også er en frustration hvis de skilles for det ville umiddelbart have været mit første råd. 

Mum33 skriver:

Børn er børn og til tider er de udfordrende ja ...., men må indrømme jeg har læst mange indlæg herinde på det sidste, hvor folk beskriver hvordan deres børn (børn der er over trodsalderen) taler grimt, slår, bliver hysteriske og ikke hører efter, og folk svarer ofte "det er normalt". Mit spørgsmål er så .... Er det det? Jeg ved at børn kan være en kæmpe mundfuld, og de til tider kan drive en til vanvid, men jeg kan bare slet ikke genkende det i mine to drenge, og jeg ville da bliver super ked af, hvis de opførte sig sådan. 

Men er det normalt? - eller er det (beklager det lidt provokerende sprogvalg) dårlig opdragelse? 

Jeg erkender helt at der er mange nuancer i denne debat og at børn er forskellige ....

Hm. Jeg ved ikke, hvad der egentlig ligger i "normalt" - betyder det, at det kan ske en sjælden gang, at det kan stå på i perioder, eller at det er en kronisk situation for nogle børn? Jeg kan personligt opføre mig rigtigt dumt og sige dumme og sårende ting til min mand og ungerne, når jeg er meget presset og mister selvbeherskelsen - det sker måske en gang eller to hveranden måned, og det er ikke ok, ej heller "normal" opførsel fra mig - men det ER alligevel noget, der sker, en del af mig, og er det så alligevel "normalt" - for mig? Og ved jeg egentlig, om det samme sker for nabokonen og kollegerne engang imellem? 

Det er en "normal", altså jævnligt set, reaktion på pres, usikkerhed, frustration osv. hos børn at tale grimt, råbe osv. - de har jo ikke udviklet samme evne til selvkontrol og beherskelse som vi voksne har/burde have - og hvor ét barn, som mine to ældste, er udadreagerende og temperamentsfulde, er et andet, som min yngste, mere indadvendt og behersket. 

Jeg mener, det er skidt, hvis et barn konsekvent siger "Dumme møgkælling" til sin mor, sådan på daglig basis. Jeg mener også, det kan være en ganske sund og meget menneskelig reaktion på frustration, hvis et presset barn siger det en meget sjælden gang. 

Min mand har en onkel, der ALTID råber op og brokker sig. Det er så normalt for ham, at vi slet ikke registrerer det. Hans milde, undselige, konfliktsky kone ville få os til at besvime, hvis hun blot hævede stemmen eller bandede. Børn er jo lige så forskellige - og ja, hvis jeg ikke var mig, ville jeg måske slå meget hårdt ned på hårde ord fra ungerne, og så ville de muligvis aldrig turde sige dem - men jeg ER jo mig, og mine børn ved, jeg kan tåle og acceptere det i moderate mængder. Dermed har det vel noget med opdragelse og familiekultur at gøre. Blandt andet. 

Min vrede, da jeg var barn, blev ikke rummet og accepteret overhovedet. Hvem ved, om jeg tændte mindre af i dag, hvis jeg var blevet hjulpet til at tackle og håndtere vrede?