Filmen knækkede

Jeg vidste jo godt på forhånd at det ikke ville blive en nem graviditet.

Angst og frygt er en del af det af min graviditet denne gang, men alligevel har jo kunne holde den nede fordi jeg har en meget livlig pige i maven som, trods foranliggende moderkage, sparker 70 % af dagen.

Torsdag gik det dog galt. Onsdag aften mærkede jeg hende men det var meget lidt, dog lige inden sengetid fik jeg et ordenligt spark så maven hoppede og jeg kunne gå rolig i seng.

Torsdag morgen mærkede jeg hende ikke og tiden gik indtil kl. var omkring 11.30 så brød jeg fuldstændig sammen, rystede, kastede op og græd samtidig. Var så nervøs og alle følelser fra den gang med Isaac kom tilbage. Jeg ringede til min mor som sagde jeg skulle ringe til fødegangen, men som altid tænker ej det er da også dumt at forstyrre dem hun sparker bare om lidt, men min mor fik mig overtalt. 

Jeg ringede og der var intet der hed at vente, hun ringede straks til den JM som på samme tidspunkt var i Nakskov om hun havde tid til mig. 12.10 ringer hun tilbage med en tid 12.40.

Lillepigen har det godt, hjerter slog derudaf og hun sparkede da også lige så snart jeg lagde mig på briksen. Hun har vendt sig (hvilket jeg godt regnede med) så hun ligger med ryggen ud af.

Jeg fik en "løftet pegefinger" af JM som sagde at jeg aldrig måtte vente og aldrig måtte tvivle på om der var tid til mig for det skulle der bare være! 

25+3 blev første gang jeg virkelig panikkede og stod helt af, og er faktisk stolt over at have klaret den over halvvejs. 

D. 29/7 skal vi til tilvækstskanning og fødselsforberedelse og vi glæder os til at høre hvornår hun kommer ud så vi kan have hende i vores arme og ikke i maven 

Nej, hvor godt at alt er i orden! Kan virkelig godt forstå, at du panikkede. 

Stort kram til dig  Dejligt det hele er som det skal være  Jeg kan godt forstå du panikkede 

grinny skriver:

Jeg vidste jo godt på forhånd at det ikke ville blive en nem graviditet.

Angst og frygt er en del af det af min graviditet denne gang, men alligevel har jo kunne holde den nede fordi jeg har en meget livlig pige i maven som, trods foranliggende moderkage, sparker 70 % af dagen.

Torsdag gik det dog galt. Onsdag aften mærkede jeg hende men det var meget lidt, dog lige inden sengetid fik jeg et ordenligt spark så maven hoppede og jeg kunne gå rolig i seng.

Torsdag morgen mærkede jeg hende ikke og tiden gik indtil kl. var omkring 11.30 så brød jeg fuldstændig sammen, rystede, kastede op og græd samtidig. Var så nervøs og alle følelser fra den gang med Isaac kom tilbage. Jeg ringede til min mor som sagde jeg skulle ringe til fødegangen, men som altid tænker ej det er da også dumt at forstyrre dem hun sparker bare om lidt, men min mor fik mig overtalt. 

Jeg ringede og der var intet der hed at vente, hun ringede straks til den JM som på samme tidspunkt var i Nakskov om hun havde tid til mig. 12.10 ringer hun tilbage med en tid 12.40.

Lillepigen har det godt, hjerter slog derudaf og hun sparkede da også lige så snart jeg lagde mig på briksen. Hun har vendt sig (hvilket jeg godt regnede med) så hun ligger med ryggen ud af.

Jeg fik en "løftet pegefinger" af JM som sagde at jeg aldrig måtte vente og aldrig måtte tvivle på om der var tid til mig for det skulle der bare være! 

25+3 blev første gang jeg virkelig panikkede og stod helt af, og er faktisk stolt over at have klaret den over halvvejs. 

D. 29/7 skal vi til tilvækstskanning og fødselsforberedelse og vi glæder os til at høre hvornår hun kommer ud så vi kan have hende i vores arme og ikke i maven 

Åh stort kram!

Dejligt at alt er som det skal være 

Jeg sad netop og tænkte på dig forleden, og på hvordan det gik med dig og den lille i maven

Kæmpe stort kram og kan kun prøve at sætte mig ind i den angst du må føle. Du er så sej. Og enig med jm. Med det i oplevede med Isaac skal der bare være tid dejligt alt var okay

Hvor er det godt at høre at alt er som det skal være. 

Jeg synes generelt at du har klaret det så flot. Især at det først er nu panikken/angsten kom på visit. 

Som jm sagde, lad være med at vente næste gang!det gør det kun værre. 

Ville en doppler kunne berolige dig, hvis I selv kunne finde hjertelyd? Den hjalp mig meget. Havde også perioder med angst pga min mor mistede ligesom dig, op til termin. 

Kæmpe hvor er du sej

grinny skriver:

Jeg vidste jo godt på forhånd at det ikke ville blive en nem graviditet.

Angst og frygt er en del af det af min graviditet denne gang, men alligevel har jo kunne holde den nede fordi jeg har en meget livlig pige i maven som, trods foranliggende moderkage, sparker 70 % af dagen.

Torsdag gik det dog galt. Onsdag aften mærkede jeg hende men det var meget lidt, dog lige inden sengetid fik jeg et ordenligt spark så maven hoppede og jeg kunne gå rolig i seng.

Torsdag morgen mærkede jeg hende ikke og tiden gik indtil kl. var omkring 11.30 så brød jeg fuldstændig sammen, rystede, kastede op og græd samtidig. Var så nervøs og alle følelser fra den gang med Isaac kom tilbage. Jeg ringede til min mor som sagde jeg skulle ringe til fødegangen, men som altid tænker ej det er da også dumt at forstyrre dem hun sparker bare om lidt, men min mor fik mig overtalt. 

Jeg ringede og der var intet der hed at vente, hun ringede straks til den JM som på samme tidspunkt var i Nakskov om hun havde tid til mig. 12.10 ringer hun tilbage med en tid 12.40.

Lillepigen har det godt, hjerter slog derudaf og hun sparkede da også lige så snart jeg lagde mig på briksen. Hun har vendt sig (hvilket jeg godt regnede med) så hun ligger med ryggen ud af.

Jeg fik en "løftet pegefinger" af JM som sagde at jeg aldrig måtte vente og aldrig måtte tvivle på om der var tid til mig for det skulle der bare være! 

25+3 blev første gang jeg virkelig panikkede og stod helt af, og er faktisk stolt over at have klaret den over halvvejs. 

D. 29/7 skal vi til tilvækstskanning og fødselsforberedelse og vi glæder os til at høre hvornår hun kommer ud så vi kan have hende i vores arme og ikke i maven 

Hvis man har prøvet det, du har været igennem, ville jeg forvente et rystende nervevrag, men du klarer det jo fabelagtigt, hvor er du sej  

SDD skriver:

Hvor er det godt at høre at alt er som det skal være. 

Jeg synes generelt at du har klaret det så flot. Især at det først er nu panikken/angsten kom på visit. 

Som jm sagde, lad være med at vente næste gang!det gør det kun værre. 

Ville en doppler kunne berolige dig, hvis I selv kunne finde hjertelyd? Den hjalp mig meget. Havde også perioder med angst pga min mor mistede ligesom dig, op til termin. 

Kæmpe hvor er du sej

Vi tør ikke en doppler hvis nu en dag så ikke kan finde hjertet, så har vi en time til nærmeste sygehus og den tur ville jeg ikke kunne tage hvis jeg ved der ingen hjertelyd er.

Nu har hun heldigvis vendt sig igen, så nu er der liv og glade dage igen 

Tusind tak allesammen 

Synes også selv at det har gået godt, og ved også at jeg ikke må føle mig til besvær for det er jeg ikke.

Nu har hun heldigvis vendt sig igen så nu mærker jeg hende hele dagen igen 

Har fulgt lidt med på sidelinjen gennem dit ubeskriveligt hårde forløb, og måtte bare give en med på vejen. Synes du er så sej! Og hvor er det fantastisk at du har en jordemoder som insisterer så hårdt på at du skal komme ind!