Jeg synes det er svært!

Min søn er snart 6 år gammel. Hver dag får han flip. Specielt når han får et nej eller vi beder ham om et eller andet. Han flipper ud, tramper i gulvet, smækker med dørene. Råber og taler meget meget grimt til os. Han har ingen tålmodighed.

Vi får altid af vide han opfører sig såååå pænt og er god dreng osv. Jeg har bare svært ved at se det. Jeg er så træt og drænet. Jeg/vi har ikke opgivet. Vi tager de kampe der skal tages. Og vi priotere dem. Der er kampe som SKAL tages og så er der dem der kan vente, hvis I forstår. Ting som vi ikke tolerere herhjemme er slag, spark, og meget meget grimt sprogbrug og det at svare igen. Det er simpelthen der vi sætter ind og kæmper med ham.

Det er så svært ikke at råbe op engang imellem. Det er så irriterende at vi kan bede ham stoppe med f.eks at mosle rundt og hoppe i vores seng imens vi ligger der. Han stopper bare ikke. Han bliver ved. Det er som om han slet ikke høre. 

Han kan finde på efterfølgende at sige grimme ting om sig selv. At han er idiot. At han ingen hjerne har. At han ikke duer til noget osv. Det gør mig ked at høre at han taler sådan om sig selv. 

Er der en krise (slags tigerspring) nu her? 

Hvordan tackler I jeres vilbasser?

Anonym skriver:

Min søn er snart 6 år gammel. Hver dag får han flip. Specielt når han får et nej eller vi beder ham om et eller andet. Han flipper ud, tramper i gulvet, smækker med dørene. Råber og taler meget meget grimt til os. Han har ingen tålmodighed.

Vi får altid af vide han opfører sig såååå pænt og er god dreng osv. Jeg har bare svært ved at se det. Jeg er så træt og drænet. Jeg/vi har ikke opgivet. Vi tager de kampe der skal tages. Og vi priotere dem. Der er kampe som SKAL tages og så er der dem der kan vente, hvis I forstår. Ting som vi ikke tolerere herhjemme er slag, spark, og meget meget grimt sprogbrug og det at svare igen. Det er simpelthen der vi sætter ind og kæmper med ham.

Det er så svært ikke at råbe op engang imellem. Det er så irriterende at vi kan bede ham stoppe med f.eks at mosle rundt og hoppe i vores seng imens vi ligger der. Han stopper bare ikke. Han bliver ved. Det er som om han slet ikke høre. 

Han kan finde på efterfølgende at sige grimme ting om sig selv. At han er idiot. At han ingen hjerne har. At han ikke duer til noget osv. Det gør mig ked at høre at han taler sådan om sig selv. 

Er der en krise (slags tigerspring) nu her? 

Hvordan tackler I jeres vilbasser?

Jeg har en pige på 6 og kunne næsten have skrevet dit indlæg, det eneste der hjælper herhjemme er at hæve stemmen og blive alvorligt vred. Vi får også afvide at hun aaaaaaaaaltid er sød og høflig ude men hjemme er noget helt andet. Jeg tænker egenligt at det er et sundhedstegn at hun godt ved hvordan man opfører sig og prøver alle grænser af hjemme omend det er mega frustrerende

Jeg er med på vognen. 

Min datter på 6 kan også være sådan men god som dagen er lang når vi er ude. 

Hun taler virkelig også grimt om sig selv, hun er dum, grim, kan ikke finde ud af noget m.m. Det lyder som en fase de skal igennem i den alder....gik lidt og troede hun havde en identitets krise.

Herhjemme bliver der givet timeouts

Mine tvillinger på snart 6 er fuldstændig ustyrlige, og indimellem tager jeg mig selv i at tænke "åh Gud, gid jeg aldrig havde fået børn", men heldigvis kun i kort tid, for så lige pludselig er de jordens artigste drenge og kærlige. Jeg HÅBER det er en fase eller så giver jeg snart op med det grimme sprog og alle de åndsvage ulykker de kan finde på herhjemme!  Vi har også prøvet alt muligt, både timeout, straf, belønning eller bare ignorere, intet har en egentlig effekt, kun når jeg bliver helt vildt rasende og de nærmest bliver bange for mig, det er jo simpelthen ikke fedt at man skal blive så pist OFF før de kan se alvoren og holder op med bare at grine en lige op i ansigtet  jeg har dog fundet ud af at så længe jeg stadig kan føre dem ud af et rum fysisk så er det det der hjælper, simpelthen tage dem/ham under armen og så ind på værelset, heller ikke diskutere, bare konstatere at sådan ligger landet og så bare virkelig prøve ikke at miste besindelsen, men være vedholdende og bestemt, så de ved at det er mig der er voksen og jeg har styringen over situationen og ikke dem/ham. Og så bare virke somom man har den største tålmodighed i hele verden og man bare kan sidde og holde barnet så længe det over hovedet er nødvendig, hvis det er det der skal til. Men hold nu kæft det er svært altså  

ESV skriver:

Jeg har en pige på 6 og kunne næsten have skrevet dit indlæg, det eneste der hjælper herhjemme er at hæve stemmen og blive alvorligt vred. Vi får også afvide at hun aaaaaaaaaltid er sød og høflig ude men hjemme er noget helt andet. Jeg tænker egenligt at det er et sundhedstegn at hun godt ved hvordan man opfører sig og prøver alle grænser af hjemme omend det er mega frustrerende

Ja, vi trøster også os selv med at vi jo nok på en eller anden måde har et bevis på at vores opdragelse skinner igennem. Men hold op hvor ville det være lækkert selv at mærke noget til det - noget oftere. 

Jeg bliver bare så træt af at det "muleri" og brokken og grimme sprog. 

Mullesmith skriver:

Mine tvillinger på snart 6 er fuldstændig ustyrlige, og indimellem tager jeg mig selv i at tænke "åh Gud, gid jeg aldrig havde fået børn", men heldigvis kun i kort tid, for så lige pludselig er de jordens artigste drenge og kærlige. Jeg HÅBER det er en fase eller så giver jeg snart op med det grimme sprog og alle de åndsvage ulykker de kan finde på herhjemme!  Vi har også prøvet alt muligt, både timeout, straf, belønning eller bare ignorere, intet har en egentlig effekt, kun når jeg bliver helt vildt rasende og de nærmest bliver bange for mig, det er jo simpelthen ikke fedt at man skal blive så pist OFF før de kan se alvoren og holder op med bare at grine en lige op i ansigtet  jeg har dog fundet ud af at så længe jeg stadig kan føre dem ud af et rum fysisk så er det det der hjælper, simpelthen tage dem/ham under armen og så ind på værelset, heller ikke diskutere, bare konstatere at sådan ligger landet og så bare virkelig prøve ikke at miste besindelsen, men være vedholdende og bestemt, så de ved at det er mig der er voksen og jeg har styringen over situationen og ikke dem/ham. Og så bare virke somom man har den største tålmodighed i hele verden og man bare kan sidde og holde barnet så længe det over hovedet er nødvendig, hvis det er det der skal til. Men hold nu kæft det er svært altså  

jeg føler mig virkelig som en ringe forældre nogen gange. Men tusind tak for dit input. Jeg er glad for at jeg ikke er alene - forstå mig ret. 

Ingen har sagt det skulle være nemt at have børn. Men helt ærligt. Havde jeg vidst hvor hårdt det var havde jeg nok ventet med at få 2 haha

Anonym skriver:

jeg føler mig virkelig som en ringe forældre nogen gange. Men tusind tak for dit input. Jeg er glad for at jeg ikke er alene - forstå mig ret. 

Ingen har sagt det skulle være nemt at have børn. Men helt ærligt. Havde jeg vidst hvor hårdt det var havde jeg nok ventet med at få 2 haha

Ja jeg tror bare ikke det bliver nemmere ved at vente med at få de børn  man kan ligeså godt få dem tidligt og så have kræfterne til dem mens man er ung  vi har 4 drenge i alt, den ene er dog en bonus og er her kun nogen gange! Men hold da op et cirkus det er nogen gange. Jeg tænker også tit over hvad det er der lige er gået galt siden de nogen gange er så ustyrlige! Men altså vi elsker jo de unger uanset hvad. Og der bliver en masse gode ideer til konfirmationssangene og ikke mindst gode historier at fortælle om dem når de bliver ældre og har kærester med hjem hehe jeg glæder mig