Okay så... Jeg har det rigtig rigtig dårligt og jeg har selv sat mig i den her situation, nu har jeg lidt brug for råd til at komme ud af den igen, hvis man kan sige det sådan.
Jeg er alene mor til et barn på 2,5 år. Faren har siden vi gik fra hinanden (2 uger efter fødslen) stadig været glad for mig og af respekt for ham har jeg virkelig holdt mig tilbage med social liv og dating, hvilket også har resulteret i at sidst jeg havde sex, var under undfangelsen af mit barn.
Nå, men så er det således at mit barn skal på ferie hos sin far og jeg beslutter at NU skal det være. Jeg har skrevet og snappet med den her fyr jeg har mødt for nogle måneder siden til en fest og jeg inviterer ham på besøg. Vi bor ca 1 times kørsel fra hinanden. Han kommer forbi, vi spiser lidt mad, hygger, og drikker lidt vin (for mit vedkommende, lidt for meget, men ikke pinligt). Men nok til at jeg får sagt hvad min intention er, nemlig ikke en kæreste. Han siger han er enig, men man jo aldrig ved hvad der kan ske. Kemien er god og vi griner og hygger, han sover hos mig og vi har sex. Han er sød, og vi hygger lidt om morgenen, inden han tager hjem - intet akavet.
Vi fortsætter med at snappe og skrive lidt, og han skifter mellem at skrive søde ting og sende kysse smileys, for så at trække lidt igen. Han besøgte mig i lørdags, altså for en uge siden.
Nu til dilemmaet; jeg har ofte (uden at lyde for slutty) haft sex, før jeg blev gravid, med fyre og ikke har lagt noget i det og haft en del casual sex. Det var også tanken med ham her, også derfor jeg udtrykte mig overfor ham som jeg gjorde. Men jeg ved ikke hvad det er - om det er fordi det er så længe siden, om han er ekstra sød eller om jeg har ændret mig, men jeg tror jeg kan lide ham. Og jeg er flov over de ting jeg har sagt og føler hvis jeg fortæller ham om mine "følelser" (lyder så voldsomt, synes jo bare han er sød og interessant) at han føler jeg har misledt ham - hvilket jeg vel også har 
Men samtidig, er jeg ked af det hele tiden og forestiller mig han skriver og ses med alle mulige piger og føler konstant en knude i maven. Og dårlig samvittighed fordi jeg godt ved jeg ikke kan tillade mig at føle sådan.
Det blev ret langt og kompliceret, men håber nogen har gidet at læse det og kan komme med et godt råd. For jeg er godt nok ked af det og i vildrede.