skruk, indbildt gravid og frustreret!

Halløj alle.

Har lige brug for at læsse af: 

Jeg er en kvinde i slutningen af trediverne, der har været sammen med den samme partner i mere end over 16 år. I starten af vores forhold blev jeg gravid på p-piller, men da vi var for unge syntes vi og lige havde mødt hinanden valgte vi en abort. Jeg var meget nedbrudt over det den gang, for en del af mig ønskede at blive mor. 

De efterfølgende år tog jeg en del på i vægt, noget jeg tror formentlig har noget at gøre med den afbrudte graviditet, for før den kunne jeg stille klokken efter min mens. 

Vores sexliv stagnerede noget, formentlig en kombination af størrelse, hormoner, manglende sexlyst osv. Heldigvis har jeg haft en fantastisk kæreste, der har været forstående hele vejen igennem og indrettet sig efter det, og når det skal være vi er sammen er det heldigvis fantastisk. 

Mit problem er, at vi i de første 4-5 år efter aborten brugte vi beskyttelse, men ikke har gjort det siden. Mit hormonsystem har været helt smadret så har kunne gå mange måneder uden menstruation for så at have det i 6 uger. Det er selvsagt svært at planlægge graviditet ud fra dette, så desværre har det aldrig lykkedes for os. Når der endelig har været den mindste chance har jeg været gået fuldstændig i selvsving, læst side op og ned i debatter om tidlige tegn osv., har kunnet mærke dem alle, taget flere test for kun at blive skuffet i sidste ende og føle mig ufattelig dum.

Jeg har nu i en stor del af april, maj og juni igen haft en periode med menstruation uafbrudt til det niveau at jeg begyndte at blive meget træt grundet jernmangel osv. Jeg har tabt 8 kg i samme periode, så jeg håbede det rådede bod på det, men nej. Til sidste tog jeg en kur med Provera, som jeg har fået før mod kraftige blødninger. I stedet for at bruges som menstruationsfremkalder som mange PCO-piger bruger, har jeg fået det for at stoppe menstruation. Jeg havde en stor lang mens på 2 uger efter stop af disse og endelig stoppede min mens omkring 28.06.

Den 07.07 var jeg sammen med kæresten og jeg følte at min livmoderhals var noget øm i den forbindelse. Mandag den 11. havde jeg et par dråber blod på papir og det var det. Jeg synes jeg har haft murren i underlivet, ømme vorter, lidt ondt i lænden osv. 

JEG ER VED AT BLIVE VANVITTG

Jeg kan slet ikke klare at tankerne nu kører igen. Der er så mange tegn og alligevel så tør jeg slet ikke overveje at tage en test (som jeg heller ikke helt kan regne ud hvornår jeg skal tage, da min mens er så uregelmæssig og jeg er novice på området). Jeg bruger hele dage på arbejdet på at læse om tegn, graviditeter osv. at jeg er ved at freake mig selv ud. Det sidste tegn jeg har bildt mig ind er at i nat hoppede min 10 årige kat op og æltede min mave, hvilket hun aldrig har gjort (jo lagt på maven, men aldrig æltet) og så kører skruen igen med hvis nu indtil jeg er ved at blive vanvittig. Hver dag siger jeg til mig selv om at slappe af, og det er lige indtil et nyt "tegn" viser sig. 

Undskyld dette blev så langt, er du med i endnu, så tak! Jeg ved ikke om jeg har nogle spørgsmål, tror bare jeg har brug for at snakke med ligesindede...

Knus fra den frustrede...

Cammy skriver:

Halløj alle.

Har lige brug for at læsse af: 

Jeg er en kvinde i slutningen af trediverne, der har været sammen med den samme partner i mere end over 16 år. I starten af vores forhold blev jeg gravid på p-piller, men da vi var for unge syntes vi og lige havde mødt hinanden valgte vi en abort. Jeg var meget nedbrudt over det den gang, for en del af mig ønskede at blive mor. 

De efterfølgende år tog jeg en del på i vægt, noget jeg tror formentlig har noget at gøre med den afbrudte graviditet, for før den kunne jeg stille klokken efter min mens. 

Vores sexliv stagnerede noget, formentlig en kombination af størrelse, hormoner, manglende sexlyst osv. Heldigvis har jeg haft en fantastisk kæreste, der har været forstående hele vejen igennem og indrettet sig efter det, og når det skal være vi er sammen er det heldigvis fantastisk. 

Mit problem er, at vi i de første 4-5 år efter aborten brugte vi beskyttelse, men ikke har gjort det siden. Mit hormonsystem har været helt smadret så har kunne gå mange måneder uden menstruation for så at have det i 6 uger. Det er selvsagt svært at planlægge graviditet ud fra dette, så desværre har det aldrig lykkedes for os. Når der endelig har været den mindste chance har jeg været gået fuldstændig i selvsving, læst side op og ned i debatter om tidlige tegn osv., har kunnet mærke dem alle, taget flere test for kun at blive skuffet i sidste ende og føle mig ufattelig dum.

Jeg har nu i en stor del af april, maj og juni igen haft en periode med menstruation uafbrudt til det niveau at jeg begyndte at blive meget træt grundet jernmangel osv. Jeg har tabt 8 kg i samme periode, så jeg håbede det rådede bod på det, men nej. Til sidste tog jeg en kur med Provera, som jeg har fået før mod kraftige blødninger. I stedet for at bruges som menstruationsfremkalder som mange PCO-piger bruger, har jeg fået det for at stoppe menstruation. Jeg havde en stor lang mens på 2 uger efter stop af disse og endelig stoppede min mens omkring 28.06.

Den 07.07 var jeg sammen med kæresten og jeg følte at min livmoderhals var noget øm i den forbindelse. Mandag den 11. havde jeg et par dråber blod på papir og det var det. Jeg synes jeg har haft murren i underlivet, ømme vorter, lidt ondt i lænden osv. 

JEG ER VED AT BLIVE VANVITTG

Jeg kan slet ikke klare at tankerne nu kører igen. Der er så mange tegn og alligevel så tør jeg slet ikke overveje at tage en test (som jeg heller ikke helt kan regne ud hvornår jeg skal tage, da min mens er så uregelmæssig og jeg er novice på området). Jeg bruger hele dage på arbejdet på at læse om tegn, graviditeter osv. at jeg er ved at freake mig selv ud. Det sidste tegn jeg har bildt mig ind er at i nat hoppede min 10 årige kat op og æltede min mave, hvilket hun aldrig har gjort (jo lagt på maven, men aldrig æltet) og så kører skruen igen med hvis nu indtil jeg er ved at blive vanvittig. Hver dag siger jeg til mig selv om at slappe af, og det er lige indtil et nyt "tegn" viser sig. 

Undskyld dette blev så langt, er du med i endnu, så tak! Jeg ved ikke om jeg har nogle spørgsmål, tror bare jeg har brug for at snakke med ligesindede...

Knus fra den frustrede...

Søde dig -  i har haft ubeskyttet sex i 10 år hvis jeg læser det rigtigt..  Har du været ved lægen og vendt det med ham -  hvad sagde han? 

serinasmor skriver:

Søde dig -  i har haft ubeskyttet sex i 10 år hvis jeg læser det rigtigt..  Har du været ved lægen og vendt det med ham -  hvad sagde han? 

For at være helt ærlig har jeg ikke snakket med min læge om det. Jeg er ikke god til at rende til lægen, men jeg er nok også nervøs for at jeg bare får den "du skal tabe dig-smøre" for at få regelmæssig mens, et projekt jeg er i gang med. For 5 år siden var jeg dog igennem omfattende undersøgelser ved gyn, hvor der hverken var PCO eller lignende, sund og frisk. Og har nok tænkt i og med at jeg blev gravid 1. gang på p-piller, at der jo i hvert var hul igennem og krudt i manden.  

Cammy skriver:

For at være helt ærlig har jeg ikke snakket med min læge om det. Jeg er ikke god til at rende til lægen, men jeg er nok også nervøs for at jeg bare får den "du skal tabe dig-smøre" for at få regelmæssig mens, et projekt jeg er i gang med. For 5 år siden var jeg dog igennem omfattende undersøgelser ved gyn, hvor der hverken var PCO eller lignende, sund og frisk. Og har nok tænkt i og med at jeg blev gravid 1. gang på p-piller, at der jo i hvert var hul igennem og krudt i manden.  

 

Jeg ville runde lægen  -  gerne med jer begge  -  måske skal i have noget hjælp  

Og hvad vejer du  mon siden du er så bbang for den kommentar? 

Hvis I har haft ubeskyttet sex i 10 år, og endnu ikke har opnået graviditet, samtidig med at du er i slut 30'erne, så tror jeg du skal give din læge et kald i dag.

Hvis I gerne vil være forældre, så er det vist ved at være NU I skal sætte alt ind, og det starter altså hos lægen, så I begge kan blive undersøgt. 

Og ja, hvis du vejer for meget, så vil du nok få besked på, at du skal tabe dig X antal kg. Det er kun for at forhøje chancen for en graviditet, og at dit helbred og krop er klar til en graviditet. 

Det er jo ikke noget sundhedsfaglige siger til dig for at genere dig, men for at hjælpe dig.

Det lyder som om det fylder ALT hos dig lige nu, og det forstår jeg godt når ønsket er så stort, men du er nødt til at slappe lidt an mentalt, for du lyder topstresset over dit brændende ønske. 

Hvis du helt alvorligt bruger din arbejdsdag på at læse om graviditetstegn, så bliver du nødt til at stoppe dig selv. 

Hvor er din bedre halvdel henne i det her? Hvad siger han?

Cammy skriver:

Halløj alle.

Har lige brug for at læsse af: 

Jeg er en kvinde i slutningen af trediverne, der har været sammen med den samme partner i mere end over 16 år. I starten af vores forhold blev jeg gravid på p-piller, men da vi var for unge syntes vi og lige havde mødt hinanden valgte vi en abort. Jeg var meget nedbrudt over det den gang, for en del af mig ønskede at blive mor. 

De efterfølgende år tog jeg en del på i vægt, noget jeg tror formentlig har noget at gøre med den afbrudte graviditet, for før den kunne jeg stille klokken efter min mens. 

Vores sexliv stagnerede noget, formentlig en kombination af størrelse, hormoner, manglende sexlyst osv. Heldigvis har jeg haft en fantastisk kæreste, der har været forstående hele vejen igennem og indrettet sig efter det, og når det skal være vi er sammen er det heldigvis fantastisk. 

Mit problem er, at vi i de første 4-5 år efter aborten brugte vi beskyttelse, men ikke har gjort det siden. Mit hormonsystem har været helt smadret så har kunne gå mange måneder uden menstruation for så at have det i 6 uger. Det er selvsagt svært at planlægge graviditet ud fra dette, så desværre har det aldrig lykkedes for os. Når der endelig har været den mindste chance har jeg været gået fuldstændig i selvsving, læst side op og ned i debatter om tidlige tegn osv., har kunnet mærke dem alle, taget flere test for kun at blive skuffet i sidste ende og føle mig ufattelig dum.

Jeg har nu i en stor del af april, maj og juni igen haft en periode med menstruation uafbrudt til det niveau at jeg begyndte at blive meget træt grundet jernmangel osv. Jeg har tabt 8 kg i samme periode, så jeg håbede det rådede bod på det, men nej. Til sidste tog jeg en kur med Provera, som jeg har fået før mod kraftige blødninger. I stedet for at bruges som menstruationsfremkalder som mange PCO-piger bruger, har jeg fået det for at stoppe menstruation. Jeg havde en stor lang mens på 2 uger efter stop af disse og endelig stoppede min mens omkring 28.06.

Den 07.07 var jeg sammen med kæresten og jeg følte at min livmoderhals var noget øm i den forbindelse. Mandag den 11. havde jeg et par dråber blod på papir og det var det. Jeg synes jeg har haft murren i underlivet, ømme vorter, lidt ondt i lænden osv. 

JEG ER VED AT BLIVE VANVITTG

Jeg kan slet ikke klare at tankerne nu kører igen. Der er så mange tegn og alligevel så tør jeg slet ikke overveje at tage en test (som jeg heller ikke helt kan regne ud hvornår jeg skal tage, da min mens er så uregelmæssig og jeg er novice på området). Jeg bruger hele dage på arbejdet på at læse om tegn, graviditeter osv. at jeg er ved at freake mig selv ud. Det sidste tegn jeg har bildt mig ind er at i nat hoppede min 10 årige kat op og æltede min mave, hvilket hun aldrig har gjort (jo lagt på maven, men aldrig æltet) og så kører skruen igen med hvis nu indtil jeg er ved at blive vanvittig. Hver dag siger jeg til mig selv om at slappe af, og det er lige indtil et nyt "tegn" viser sig. 

Undskyld dette blev så langt, er du med i endnu, så tak! Jeg ved ikke om jeg har nogle spørgsmål, tror bare jeg har brug for at snakke med ligesindede...

Knus fra den frustrede...

Kontakt lægen, og så skal du tage en test i næste uge og hver uge derefter, sig til dig selv, at du ikke er gravid og bliv positivt overrasket  

Håber rigtigt meget, at det lykkes snart 

Cammy skriver:

For at være helt ærlig har jeg ikke snakket med min læge om det. Jeg er ikke god til at rende til lægen, men jeg er nok også nervøs for at jeg bare får den "du skal tabe dig-smøre" for at få regelmæssig mens, et projekt jeg er i gang med. For 5 år siden var jeg dog igennem omfattende undersøgelser ved gyn, hvor der hverken var PCO eller lignende, sund og frisk. Og har nok tænkt i og med at jeg blev gravid 1. gang på p-piller, at der jo i hvert var hul igennem og krudt i manden.  

 

Jeg vil blot pointere at vægttab ikke nødvendigvis hænger sammen med regelmæssig menstruation. Har selv tabt 35 kg og er nu normalvægtig, og det har overhovedet ikke hjulpet på min cyklus - den er stadig så uregelmæssig som vinden blæser. Skriver det selvfølgelig ikke for at tage modet fra dig omkring dit vægttab, for jeg synes det er så sejt at folk kan tage sig sammen til at gøre det - ville bare "advare" dig, så du ikke bliver skuffet, i tilfælde af at du når dit mål men ikke oplever regelmæssig menstruation efterfølgende.

Mht at bilde sig selv ind at man har alle symptomerne, så kender jeg det SÅ godt. Der er simpelthen ikke andet at gøre end at tage sig selv i nakken og sige at det er SLUT med at læse om graviditetsrelaterede ting. Og hvis ikke man kan holde det, så i det mindste få taget den test, så man kan komme videre - selvom det er svært Men mon ikke du skulle få kigget forbi lægen og talt om hvor længe I har forsøgt?