Hvordan skruer jeg ned for det?

Er så skruk at jeg snart går ud af mit gode skind. Og det er ikke bare på den der "jeg er lidt irriteret"-måde, men virkelig bare på den der gennemborende "det er SÅ synd for mig"-måde. Selvom jeg godt ved jeg bare skal tage mig sammen.

Jeg har været i skruk i hvad føles som en evighed, men efter at der er kommet helt styr på mit og min kærestes liv sammen, er det simpelthen så svært at håndtere. Jeg forstår ikke hvad der holder ham tilbage, for i min optik har vi alt hvad vi har behov for at få sådan en lille størrelse: Et godt sted at bo, gode, faste jobs som giver os fine indtæger, overskud og ikke mindst hinanden. Vi har et dejligt forhold, og vi kan snakke om alt. Undtagen det her. 

Han har en lille datter fra et tidligere forhold, som vi har hver anden weekend. Han har før indirekte nævnt at det er pga hende at han ikke helt er klar til at starte på vores egne børn endnu. Det vil jeg gerne respektere, men det er dæleme svært når han ikke rigtigt kan komme med nogen decideret og forklarende grund til hvorfor han ikke føler sig klar endnu. Hvis jeg har nævnt for ham at jeg gerne vil have børn, så har han bare smilet sødt, kysset mig i panden og sagt "nå, vil du det?" Hvis jeg prøver at køre den videre med "ja, det vil jeg gerne, hvornår skal vi i gang?" så får jeg ALDRIG et svar. Allerhøjest et "ja, det er da et godt spørgsmål". Har flere gange sagt til ham at jeg er 100% klar, og at jeg bare venter på at han siger at vi skal i gang. Det sker bare ikke, og kan godt mærke at jeg snart er nået dertil hvor jeg bare bliver ked af det (i hemmelighed, ikke foran ham) 

Nå, men er efterhånden ved at være ret træt af at høre på mig selv og alle mine konstante indskydelser som kan relateres til det at få børn i hverdagen, fordi jeg ved han ikke rokker sig en meter i øjeblikket. Har derfor bare besluttet at prøve at tænke på noget andet, for gider ikke være den dumme kæreste som konstant presser ham. Når man er klar, er man vel klar. Men det er godt nok også svært, når man ser alt det man bare ikke har lyst til at se over det hele. Gravide, babytøj, barnevogne, you name it. Så altså, mit spørgsmål går på HVORDAN man lærer at undertrykke den der overdøvende skrukhed? Første skridt burde vel egentligt være at holde op med at komme på denne her side...  Hvad har I af erfaringer?

Beklager den lange tekst, følte bare for at dele lidt af mine frustrationer.. 

Anonym skriver:

Er så skruk at jeg snart går ud af mit gode skind. Og det er ikke bare på den der "jeg er lidt irriteret"-måde, men virkelig bare på den der gennemborende "det er SÅ synd for mig"-måde. Selvom jeg godt ved jeg bare skal tage mig sammen.

Jeg har været i skruk i hvad føles som en evighed, men efter at der er kommet helt styr på mit og min kærestes liv sammen, er det simpelthen så svært at håndtere. Jeg forstår ikke hvad der holder ham tilbage, for i min optik har vi alt hvad vi har behov for at få sådan en lille størrelse: Et godt sted at bo, gode, faste jobs som giver os fine indtæger, overskud og ikke mindst hinanden. Vi har et dejligt forhold, og vi kan snakke om alt. Undtagen det her. 

Han har en lille datter fra et tidligere forhold, som vi har hver anden weekend. Han har før indirekte nævnt at det er pga hende at han ikke helt er klar til at starte på vores egne børn endnu. Det vil jeg gerne respektere, men det er dæleme svært når han ikke rigtigt kan komme med nogen decideret og forklarende grund til hvorfor han ikke føler sig klar endnu. Hvis jeg har nævnt for ham at jeg gerne vil have børn, så har han bare smilet sødt, kysset mig i panden og sagt "nå, vil du det?" Hvis jeg prøver at køre den videre med "ja, det vil jeg gerne, hvornår skal vi i gang?" så får jeg ALDRIG et svar. Allerhøjest et "ja, det er da et godt spørgsmål". Har flere gange sagt til ham at jeg er 100% klar, og at jeg bare venter på at han siger at vi skal i gang. Det sker bare ikke, og kan godt mærke at jeg snart er nået dertil hvor jeg bare bliver ked af det (i hemmelighed, ikke foran ham) 

Nå, men er efterhånden ved at være ret træt af at høre på mig selv og alle mine konstante indskydelser som kan relateres til det at få børn i hverdagen, fordi jeg ved han ikke rokker sig en meter i øjeblikket. Har derfor bare besluttet at prøve at tænke på noget andet, for gider ikke være den dumme kæreste som konstant presser ham. Når man er klar, er man vel klar. Men det er godt nok også svært, når man ser alt det man bare ikke har lyst til at se over det hele. Gravide, babytøj, barnevogne, you name it. Så altså, mit spørgsmål går på HVORDAN man lærer at undertrykke den der overdøvende skrukhed? Første skridt burde vel egentligt være at holde op med at komme på denne her side...  Hvad har I af erfaringer?

Beklager den lange tekst, følte bare for at dele lidt af mine frustrationer.. 

Hvor gammel er datteren?

Jeg tror du må tage en alvorssnak med ham, og få ham til at snakke reelt med dig. Fortælle om dine frustrationer - ikke mindst at det der "nå vil du det" svar er mere frustrende for dig. Så må han jo svare lige ud af posen. Og det kan godt være det ikke er sjovt at høre hvis han nu siger et år eller lignende, men hellere det end at du ikke føler I kan snakke om det.

Du skal jo ikke gå og være ked af det alene, I skal snakke om det og finde ud af hvad der skal ske sammen.

Anonym skriver:

Er så skruk at jeg snart går ud af mit gode skind. Og det er ikke bare på den der "jeg er lidt irriteret"-måde, men virkelig bare på den der gennemborende "det er SÅ synd for mig"-måde. Selvom jeg godt ved jeg bare skal tage mig sammen.

Jeg har været i skruk i hvad føles som en evighed, men efter at der er kommet helt styr på mit og min kærestes liv sammen, er det simpelthen så svært at håndtere. Jeg forstår ikke hvad der holder ham tilbage, for i min optik har vi alt hvad vi har behov for at få sådan en lille størrelse: Et godt sted at bo, gode, faste jobs som giver os fine indtæger, overskud og ikke mindst hinanden. Vi har et dejligt forhold, og vi kan snakke om alt. Undtagen det her. 

Han har en lille datter fra et tidligere forhold, som vi har hver anden weekend. Han har før indirekte nævnt at det er pga hende at han ikke helt er klar til at starte på vores egne børn endnu. Det vil jeg gerne respektere, men det er dæleme svært når han ikke rigtigt kan komme med nogen decideret og forklarende grund til hvorfor han ikke føler sig klar endnu. Hvis jeg har nævnt for ham at jeg gerne vil have børn, så har han bare smilet sødt, kysset mig i panden og sagt "nå, vil du det?" Hvis jeg prøver at køre den videre med "ja, det vil jeg gerne, hvornår skal vi i gang?" så får jeg ALDRIG et svar. Allerhøjest et "ja, det er da et godt spørgsmål". Har flere gange sagt til ham at jeg er 100% klar, og at jeg bare venter på at han siger at vi skal i gang. Det sker bare ikke, og kan godt mærke at jeg snart er nået dertil hvor jeg bare bliver ked af det (i hemmelighed, ikke foran ham) 

Nå, men er efterhånden ved at være ret træt af at høre på mig selv og alle mine konstante indskydelser som kan relateres til det at få børn i hverdagen, fordi jeg ved han ikke rokker sig en meter i øjeblikket. Har derfor bare besluttet at prøve at tænke på noget andet, for gider ikke være den dumme kæreste som konstant presser ham. Når man er klar, er man vel klar. Men det er godt nok også svært, når man ser alt det man bare ikke har lyst til at se over det hele. Gravide, babytøj, barnevogne, you name it. Så altså, mit spørgsmål går på HVORDAN man lærer at undertrykke den der overdøvende skrukhed? Første skridt burde vel egentligt være at holde op med at komme på denne her side...  Hvad har I af erfaringer?

Beklager den lange tekst, følte bare for at dele lidt af mine frustrationer.. 

Hvor gamle er i og hvor lang tid har i været/ boet sammen ?. Hvis det er et rimeligt nyt forhold, forstår jeg godt at han ikke vil sætte tid på