Hej.. en gammel kammerat skrev lige til mig på msn... vi har nok ikke skrevet sammen siden jeg var højgravid..
Men han skriver så efter lidt tid, da jeg spørger til hvad han laver at han sidder på et behandlingshjem pga stoffer.. det viser sig så at da vi sidst snakkede var han igang med sit studie, men herefter dør en af hans kammerater så, og han ryger lidt ned, stopper studiet og begynder på sine gamle vaner, så fortæller han så at for lidt tid siden dør hans lillebror 20 år gammel af en OD, en idiot der havde blandet noget hash med heroin.. og han kan herefter ikke styre sit forbrug og lade sig selv ryge ind på afvænning, som han har været på i halvandet mdr. men han er bare så afklaret med at den enéste vej frem er uden stofferne og han ikke kan give op.. og han er endelig begyndt at håntere sin sorg, som netop er grunden til stofferne.. oprindelsen var da vi mistede han bedste ven/min x, da vi var 15 og 16 og vi har lige siden holdt kontakten med jævne mellemrum..
Jeg blev bare så ked af det.. og kan jo ikke sige noget.. det er jo så forbandet trist og han er bare sådan en sød fyr.. samtidigt er jeg utrolig stolt af at han har kunne rumme at gøre noget ved hans stofproblem.. men seriøst.. det er bare så uretfærdigt.. han har fandme været så meget igennem (ligesom en masse andre..) men.. ja jeg ved det ikke..
blev nødt til at skrive det ned et eller andet sted..
så bær over med mig...
Jane
Anmeld
