Hej.
Min kæreste og jeg er igang med pb. I forbindelse med dette, har jeg haft behov for at få afklaring på forskellige ting omkring min fortid, da der er RIGTIG meget jeg ikke kan huske. Jeg havde derfor søgt aktindsigt, og hold da op hvor fortryder jeg det egentlig. Ikke fordi jeg bliver ked af hvad jeg læser, men mere fordi jeg slet ikke kan genkende mig selv i det skrevne, og jeg synes der mangler rigtig meget om min fremgang, især i forhold til hvad der står af dårlige ting.
Jeg har haft en problematisk barndom. Jeg har en far med dyssocial personligsforstyrrelse og jeg har af den grund ingen kontakt til manden overhovedet og har ikke haft det i snart 5 år. Jeg var desværre meget præget og skadet af dette, så jeg endte med at blive anbragt i en plejefamilie. Jeg har haft psykologtimer og støtte/kontakt koblet på i flere år, og jeg har, hvis jeg selv skal sige det, været igennem en fuldstændig livsomvæltning - til det gode. Jeg flyttede ud som 17-årig, da aftalen med plejefamilie desværre brød sammen, og jeg blev anbragt i egen lejlighed. Det gik over al forventning, og jeg har klaret mig alene, uden den store støtte fra min støtte/kontakt person. Alligevel sidder jeg nu, 2 år efter, hvor min kæreste igennem 3 år, og jeg har lyst/overskud/kærlighed til at starte familie, med en kæmpe frygt for hvad fremtiden bringer. Jeg kan få helt ondt i maven, ved tanken om, at min fortid måske kan ødelægge det hele for os. Jeg er så meget i vildrede, og jeg er så ked af det. For jeg synes selv, at det bare går som smurt og jeg ikke har haft behov for støtte i lang tid.
Er der nogle herinde der har erfaring med noget lignende? Jeg mangler nogle gode (eller dårlige) inputs.
Undskyld for romanen.
Anmeld
Citér
