At gå fra en man elsker...

Hej læsere. 

Jeg håber i vil tage imod opslaget på en god måde, og i er alle velkommen til at komme med gode råd/ svar. 

Jeg er 24 år og bor sammen med min kæreste på 22 år gennem 1,5 år.

Jeg er på SU og han er på kontanthjælp.

Min kæreste har gennem hele livet og stadig igennem et stort sygdomsforløb, hvor vi desperat søger efter en diagnose. Det har været hårdt for mig, da jeg har skulle stå på sidelinjen og støtte i undersøgelser og behandlinger mm. Det har været frustrerende ikke at kunne gøre noget.

Han får 2500 kr i kontanthjælp da vi blev nød til at flytte hjem til hans far fordi han ikke havde penge til at bo i lejligheden sammen med mig. Økonomien er presset, og jeg betaler mad og det vi skal i fritiden. Jeg har altid haft et arbejde og en god opsparing og jeg syntes det har været hårdt at jeg har skulle bruge rigtig mange penge "på ham". 

Det med økonomien og udsigten til aldrig at få et job, fordi han ikke kan passe et, knuser mit hjerte - for min drøm om at få børn og hus er så stort og det ved jeg godt måske ikke bliver en realitet for os - samt når jeg er færdiguddannet ved jeg godt hvem der skal betale alle udgifter, og det har jeg det ikke særlig godt med. 

Udover alt dette, har jeg taget 15 kg på i løbet af vores forhold og det fortalte han mig igår, at han ikke syntes jeg er fræk og lækker mere, og er blevet for stor. Hvis ikke jeg taber mig kan han ikke blive sammen med mig og hvis han gør vil vi nok ikke dyrke så meget sex - da han sagde det, puha der knuste han ALT, også fordi han selv har taget 15 kilo på. Alt det jeg har gjort for ham?? Nu her et par dage senere siger han han ikke mente det så hårdt, men den kan bare ikke trækkes i land igen... efter det er jeg virkelig i tvivl... (vejer kun 80 kg og ser ikke tyk ud)! 

Jeg kan godt mærke han måske mangler struktur i hans liv og mange ting er han "sløset" med, og så bliver jeg kaldt den "sure mor" når jeg mener tingene skal være anderledes. Vores forskelligeheder er store, og hele situationen har gjort at vi har haft mange problemer på det sidste

Jeg er så ked af det, for jeg ELSKER ham - men jeg ved ikke om jeg bliver nød til at tænke på mig selv og MINE drømme og hvad jeg vil? Hvis jeg går går jeg fra en jeg elsker, som aldrig før og jeg er bange! 

Åha kære du, hvor føler jeg bare inderligt med dig!

Det er jo svært at give dig en færdig løsning på, hvad du skal. Men jeg synes, det er vigtigt at mærke efter i sig selv - i alt hvad man gør - om det føles rigtigt, og om det gør én lykkeligt. Vi har desværre kun dette ene liv, og vi kan ikke gøre det om. Hvis du bliver i dette forhold, hvad er fremtidsudsigterne så? At i ikke får børn? Ikke får det hjem, i drømmer om? At du må forsørge jer?

Er det det du drømmer om? Gør det dig lykkelig? Jeg er absolut fortaler for, at elsker man virkelig hinanden, skal man ikke bare gå ud af hoveddøren, når tingene bliver hårde. Men for at kunne klare de ting, så skal fundamentet også være i orden. Og det er det måske ikke, hvis du resten af dine dage skal være ked af alle de ting, du aldrig fik ud af dit liv.

Selvom du elsker ham, skal du først og fremmest elske dig selv. Når du er gammel og grå og har tilbragt hele livet med en mand, som du måtte forsørge, og som ikke kunne opfylde nogle meget store og fundamentale drømme som at skabe familie, vil du så være tilfreds?

Det er svært at træffe en beslutning om uden at lyde kynisk. Men det vigtigste, kan man sige, er at du kan sige til dig selv, at det ikke er "bare" det, at han er syg. Men at du må vinke farvel til nogle ting og oplevelser, som er helt grundlæggende for dig som menneske.

Han kritiserer tilmed din vægt, og truer med konsekvenser. Jeg synes, at det er fair nok, at man her preferencer for hinandens udseende. Men der er mange måder at sige tingene på, og man må også veje det op mod hvad man får igen. Han lever sammen med en kvinde, som pt. opgiver utrolig meget af sig selv for at kunne imødekomme hans livs udfordringer. Det tager han imod ved at kritisere dit udseende og true med konsekvenser. Det kan jo være, at det var en uheldig måde at komme ud med frustrationerne over sine problemer, men kærlighed og gensidig respekt skal i dén grad være på plads, hvis et forhold skal kunne overkomme de udfordringer, i står med.

Så mit råd ville være at se indad: Hvad gør dig lykkelig? Er du lykkelig lige nu? Vil du være lykkelig på sigt, hvis du bliver i forholdet?

Til sidst: Respekt for du har ofret så meget for ham indtil videre. Det synes jeg er virkelig flot og stort af dig!

Jeg synes det lyder som om han udnytter dig. Han får omsorg, sex, kærlighed.. Hele pakken. 

Jeg kan bare ikke helt få øje på hvad han byder ind med, udover kritik? 

Var det mig, så var jeg gået.

EBK skriver:

Jeg synes det lyder som om han udnytter dig. Han får omsorg, sex, kærlighed.. Hele pakken. 

Jeg kan bare ikke helt få øje på hvad han byder ind med, udover kritik? 

 

Var det mig, så var jeg gået.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at han elsker mig, og det mener jeg virkelig! 
Jeg tror ikke han udnytter mig! 
Men vores kærlighed er måske ikke ens, og vi er meget forskellige..

Anonymor skriver:

Åha kære du, hvor føler jeg bare inderligt med dig!

Det er jo svært at give dig en færdig løsning på, hvad du skal. Men jeg synes, det er vigtigt at mærke efter i sig selv - i alt hvad man gør - om det føles rigtigt, og om det gør én lykkeligt. Vi har desværre kun dette ene liv, og vi kan ikke gøre det om. Hvis du bliver i dette forhold, hvad er fremtidsudsigterne så? At i ikke får børn? Ikke får det hjem, i drømmer om? At du må forsørge jer?

Er det det du drømmer om? Gør det dig lykkelig? Jeg er absolut fortaler for, at elsker man virkelig hinanden, skal man ikke bare gå ud af hoveddøren, når tingene bliver hårde. Men for at kunne klare de ting, så skal fundamentet også være i orden. Og det er det måske ikke, hvis du resten af dine dage skal være ked af alle de ting, du aldrig fik ud af dit liv.

Selvom du elsker ham, skal du først og fremmest elske dig selv. Når du er gammel og grå og har tilbragt hele livet med en mand, som du måtte forsørge, og som ikke kunne opfylde nogle meget store og fundamentale drømme som at skabe familie, vil du så være tilfreds?

Det er svært at træffe en beslutning om uden at lyde kynisk. Men det vigtigste, kan man sige, er at du kan sige til dig selv, at det ikke er "bare" det, at han er syg. Men at du må vinke farvel til nogle ting og oplevelser, som er helt grundlæggende for dig som menneske.

Han kritiserer tilmed din vægt, og truer med konsekvenser. Jeg synes, at det er fair nok, at man her preferencer for hinandens udseende. Men der er mange måder at sige tingene på, og man må også veje det op mod hvad man får igen. Han lever sammen med en kvinde, som pt. opgiver utrolig meget af sig selv for at kunne imødekomme hans livs udfordringer. Det tager han imod ved at kritisere dit udseende og true med konsekvenser. Det kan jo være, at det var en uheldig måde at komme ud med frustrationerne over sine problemer, men kærlighed og gensidig respekt skal i dén grad være på plads, hvis et forhold skal kunne overkomme de udfordringer, i står med.

Så mit råd ville være at se indad: Hvad gør dig lykkelig? Er du lykkelig lige nu? Vil du være lykkelig på sigt, hvis du bliver i forholdet?

Til sidst: Respekt for du har ofret så meget for ham indtil videre. Det synes jeg er virkelig flot og stort af dig!

tusind tak for det søde svar, du har fået sat nogle tanker igang

Anonym skriver:

tusind tak for det søde svar, du har fået sat nogle tanker igang

Jeg håber, at du finder en løsning, du kan finde fred med

Anonym skriver:

Hej læsere. 

Jeg håber i vil tage imod opslaget på en god måde, og i er alle velkommen til at komme med gode råd/ svar. 

Jeg er 24 år og bor sammen med min kæreste på 22 år gennem 1,5 år.

Jeg er på SU og han er på kontanthjælp.

Min kæreste har gennem hele livet og stadig igennem et stort sygdomsforløb, hvor vi desperat søger efter en diagnose. Det har været hårdt for mig, da jeg har skulle stå på sidelinjen og støtte i undersøgelser og behandlinger mm. Det har været frustrerende ikke at kunne gøre noget.

Han får 2500 kr i kontanthjælp da vi blev nød til at flytte hjem til hans far fordi han ikke havde penge til at bo i lejligheden sammen med mig. Økonomien er presset, og jeg betaler mad og det vi skal i fritiden. Jeg har altid haft et arbejde og en god opsparing og jeg syntes det har været hårdt at jeg har skulle bruge rigtig mange penge "på ham". 

Det med økonomien og udsigten til aldrig at få et job, fordi han ikke kan passe et, knuser mit hjerte - for min drøm om at få børn og hus er så stort og det ved jeg godt måske ikke bliver en realitet for os - samt når jeg er færdiguddannet ved jeg godt hvem der skal betale alle udgifter, og det har jeg det ikke særlig godt med. 

Udover alt dette, har jeg taget 15 kg på i løbet af vores forhold og det fortalte han mig igår, at han ikke syntes jeg er fræk og lækker mere, og er blevet for stor. Hvis ikke jeg taber mig kan han ikke blive sammen med mig og hvis han gør vil vi nok ikke dyrke så meget sex - da han sagde det, puha der knuste han ALT, også fordi han selv har taget 15 kilo på. Alt det jeg har gjort for ham?? Nu her et par dage senere siger han han ikke mente det så hårdt, men den kan bare ikke trækkes i land igen... efter det er jeg virkelig i tvivl... (vejer kun 80 kg og ser ikke tyk ud)! 

Jeg kan godt mærke han måske mangler struktur i hans liv og mange ting er han "sløset" med, og så bliver jeg kaldt den "sure mor" når jeg mener tingene skal være anderledes. Vores forskelligeheder er store, og hele situationen har gjort at vi har haft mange problemer på det sidste

 

Jeg er så ked af det, for jeg ELSKER ham - men jeg ved ikke om jeg bliver nød til at tænke på mig selv og MINE drømme og hvad jeg vil? Hvis jeg går går jeg fra en jeg elsker, som aldrig før og jeg er bange! 

Drøm som lever du for evigt - lev som var det din sidste dag..

Det burde være svar nok på, hvad jeg mener du bør gøre.. Lige nu er det nok mest trygheden for det velkendte, der får dig til at tvivle.. Men inderst inde, så tror jeg ikke du er i tvivl.. Kram til dig

Anonymor skriver:

Åha kære du, hvor føler jeg bare inderligt med dig!

Det er jo svært at give dig en færdig løsning på, hvad du skal. Men jeg synes, det er vigtigt at mærke efter i sig selv - i alt hvad man gør - om det føles rigtigt, og om det gør én lykkeligt. Vi har desværre kun dette ene liv, og vi kan ikke gøre det om. Hvis du bliver i dette forhold, hvad er fremtidsudsigterne så? At i ikke får børn? Ikke får det hjem, i drømmer om? At du må forsørge jer?

Er det det du drømmer om? Gør det dig lykkelig? Jeg er absolut fortaler for, at elsker man virkelig hinanden, skal man ikke bare gå ud af hoveddøren, når tingene bliver hårde. Men for at kunne klare de ting, så skal fundamentet også være i orden. Og det er det måske ikke, hvis du resten af dine dage skal være ked af alle de ting, du aldrig fik ud af dit liv.

Selvom du elsker ham, skal du først og fremmest elske dig selv. Når du er gammel og grå og har tilbragt hele livet med en mand, som du måtte forsørge, og som ikke kunne opfylde nogle meget store og fundamentale drømme som at skabe familie, vil du så være tilfreds?

Det er svært at træffe en beslutning om uden at lyde kynisk. Men det vigtigste, kan man sige, er at du kan sige til dig selv, at det ikke er "bare" det, at han er syg. Men at du må vinke farvel til nogle ting og oplevelser, som er helt grundlæggende for dig som menneske.

Han kritiserer tilmed din vægt, og truer med konsekvenser. Jeg synes, at det er fair nok, at man her preferencer for hinandens udseende. Men der er mange måder at sige tingene på, og man må også veje det op mod hvad man får igen. Han lever sammen med en kvinde, som pt. opgiver utrolig meget af sig selv for at kunne imødekomme hans livs udfordringer. Det tager han imod ved at kritisere dit udseende og true med konsekvenser. Det kan jo være, at det var en uheldig måde at komme ud med frustrationerne over sine problemer, men kærlighed og gensidig respekt skal i dén grad være på plads, hvis et forhold skal kunne overkomme de udfordringer, i står med.

Så mit råd ville være at se indad: Hvad gør dig lykkelig? Er du lykkelig lige nu? Vil du være lykkelig på sigt, hvis du bliver i forholdet?

Til sidst: Respekt for du har ofret så meget for ham indtil videre. Det synes jeg er virkelig flot og stort af dig!

Enig i det hele. 

Dog pænere formuleret end jeg evner lige nu, synes ærligt han er en mega utaknemmelig røvklaphat at kritisere dit udseende og true med med tilbageholdelse af sex.

Anonymor skriver:

Åha kære du, hvor føler jeg bare inderligt med dig!

Det er jo svært at give dig en færdig løsning på, hvad du skal. Men jeg synes, det er vigtigt at mærke efter i sig selv - i alt hvad man gør - om det føles rigtigt, og om det gør én lykkeligt. Vi har desværre kun dette ene liv, og vi kan ikke gøre det om. Hvis du bliver i dette forhold, hvad er fremtidsudsigterne så? At i ikke får børn? Ikke får det hjem, i drømmer om? At du må forsørge jer?

Er det det du drømmer om? Gør det dig lykkelig? Jeg er absolut fortaler for, at elsker man virkelig hinanden, skal man ikke bare gå ud af hoveddøren, når tingene bliver hårde. Men for at kunne klare de ting, så skal fundamentet også være i orden. Og det er det måske ikke, hvis du resten af dine dage skal være ked af alle de ting, du aldrig fik ud af dit liv.

Selvom du elsker ham, skal du først og fremmest elske dig selv. Når du er gammel og grå og har tilbragt hele livet med en mand, som du måtte forsørge, og som ikke kunne opfylde nogle meget store og fundamentale drømme som at skabe familie, vil du så være tilfreds?

Det er svært at træffe en beslutning om uden at lyde kynisk. Men det vigtigste, kan man sige, er at du kan sige til dig selv, at det ikke er "bare" det, at han er syg. Men at du må vinke farvel til nogle ting og oplevelser, som er helt grundlæggende for dig som menneske.

Han kritiserer tilmed din vægt, og truer med konsekvenser. Jeg synes, at det er fair nok, at man her preferencer for hinandens udseende. Men der er mange måder at sige tingene på, og man må også veje det op mod hvad man får igen. Han lever sammen med en kvinde, som pt. opgiver utrolig meget af sig selv for at kunne imødekomme hans livs udfordringer. Det tager han imod ved at kritisere dit udseende og true med konsekvenser. Det kan jo være, at det var en uheldig måde at komme ud med frustrationerne over sine problemer, men kærlighed og gensidig respekt skal i dén grad være på plads, hvis et forhold skal kunne overkomme de udfordringer, i står med.

Så mit råd ville være at se indad: Hvad gør dig lykkelig? Er du lykkelig lige nu? Vil du være lykkelig på sigt, hvis du bliver i forholdet?

Til sidst: Respekt for du har ofret så meget for ham indtil videre. Det synes jeg er virkelig flot og stort af dig!

Det der, det er et svar i særklasse 

Anonym skriver:

Hej læsere. 

Jeg håber i vil tage imod opslaget på en god måde, og i er alle velkommen til at komme med gode råd/ svar. 

Jeg er 24 år og bor sammen med min kæreste på 22 år gennem 1,5 år.

Jeg er på SU og han er på kontanthjælp.

Min kæreste har gennem hele livet og stadig igennem et stort sygdomsforløb, hvor vi desperat søger efter en diagnose. Det har været hårdt for mig, da jeg har skulle stå på sidelinjen og støtte i undersøgelser og behandlinger mm. Det har været frustrerende ikke at kunne gøre noget.

Han får 2500 kr i kontanthjælp da vi blev nød til at flytte hjem til hans far fordi han ikke havde penge til at bo i lejligheden sammen med mig. Økonomien er presset, og jeg betaler mad og det vi skal i fritiden. Jeg har altid haft et arbejde og en god opsparing og jeg syntes det har været hårdt at jeg har skulle bruge rigtig mange penge "på ham". 

Det med økonomien og udsigten til aldrig at få et job, fordi han ikke kan passe et, knuser mit hjerte - for min drøm om at få børn og hus er så stort og det ved jeg godt måske ikke bliver en realitet for os - samt når jeg er færdiguddannet ved jeg godt hvem der skal betale alle udgifter, og det har jeg det ikke særlig godt med. 

Udover alt dette, har jeg taget 15 kg på i løbet af vores forhold og det fortalte han mig igår, at han ikke syntes jeg er fræk og lækker mere, og er blevet for stor. Hvis ikke jeg taber mig kan han ikke blive sammen med mig og hvis han gør vil vi nok ikke dyrke så meget sex - da han sagde det, puha der knuste han ALT, også fordi han selv har taget 15 kilo på. Alt det jeg har gjort for ham?? Nu her et par dage senere siger han han ikke mente det så hårdt, men den kan bare ikke trækkes i land igen... efter det er jeg virkelig i tvivl... (vejer kun 80 kg og ser ikke tyk ud)! 

Jeg kan godt mærke han måske mangler struktur i hans liv og mange ting er han "sløset" med, og så bliver jeg kaldt den "sure mor" når jeg mener tingene skal være anderledes. Vores forskelligeheder er store, og hele situationen har gjort at vi har haft mange problemer på det sidste

 

Jeg er så ked af det, for jeg ELSKER ham - men jeg ved ikke om jeg bliver nød til at tænke på mig selv og MINE drømme og hvad jeg vil? Hvis jeg går går jeg fra en jeg elsker, som aldrig før og jeg er bange! 

Kære du. Jeg er ked af at høre den situation du står i. 

Først og fremmest synes jeg det er vigtigt at sige at det aldrig er nemt i et parforhold og jeg tror det sker for størstedelen, at vi engang imellem siger ting vi ikke mener. Nogle gange siger vi så forfærdelige ting, at vores partner endda tror på dem, men inderst inde kan det være vi ikke mener det. Det kan skyldes frustrationer og alt muligt andet. Det er ikke nødvendigvis nok til at give slip på et forhold der ellers har mange fordele. Men når det så er sagt, så synes jeg også bare det er vigtigt at se på helhedsbilledet når det kommer til sådanne beslutninger. 

Det ideelle ville være at sige at du skal følge dit hjerte og tage det en dag ad gangen, hvis du elsker ham osv osv. Men min fornuft fortæller mig også at vi er nødt til noglegange at forholde os realistiske. Er der reelt set en fremtid i forholdet? Hvor meget vægter de negative ting i forholdet kontra de positive? Hvor glad er DU? Hvor stor er sandsynligheden for at du opnår de ting du ønsker og drømmer om, HVIS du er i forholdet? 

Ingen kan svare dig på hvad du skal gøre og det tror jeg heller ikke nogen vil. Men ud fra det du skriver, så synes jeg du skal sætte dig ned og tænke dig rigtig godt om. Ja du er ung og du kunne i princippet sagtens bruge 3 år mere på forholdet og se om tingene ikke vender sig. Men hvis du ikke selv er blevet gladere, lykkeligere og friskere, og hvis det ikke ser ud som om at DU får de ting du ønsker, så synes jeg du skal overveje om det er det fornuftigste at forblive i forholdet. 

Du fortjener at være lykkelig og få dine drømme opfyldt. Få børn, familie og et hus. Nogle gange så har vi kvinder tendens til at tænke mindre om os selv og undervurdere os selv. "Hvis vi ikke har det godt, så er det nok bare sådan det skal være". Svaret er nej. Det behøver det ikke. Du kan altid ændre det. Du skal bare tro på dig selv og vigtigst af alt, være tryg ved din beslutning. 

Jeg ønsker det bedste for dig og håber du opnår et større overblik over hvad der er det bedste for dig og hvad du skal gøre i denne situation. :-)