Ja, det kan være helt normalt. Og jeg læser ikke noget alarmerende ud fra din beskrivelse, særligt ikke på grund af den måde du beskriver forældrene på.
Der er flere faktorer i det her, hvoraf jeg tænker, at nogen af de vigtigste er alder, personlighed, forventninger og 'miljø' - Jeg sætter 'miljø' i anførselstegn, fordi jeg med miljø lige i denne konkrete situation ikke tænker så meget i opdragelse, men mere i de omstændigheder der er omkring barnet, som så vekselvirker med både hendes alder og hendes personlighed.
Alder
I forhold til hendes alder er 4-årsalderen en ret vigtig periode i barnets liv. Før denne tid har barnet endnu ikke det, man kalder "theory of mind". Theory of mind er en forståelse af, at andre mennesker har deres eget sind, som er fyldt med tanker, følelser og intentioner, som måske ikke lige matcher med de tanker, følelser og intentioner, barnet selv har. Ind til denne alder er de slet ikke klar over, at det forholder sig sådan, at andre har adskilte sind.
Der er lidt delte meninger i forskningen omkring hvornår theory of mind opstår, mest fordi at det varierer fra barn til barn, men de fleste er enige om, at den spæde forståelse opstår i 3-4-5 års alderen.
Og det er klart, at det kan skabe frustrationer. Fra at have troet, at far og mor levede kun for at opfylde egne behov, opdager barnet så, at mor og far måske har nogle intentioner, som ikke matcher barnets, og at de tilmed ikke vil rette ind efter barnets intentioner. Dels er det selvfølgelig en ret skræmmende opdagelse, men lige så meget er det - fra barnets perspektiv - dybt frustrerende, og det kan man på sin vis godt forstå.
Forventninger
I forlængelse heraf følger større forventninger i de fleste familier. For i 4-års alderen har barnet nu en alder, hvor det forventes, at hun kan rigtig meget selv. Barnet har gået i børnehave i et stykke tid, og forventes at være selvhjulpen i mange ting. Selvom det for de fleste børn kan føles fantastisk at kunne selv, så er barnet også stadig i en periode, hvor det stadig har brug for at føle sig som 'den lille' ind i mellem. Så én ting er en gryende forståelse af, at far og mor har andre tanker, følelser og intentioner end barnet selv, en anden ting er, at det også forventes af barnet, at hun kan meget selv, og det matcher måske heller ikke med barnets egne forventninger til de situationer, hun står i.
'Miljø'
I forlængelse heraf kommer så miljøet. I denne konkrete situation, du beskriver, har pigen fået en lillesøster, og oplever problemer med jalousi. Ofte vil større børn blive "små" igen, når de har mindre søskende. De oplever, at i kraft af at lillesøster er meget mindre og har brug for mere hjælp (fordi selvhjulpenhed mangler), så får den lille mere af far og mors opmærksomhed. Det kan ikke undgås. Så kan det være, at de prøver at gøre sig små igen, fordi de oplever, at hvis man ikke selv kan få tøj på, så får man den stund med far og mor.
Men far og mor har nogle andre ønsker til påklædningssituationen, jævnfør den gryende forståelse for theory of mind, og de har sågar også en forventning om, at storesøster kan klare det selv. Her er så en ny kilde til frustration.
Personlighed
Endelig har vi så personlighed, som i den her sammenhæng måske kan ses som en af flere mulige medierende faktorer. Vi er født med grundstene til vores personlighed. Måske har denne pige sensitive karakteristika. Og her taler jeg ikke om "særligt sensitiv" (som jeg er iboende modstander af, men det er en helt anden debat), men blot mere emotionelt reaktiv, mere følende og sansende. Når sådan en personlighed rammer hovedkuls ind i theory-of-mind frustrationer, koblet med jalousi og koblet med mismatch i forventninger mellem barn/forældre, så er det klart, at det kan give anledning til mange store ture af "hysteriskhed" (bryder mig ikke om det udtryk, men for at blive i din egen retorik
)
Havde barnet haft en mindre sensitiv og følsom personlighed, var det ikke sikkert, at disse ture havde været lige så store, eller måske havde antallet været mindre.
Hvis jeg skal relatere det til mine egne børn, så ser jeg klart forskellen i de to. Min datter på nu 4.5 er meget reaktiv og sensitiv. Det er ikke så slemt længere, men i 3.5-4 års alderen var hun, som du beskriver i din indledning. Der skulle intet til, før hun brød sammen og skreg, skreg og skreg. Vi var magtesløse! For vi kunne sjældent forudsige de ture, og vi kunne ikke gøre andet end at vente. Og det er i øvrigt en væsentlig pointe i forhold til, at folk måske påpeger, at de ikke hører forældrene sige fra over for de ture. Helt generelt er det sådan for os mennesker, at jo mere emotionel intensitet stiger, jo mere falder rationalitet. Og derfor giver det slet ikke mening at begynde på skæld ud og de store armbevægelser i opdragelse, når barnet er midt i sådan en tur. Det vil ikke have den tilsigtede effekt, ofte snarere modsat. Så kan man snakke sammen, når barnet er faldet til ro igen.
Min søn på 3 er helt modsat. Han kan godt blive "hysterisk", og nogen gange lader vi ham 'køre den ud', alt afhængig af hvor stor en situation den er, andre gang afleder vi ham. Og det virker. Det gjorde det ikke på vores datter, man kunne absolut ikke få hende ud af de ture. Med vores søn kan vi sige "Hov!!! Prøv at se derhenne, skat!", og så har han allerede glemt, at han var sur. Men hans personlighed adskiller sig også væsentligt fra sin søsters.
Slutteligt lige en disclaimer, at dette ikke betyder, at alle storgrædende 4-årige lever under optimale forhold. Selvfølgelig er der situationer, hvor der er noget galt. Men nu svarede jeg blot generelt og ud fra din indledende beskrivelse. Håber du kunne bruge det til noget 