Pige på knap 4 som skejer ud! Hvad er normalt...?

Nu sidder jeg lige her denne aften - alene og med et sovende barn, og så kom jeg lige til at tænke på noget som jeg lige vil spørge jer om.

Jeg kender nemlig ingen som har børn som er så gamle som dem jeg vil fortælle om her, og dem som jeg ellers kender som ved noget om børn er pædagoger, og de har jo knap så meget indsigt i hvordan børnene opfører sig derhjemme. Og dette kan jo være meget anderledes end i institutionen.

Inspireret af det der brev fra hende som vil melde sin overbo til kommunen pga. en grædende baby, så vil jeg høre jer om dette er normalt? (og det er på ingen måde fordi jeg så meget som overvejer at anmelde dette, det er udelukkende en nysgerrighed):

Vores underboer har en datter som er knap 4. En sød pige som gerne vil snakke når vi møder hende  Hun har en lillesøster på 1½. Vi flyttede ind da storesøsteren var 1½, og siden vi er flyttet ind har der jævnligt (som i flere gange om ugen) været 'tantrums' fra hendes side hvor hun råber, skriger, græder eller kaster med ting, og i det hele taget flipper ud. I andre perioder - på flere uger nogle gange - er det dagligt at hun får en eller flere af disse ture.

Hendes forældre virker som nogle enormt flinke mennesker (og på mange måder meget engagerede og kompetente forældre faktisk?) og når vi har snakket med dem om det (altså fordi det har været hårdt for dem, ikke fordi vi klager over larmen), så har der været forskellige årsager. Nogle gange er det fordi hun er syg, i en lang periode havde hun det svært med at have fået en lillesøster, hun var jaloux, så var det fordi hun ikke længere sover til middag og er træt. Det med lillesøsteren er dog det der har været forklaringen det meste af tiden.

I lange perioder er det sådan at man faktisk kan høre fra vores lejlighed når de kommer gående ned af gaden fra børnehaven fordi hun græder hele vejen op af gaden og derefter op af trapperne i opgangen (hvor der er meget lydt). Vi har sjældent hørt hvordan forældrene tackler det, da vi primært hører pigens gråd og skæld ud/frustration over hendes forældre. Det handler f.eks. om at hun vil have at de skal bære hende..

Vi har herhjemme ofte talt om - er det normalt?? At børn græder så meget i en så lang periode, og flipper så meget ud?

Både hvis de får en søskende i en ok tidlig alder, men også ellers? Hendes lillesøster 1½ nu, så det har godt nok varet længe, hvis det stadig er hende som er problemet. Og trodsalderen varer vel ikke så længe..

Er der nogle børn som bare er det man i gamle dage kaldte hysteriske, uden at der er anden grund end at de er født med den personlighed? Eller tror I den ligger hos forældrene? Måske en blanding? Jeg synes det er en interessant diskussion.

Vi talte om det med en vi kender som mener at det må være forældrene som ikke sætter grænser. Vi hører dem ind imellem (men ikke ofte) skælde meget ud - når de er blevet presset nok går jeg ud fra. Men ellers ved vi faktisk meget lidt om hvordan de tackler det. Tror de prøver at være anerkendende i deres tilgang og så ind imellem knækker filmen og hun får et møgfald (forståeligt og menneskeligt tænker jeg).

Jeg håber ikke det er normalt. Vi håber faktisk lidt at få en dreng mere pga. vores underboer - de har lidt skræmt os fra ønsket om en datter

Det er normalt..  Sådan er min dreng også, han er 4 år... Her har han også perioder hvor gang er bundhysterisk.. Han har lige haft en periode (håber den er slut) hvor han ville bestemme det hele.. Og jeg mener alt, og fik han et nej, så råbte og skreg han og det kunne sagtens varer næsten hele dagen... Børn oplever jo noget nyt næsten hele tiden og prøver grænser af.. Det er meget normalt.. 

SK85 skriver:

Nu sidder jeg lige her denne aften - alene og med et sovende barn, og så kom jeg lige til at tænke på noget som jeg lige vil spørge jer om.

Jeg kender nemlig ingen som har børn som er så gamle som dem jeg vil fortælle om her, og dem som jeg ellers kender som ved noget om børn er pædagoger, og de har jo knap så meget indsigt i hvordan børnene opfører sig derhjemme. Og dette kan jo være meget anderledes end i institutionen.

 

Inspireret af det der brev fra hende som vil melde sin overbo til kommunen pga. en grædende baby, så vil jeg høre jer om dette er normalt? (og det er på ingen måde fordi jeg så meget som overvejer at anmelde dette, det er udelukkende en nysgerrighed):

 

Vores underboer har en datter som er knap 4. En sød pige som gerne vil snakke når vi møder hende  Hun har en lillesøster på 1½. Vi flyttede ind da storesøsteren var 1½, og siden vi er flyttet ind har der jævnligt (som i flere gange om ugen) været 'tantrums' fra hendes side hvor hun råber, skriger, græder eller kaster med ting, og i det hele taget flipper ud. I andre perioder - på flere uger nogle gange - er det dagligt at hun får en eller flere af disse ture.

Hendes forældre virker som nogle enormt flinke mennesker (og på mange måder meget engagerede og kompetente forældre faktisk?) og når vi har snakket med dem om det (altså fordi det har været hårdt for dem, ikke fordi vi klager over larmen), så har der været forskellige årsager. Nogle gange er det fordi hun er syg, i en lang periode havde hun det svært med at have fået en lillesøster, hun var jaloux, så var det fordi hun ikke længere sover til middag og er træt. Det med lillesøsteren er dog det der har været forklaringen det meste af tiden.

 

I lange perioder er det sådan at man faktisk kan høre fra vores lejlighed når de kommer gående ned af gaden fra børnehaven fordi hun græder hele vejen op af gaden og derefter op af trapperne i opgangen (hvor der er meget lydt). Vi har sjældent hørt hvordan forældrene tackler det, da vi primært hører pigens gråd og skæld ud/frustration over hendes forældre. Det handler f.eks. om at hun vil have at de skal bære hende..

 

Vi har herhjemme ofte talt om - er det normalt?? At børn græder så meget i en så lang periode, og flipper så meget ud?

Både hvis de får en søskende i en ok tidlig alder, men også ellers? Hendes lillesøster 1½ nu, så det har godt nok varet længe, hvis det stadig er hende som er problemet. Og trodsalderen varer vel ikke så længe..

Er der nogle børn som bare er det man i gamle dage kaldte hysteriske, uden at der er anden grund end at de er født med den personlighed? Eller tror I den ligger hos forældrene? Måske en blanding? Jeg synes det er en interessant diskussion.

Vi talte om det med en vi kender som mener at det må være forældrene som ikke sætter grænser. Vi hører dem ind imellem (men ikke ofte) skælde meget ud - når de er blevet presset nok går jeg ud fra. Men ellers ved vi faktisk meget lidt om hvordan de tackler det. Tror de prøver at være anerkendende i deres tilgang og så ind imellem knækker filmen og hun får et møgfald (forståeligt og menneskeligt tænker jeg).

 

Jeg håber ikke det er normalt. Vi håber faktisk lidt at få en dreng mere pga. vores underboer - de har lidt skræmt os fra ønsket om en datter

Om det lige præcis er normalt hun skejer sådan ud skal jeg ikke udtale mig om. 

Men jeg vil gerne sige at jeg er overbevist om børn er født med en personlighed i en eller anden grad og de så i livet selvsagt også formes fx af nummeret i søskendeflokken, overskud og opdragelse hos forældre osv. Men jeg har her hjemme 3 børn der er utroligt forskellige, og jeg kan ikke en gang hænge det op på køn for mine to drenge er som nat og dag på mange områder, den ene er rolig, langsom, indadvendt, tænkende og kan så eksplodere. Den anden er konstant snakkende, i bevægelse, tænker vist aldrig før han taler, hysterisk mm. 

Synes allerede man kunne mærke forskellen på de dejlige tre børn allerede da de var nyfødte, min datter der skreg som besat hvis mælken ikke kom ud af brysterne på den rigtige måde, som lå ved brysterne i timer, den mellemste der spiste hurtigt og koncentreret og så lå og observerede, den mindste der spiste og så skulle underholdes....

Jeg har et af den slags børn, og det er bestemt ikke fordi hun mangler grænser.

Hun har været sådan siden hun blev født, trodsalderen startede da hun var 1½ og nu bliver hun 6 lige om lidt. Hun har et voldsomt temperament, så meget at det kommer i vejen for hende selv, så i øjeblikket snakker vi meget om, hvordan hun kan undgå at blive så hidsig.

Fx startede den første episode under 5 minutter efter at jeg havde hentet hende i SFO i går. Hun blev vred over at hun ikke må få rullesko. Det er et tilbagevendende emne i øjeblikket, men hun er hypermobil og skal have sko med ekstra støtte og bruger indlæg, og rullesko er bare ikke sunde for fødderne. Hendes svage ankler har ikke godt af det. Vi har i stedet givet hende rulleskøjter. Hun ved godt hvorfor hun ikke må få dem og jeg forklarede hende det igen i går, da hun begyndt at brokke sig over at hun ikke måtte få rullesko.

Og så eksploderede temperamentet! Hun begyndte at skrige ad mig, hvor dårlig en mor jeg var, at jeg ødelagde hendes liv, at hun ikke ville bo hos mig længere og videre i den dur. 

Da hun var yngre, var hun barnet der lå på gulvet i supermarkedet og skreg hysterisk hele indkøbsturen osv.

Jeg tror på at man får det ud af en relation, som man putter ind i den, og det hjælper på ingen måde, at råbe af hende at hun ikke må råbe og skrige. Man kan sagtens opdrage uden at hæve stemmen, og en stor del af jeres underbos datters anfald, stammer sandsynligvis fra at hun ikke får sin vilje.

Jeg har opgivet at nå ind til min datter, når hun har sine ture - ethvert forsøg på kontakt, både fysisk og verbalt fra min side (eller andres) hælder bare benzin på bålet, og gør situationen værre. Hendes hoved kan ikke engang rumme hendes egne følelser, så at bede hende om at skulle forholde sig til mig også, giver ingen mening.

Vi tager en snak, når hun er kølet ned igen - hvilket kan ske overraskende hurtigt.

I øjeblikket taler vi meget (når hun ikke er sur) om, hvordan man kan styre sit temperament, trække vejret helt ned i maven, tælle til 10 osv.

Ja, det kan være helt normalt. Og jeg læser ikke noget alarmerende ud fra din beskrivelse, særligt ikke på grund af den måde du beskriver forældrene på.

Der er flere faktorer i det her, hvoraf jeg tænker, at nogen af de vigtigste er alder, personlighed, forventninger og 'miljø' - Jeg sætter 'miljø' i anførselstegn, fordi jeg med miljø lige i denne konkrete situation ikke tænker så meget i opdragelse, men mere i de omstændigheder der er omkring barnet, som så vekselvirker med både hendes alder og hendes personlighed.

Alder
I forhold til hendes alder er 4-årsalderen en ret vigtig periode i barnets liv. Før denne tid har barnet endnu ikke det, man kalder "theory of mind". Theory of mind er en forståelse af, at andre mennesker har deres eget sind, som er fyldt med tanker, følelser og intentioner, som måske ikke lige matcher med de tanker, følelser og intentioner, barnet selv har. Ind til denne alder er de slet ikke klar over, at det forholder sig sådan, at andre har adskilte sind.

Der er lidt delte meninger i forskningen omkring hvornår theory of mind opstår, mest fordi at det varierer fra barn til barn, men de fleste er enige om, at den spæde forståelse opstår i 3-4-5 års alderen.

Og det er klart, at det kan skabe frustrationer. Fra at have troet, at far og mor levede kun for at opfylde egne behov, opdager barnet så, at mor og far måske har nogle intentioner, som ikke matcher barnets, og at de tilmed ikke vil rette ind efter barnets intentioner. Dels er det selvfølgelig en ret skræmmende opdagelse, men lige så meget er det - fra barnets perspektiv - dybt frustrerende, og det kan man på sin vis godt forstå.

Forventninger
I forlængelse heraf følger større forventninger i de fleste familier. For i 4-års alderen har barnet nu en alder, hvor det forventes, at hun kan rigtig meget selv. Barnet har gået i børnehave i et stykke tid, og forventes at være selvhjulpen i mange ting. Selvom det for de fleste børn kan føles fantastisk at kunne selv, så er barnet også stadig i en periode, hvor det stadig har brug for at føle sig som 'den lille' ind i mellem. Så én ting er en gryende forståelse af, at far og mor har andre tanker, følelser og intentioner end barnet selv, en anden ting er, at det også forventes af barnet, at hun kan meget selv, og det matcher måske heller ikke med barnets egne forventninger til de situationer, hun står i.

'Miljø'
I forlængelse heraf kommer så miljøet. I denne konkrete situation, du beskriver, har pigen fået en lillesøster, og oplever problemer med jalousi. Ofte vil større børn blive "små" igen, når de har mindre søskende. De oplever, at i kraft af at lillesøster er meget mindre og har brug for mere hjælp (fordi selvhjulpenhed mangler), så får den lille mere af far og mors opmærksomhed. Det kan ikke undgås. Så kan det være, at de prøver at gøre sig små igen, fordi de oplever, at hvis man ikke selv kan få tøj på, så får man den stund med far og mor.

Men far og mor har nogle andre ønsker til påklædningssituationen, jævnfør den gryende forståelse for theory of mind, og de har sågar også en forventning om, at storesøster kan klare det selv. Her er så en ny kilde til frustration.

Personlighed

Endelig har vi så personlighed, som i den her sammenhæng måske kan ses som en af flere mulige medierende faktorer. Vi er født med grundstene til vores personlighed. Måske har denne pige sensitive karakteristika. Og her taler jeg ikke om "særligt sensitiv" (som jeg er iboende modstander af, men det er en helt anden debat), men blot mere emotionelt reaktiv, mere følende og sansende. Når sådan en personlighed rammer hovedkuls ind i theory-of-mind frustrationer, koblet med jalousi og koblet med mismatch i forventninger mellem barn/forældre, så er det klart, at det kan give anledning til mange store ture af "hysteriskhed" (bryder mig ikke om det udtryk, men for at blive i din egen retorik )

Havde barnet haft en mindre sensitiv og følsom personlighed, var det ikke sikkert, at disse ture havde været lige så store, eller måske havde antallet været mindre.

Hvis jeg skal relatere det til mine egne børn, så ser jeg klart forskellen i de to. Min datter på nu 4.5 er meget reaktiv og sensitiv. Det er ikke så slemt længere, men i 3.5-4 års alderen var hun, som du beskriver i din indledning. Der skulle intet til, før hun brød sammen og skreg, skreg og skreg. Vi var magtesløse! For vi kunne sjældent forudsige de ture, og vi kunne ikke gøre andet end at vente. Og det er i øvrigt en væsentlig pointe i forhold til, at folk måske påpeger, at de ikke hører forældrene sige fra over for de ture. Helt generelt er det sådan for os mennesker, at jo mere emotionel intensitet stiger, jo mere falder rationalitet. Og derfor giver det slet ikke mening at begynde på skæld ud og de store armbevægelser i opdragelse, når barnet er midt i sådan en tur. Det vil ikke have den tilsigtede effekt, ofte snarere modsat. Så kan man snakke sammen, når barnet er faldet til ro igen.

Min søn på 3 er helt modsat. Han kan godt blive "hysterisk", og nogen gange lader vi ham 'køre den ud', alt afhængig af hvor stor en situation den er, andre gang afleder vi ham. Og det virker. Det gjorde det ikke på vores datter, man kunne absolut ikke få hende ud af de ture. Med vores søn kan vi sige "Hov!!! Prøv at se derhenne, skat!", og så har han allerede glemt, at han var sur. Men hans personlighed adskiller sig også væsentligt fra sin søsters.

Slutteligt lige en disclaimer, at dette ikke betyder, at alle storgrædende 4-årige lever under optimale forhold. Selvfølgelig er der situationer, hvor der er noget galt. Men nu svarede jeg blot generelt og ud fra din indledende beskrivelse. Håber du kunne bruge det til noget

Sådan er min datter på 4 år også. Hun er den dejligste, gladeste og mest fantastiske at være sammen med. Men ind i mellem (nogengange flere gange i ugen) bliver hun så sur at hun skriger, kaster sig rundt på gulvet, slår og kradser. Det kan være jeg har sagt nej til at få is fordi vi snart skal have aftensmad eller hvis jeg siger at hun skal rydde noget op. Det er forskelligt. Men ens hver gang er det fordi hun ikke får sin vilje. Hun råber så højt og kaster sig rundt så jeg nogengange undre mig over om folk mon tror vi mishandler hende. Men ærligtalt. Man skal passe på med at dømme når man ikke ved hvad der sker. Jeg sætter ord på hendes følelser for hende. F.eks: jeg kan godt se at du bliver vred over at du ikke må få is. Eller jeg kan godt se du ikke gider rydde op lige nu og det er irriterende. Men sådan er det bare og så sætter jeg mig på sengekanten og siger at jeg er klar til en krammer når hun er og så får hun lov til at skabe sig færdig. Holder jeg hende så hun ikke kaster sig rundt på gulvet, så slår hun. Derfor sidder jeg hos hende men uden for rækkevidde.

Hvis jeg ikke boede øverst ville jeg tro det var os du beskrev. Har en datter på 4 og en på 1,5 år. 

Min datter på 4 er ofte frustreret og græder, råber og kaster med ting næsten hver dag. Det er opslidende og tager hårdt på hverdagen. Jeg vil heller ikke tro at folk i vores opgang kan høre os, men kun vores datter. Nogle gange er alt galt. Jeg vil ikke mene at det er fordi vi ikke kan sætte grænser for det gør vi. Lige nu prøver vi at vise hende vejrtrækningsøvelser til at falde lidt ned på. 

Har haft kontakt med familierådgiver da jeg egentlig ikke mente det var normalt, men alt hvad vi gør er rigtigt og vi har bare et barn der skal ud med alt hvad hun føler lige nu. 

Jeg tror også vores naboer tænker deres, men så må de komme og spørge eller komme med gode råd. 

Så tror det er meget normalt alt efter børns personlighed 

SK85 skriver:

Nu sidder jeg lige her denne aften - alene og med et sovende barn, og så kom jeg lige til at tænke på noget som jeg lige vil spørge jer om.

Jeg kender nemlig ingen som har børn som er så gamle som dem jeg vil fortælle om her, og dem som jeg ellers kender som ved noget om børn er pædagoger, og de har jo knap så meget indsigt i hvordan børnene opfører sig derhjemme. Og dette kan jo være meget anderledes end i institutionen.

 

Inspireret af det der brev fra hende som vil melde sin overbo til kommunen pga. en grædende baby, så vil jeg høre jer om dette er normalt? (og det er på ingen måde fordi jeg så meget som overvejer at anmelde dette, det er udelukkende en nysgerrighed):

 

Vores underboer har en datter som er knap 4. En sød pige som gerne vil snakke når vi møder hende  Hun har en lillesøster på 1½. Vi flyttede ind da storesøsteren var 1½, og siden vi er flyttet ind har der jævnligt (som i flere gange om ugen) været 'tantrums' fra hendes side hvor hun råber, skriger, græder eller kaster med ting, og i det hele taget flipper ud. I andre perioder - på flere uger nogle gange - er det dagligt at hun får en eller flere af disse ture.

Hendes forældre virker som nogle enormt flinke mennesker (og på mange måder meget engagerede og kompetente forældre faktisk?) og når vi har snakket med dem om det (altså fordi det har været hårdt for dem, ikke fordi vi klager over larmen), så har der været forskellige årsager. Nogle gange er det fordi hun er syg, i en lang periode havde hun det svært med at have fået en lillesøster, hun var jaloux, så var det fordi hun ikke længere sover til middag og er træt. Det med lillesøsteren er dog det der har været forklaringen det meste af tiden.

 

I lange perioder er det sådan at man faktisk kan høre fra vores lejlighed når de kommer gående ned af gaden fra børnehaven fordi hun græder hele vejen op af gaden og derefter op af trapperne i opgangen (hvor der er meget lydt). Vi har sjældent hørt hvordan forældrene tackler det, da vi primært hører pigens gråd og skæld ud/frustration over hendes forældre. Det handler f.eks. om at hun vil have at de skal bære hende..

 

Vi har herhjemme ofte talt om - er det normalt?? At børn græder så meget i en så lang periode, og flipper så meget ud?

Både hvis de får en søskende i en ok tidlig alder, men også ellers? Hendes lillesøster 1½ nu, så det har godt nok varet længe, hvis det stadig er hende som er problemet. Og trodsalderen varer vel ikke så længe..

Er der nogle børn som bare er det man i gamle dage kaldte hysteriske, uden at der er anden grund end at de er født med den personlighed? Eller tror I den ligger hos forældrene? Måske en blanding? Jeg synes det er en interessant diskussion.

Vi talte om det med en vi kender som mener at det må være forældrene som ikke sætter grænser. Vi hører dem ind imellem (men ikke ofte) skælde meget ud - når de er blevet presset nok går jeg ud fra. Men ellers ved vi faktisk meget lidt om hvordan de tackler det. Tror de prøver at være anerkendende i deres tilgang og så ind imellem knækker filmen og hun får et møgfald (forståeligt og menneskeligt tænker jeg).

 

Jeg håber ikke det er normalt. Vi håber faktisk lidt at få en dreng mere pga. vores underboer - de har lidt skræmt os fra ønsket om en datter

Min søn gik i børnehave med en pige der fik de mest sindssyge anfald. Hun var en gang blevet så sur at hun havde kastet en stegepande ind i et skab, med det resultat at hun fik den lige tilbage i hovedet  hendes forældre var også de sødeste mennesker og hold nu kæft en tålmodighed! 

Men i børnehaven startede en ny pædagog der begyndte at lave ret mange øvelse med mindfulness. Det begyndte forældrene så også derhjemme og det hjalp helt vildt meget