Eksperthjælp: Hysterisk - jeg ved ikke hvad jeg skal gøre...

Linda Stæhr

Kære familierådgiver

Håber du kan hjælpe mig/os. Jeg har en datter med et meget voldsomt temperement og det er virkelig svært for mig at håndtere.

Jeg har ikke et problem med at sætte grænser eller sige nej... Problemet er at jeg åbenbart gør det forkert.

Hun er 4 år. Har en lillesøster på 2 år. Mig og far bor ikke sammen p.t., da jeg flyttede pga utroskab fra hans side... Vi arbejder dog med vores forhold og håbet er at vi en dag kan lægge dette bag os og bo sammen igen...Men han henter hende hver dag og er sammen med dem/os indtil sovetid. Weekender m.m tilbringer vi også sammen.

Jeg vil her komme med et par eksempler fra vores hverdag, som jeg sinpelthen er så træt af.

F.eks. Vi er en dag i legeland. En hun møder og leger med får en bamse af sin far. Min datter kommer over og spørger om hun må få en bamse. Svaret er nej. Jeg forklare hende at hun ikke kan få en i dag selvom den er sød... Her går hun helt amok. Skriger virkelig højt så flere andre forældre tror der er sket noget alvorligt, at en er kommet til skade. Jeg hiver min datter lidt væk og prøver at berolige hende. Dette virker ikke! Jeg siger derfor at nu er det tid til at gå hjem. Lillesøster er også med og vi får pakker sammen og begynder at gå hjem. Dette med en datter der er helt hysterisk... Jeg prøver afledning m.m men hun er svær at nå. Til sidst ender hun i sin lillesøsters klapvogn og vi når hjem. Jeg spørger om der er noget hun har lyst til, men nu er alt galt. Hun bliver ved at kræve en bamse fra legelandet og alt andet er nu også galt. (Farven på hendes tøj, hendes sko, ja alt er galt). Jeg siger til hende at vi kan snakke når hun falder lidt ned. Her går hun så ind på sit værelse og giver sig til at kaste rundt med alt og skrige højt. Jeg afbryder hende ikke, men siger til hende at jeg er klar herude når hun er mere rolig...
Det ender med at hun total udmattet kommer ud og vi kan få en snak og komme videre...
Men dette sker desværre ofte.

I dag har hun været med en veninde hjemme fra børnehaven og lege og vi har aftalt jeg kommer og henter hende efter arbejde. Da jeg kommer kommer hun ud og siger Hej og jeg siger det er tid til at tage hjem.. Her starter hun hysterisk ud med kæmpe skrig og slår og sparker og skubber. Hun vil ikke med hjem. Hun vil ikke have sko på... Jeg pakker hendes ting i bilen og bære hende derefter ud. Jeg prøver at snakke lidt med hende om hvad de har lavet og forskellige andre afledningsmanøvre, igen kan hun ikke nås og hele aftenen går hun helt amok. Skriger og skriger, har prøvet alt. Bliver ved at sige til hende at vi kan snakke når hun bliver mere rolig for kan ikke forstå hvad hun siger. Viser hende hvordan man trækker vejret dybt ned i maven så det er nemmere at få ro. Fortæller hende at jeg godt ved det er surt at mor kommer midt i de har det sjovt... Til sidst overgiver hun sig og kommer hen og klynger sig til mig og falder derefter i søvn.

Dette sker ret ofte. Jeg er frustreret. Nogle dage har jeg mindre overskud og beder hende simpelthen gå på værelset til hun har raset ud. På virkelig dårlige dage kan jeg desværre også tage hende i armen og føre hende derind.. Nogle dage snakker jeg også hårdt til hende og beder hende stoppe..

Jeg er så træt at dette hysteriske anfald. Og ja det kalder jeg det for hun skriger så mega højt og det er umuligt at komme i kontakt med hende... Lillesøster skal også ofte lægge øre til dette og det er også hårdt..

Det sker jo ofte når hun får et nej og især når leg skal slutte. Det er så opslidende...

Hvordan skal jeg håndtere disse konflikter????

Tænker at naboer snart er trætte af at høre på det og tænker deres.

Jeg kan godt sige nej og holde fast i et nej. Kan også klare gråd og småkonflikter. Men det skrig og smadre ting, slå og gå helt amok har jeg virkelig svært ved. Jeg prøver virkelig bare at være der og være i børnehøjde men hun virker ikke til at nå..

Hvad gør jeg forkert?

Hilsen en frustreret mor

Lindas svar

Kære frustrerede mor

Beklager dette sene svar – jeg har desværre ingen ferieafløser her på baby.dk men nu skal jeg svare dig:

Jeg synes du gør et FANTASTISK stykke arbejde: Du viser omsorg, kærlighed, tålmodighed – og selv de dage du ikke orker det helt store, så viser du tydeligt, hvad du vil acceptere og ikke. Det er sjældent jeg hører forældre beskrive så godt et overskud overfor den slags situationer.

Der er altid mindst TO vinkler på, hvorfor børn ikke ”virker” som vi forventer: For det første forældrenes tilgang og samvær med dem. I dette tilfælde har du kun beskrevet gode og rimelige ting du gør (også når overskuddet mangler – for det er OK ikke at være super-overskudsagtig altid!). For det andet den tryghed der er i de øvrige rammer: Forældrenes relation, de fysiske rammer med tryghed, sikkerhed og støtte fra andre.

Derfor vil jeg udfordre dig på nummer to vinkel

Når rammerne udfordrer barnet

Børn har brug for gode forudsigelige rammer for at trives og udvikles. Et af de vigtigste elementer i disse rammer (kontroversielt nok): Forældrenes kærlighed/samvær med hinanden.

Med det i mente laver jeg lige en ny opsummering af jeres nuværende liv, som din datter MÅSKE ser det:

”Far har lavet ged i den… jeg ved ikke helt hvordan, men mor er blevet sur nok til at far ikke længere kan få lov at være elsket af mor og må ikke engang bo hos os længere. Gad vide hvor meget der skal til for at mor ikke kan accepter mig og lillesøster?!”

Det skræmmende er at børn oplever Truslen om noget ubehageligt (fx at blive afvist) som værre end selve det at blive fx afvist. Derfor prøver din datter dig af: Hvor langt mon din kærlighed rækker. Hvor meget hysteri kan du håndtere før du afviser hende?!

Forslag til fremtiden

I dette tilfælde handler det for mig at se om, at din datter prøver din kærlighed af og har brug for at VIDE at du aldrig vil afvise hende. Desværre opnår hun delvist at blive afvist, når hun bliver hysterisk (når du sætter hende i et andet rum (altså afviser at kunne håndtere hende). Dette er faktisk ok, under normale forhold, for at dæmpe et barn der er helt oppe at køre (så længe barnet har BRUG for en pause og det ikke er givet som en straf!!!).

MEN i dette tilfælde synes jeg, du skal forsøge at bare holde hende fast – eller blive hos hende ved de hysteriske tilfælde (find evt. et fysisk sted, hvor hun ikke kan ødelægge noget). Ignorer andres blikke og tanker og sig højt: ”Jeg elsker dig, jeg bliver hos dig, du skal være rolig nu.” På den måde anerkender du HENDE uden at anerkende hendes negative adfærd. Og du hjælper hende ved kun at give hende ET mål: ”Bliv rolig”. Læs evt. denne beskrivelse for en uddybning.

Din ro og din rummelighed af hende vil skabe helingen i hende.

Du behøver ikke ”nå ind til hende” Dit nærvær er nok. Om ikke andet er der grænser for hvor længe børn kan skrige, og kedsomheden vil til sidst sætte ind og dæmpe hende. I det tilfælde roser du hende for at kæmpe sig rolig og viser hende omsorg og kram (hvis du kan få lov). På den måde lærer hun at ”mestre” at få sig selv rolig. Og hun erfarer, at du hjælper hende til det og anerkender hendes forsøg. Giv tid. Det kræver mindst tre gange før du oplever decideret bedring. Og husk desuden:

Du skal tage en snak med hende i freds tid om forskellen mellem børn og forældre. At far og mor har brug for TID, for at kunne være sammen som før, men at du ALDRIG vil forlade hende eller sende hende væk.

Jeg håber at jeg har ramt noget du kan bruge i dit familieliv. Ellers er du velkommen til at skrive igen. Jeg ønsker jer alt det bedste. Du kan evt. skrive dig op til mit nyhedsbrev, hvis du ønsker af få tilsendt flere ideer og tips til opdragelsen og familielivet.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk