Anonym skriver:
Phu denne besked gør ondt og skrive!
Jeg er nu 27, mor til 1 og bonusmor til 2 (teenager)
Jeg har måtte indse at jeg ikke kan klare mosten til og være bonusmor til de 2 fantatiske bonusbørn jeg har. Og flere ting har gået ind og gjort nogle ting ved mig, sådan jeg ikke kan kende mig selv.
Valgte så i Tirsdags (rettere min kæreste fandt i seddel) om hvor jeg havde skrevet nogle plusser og nogle minuser ved og være alene og sammen. Desværre var der bare flere plusser ved og være alene, og det har så gjort nu at vi har valgt at splitte.
Jeg føler mit hjertet er knust, men det en beslutning vi har taget sammen. Hvordan kommer jeg over dette? 
Vi bor stadig under samme tag og siden vi blev enige om at skilles, har vi vist hinanden utrolig mange føler overfor hinanden, som har sat mine tvivl. Men desværre ved jeg bare at alt det vi har kæmpet imod (Jeg har kæmpet imod) kommer ligeså snart hans børn kommer her.
Min kæreste arbejder meget så han ser ikke så meget af det der sker om dagen når ungerne kommer hjem fra skole. Den ene er super dygtig til og hjælpe (En pige) Og den anden er lynhurtig til og tag fat i alt hans gøjl af mobil, Ipad eller computeren (dreng) og det har også gjort at når han er kommet hjem fra skole og jeg har spurgt ham om han har lektier så har han løjet omkring det. Det har sat mine tvivl ved ham og brut min tillid til ham (Han har gjort det i 2 uger overfor mig) første gang tog vi ham i det, da hans nationaltest kom med alle hans resultater. Den anden gang tog vi ham i det om søndagen, hvor mandag skulle de op til deres mor. '
Jeg kan mærke jeg ikke kan klare opgaven som bonusmor og er nok derfor jeg/vi har taget den beslutning omkring os.
Men det hele gør det så svært, fordi Jeg (vi) Stadig har følelser for hinanden.
Hvordan kommer man bedst over dette? 
Nogen der har været ude for lignende?
Jeg har ikke rigtigt nogle kloge ord til dig. Det må have været en svær beslutning at træffe, når du holder af manden og børnene.
Jeg lurer lidt på, hvad der gør det så umuligt for dig at være bonus for hans børn. Du skriver ikke så meget om det. Drengens løgne om lekielæsning er såre almindelige - jeg kan tælle til de første syv-otte forældrepar til elever i "min" 8. klasse, der kan fortælle samme historie, ligesom mine egne unger (og jeg selv i sin tid) har gjort omtrent det samme i perioder. Og så vil jeg godt understrege, at de nationale testresultater ikke kan bruges som et vidnesbyrd om elevens indsats i skolen. De kan for den sags skyld først og fremmest fortælle om en almindelig teenager, der har tankerne på alt muligt andet end sin skole her og nu - eller som har svært ved det faglige og derfor mangler motivation til bl.a. at lave sine lektier. Hvilket jeg egentlig godt forstår med de lange skoledage, de har fået.
Spørgsmålet er måske også, om du som bonus skal tage den kamp eller overlade den til hans forældre - det behøver ikke at være dit ansvar, tænker jeg.
Jeg ved godt, du ikke specifikt spørger til dette, men når du vælger at skrive om det, så tænker jeg, det udgør en del af problematikken i jeres familieliv.
