Hvorfor skal det være så svært?

Vores forhold har MANGE problemer, problemer som vi har forsøgt at arbejde på uden ændringer. 

Vi er gledet fra hinanden, men jeg elsker ham stadig meget højt. Jeg ved jeg bør gå fra ham, for jeg er ikke lykkelig mere og føler lidt at jeg spilder mit liv på ikke at være glad. 

Jeg har forsøgt mange gange at starte en samtale om at vi ikke skal være sammen mere, men på en eller anden måde får han enten drejet det hele rundt så vi bliver nærmest uvenner og ikke snakker sammen resten af aftenen, eller også lover han at denne gang ændrer han dit og dat. 

Vi hat altid været super dårlige til at kommunikere og har klaret mange diskussioner over SMS, ved godt det er super barnligt og umodent, men sådan har vi gjort. 

Vi har været sammen siden vi var 14, så måske vi i vores barnlige år startede sådan og vare har fortsat? 

Men sagen er, jeg ved jeg bør gå fra ham, men jeg kan bare ikke få det sagt så han forstår det, han tror bare at det er er skænderi/diskussion som er slut imorgen, hvilket det jo måske også lidt er for så er ungerne oppe og facaden på også går det i af selv igen. Jeg kan ikke forklare det. 

Nogen gange ville jeg ønske han var mig utro for så havde jeg en håndterbar grund til at gå fra ham, ikke nogle problematikker som har stået på vildt længe. Hvis det var socialt acceptabelt og ikke virkeligt tarveligt havde jeg sendt ham en SMS en dag vi var hver for sig om at han skulle flytte. 

Men så igen, jeg har aldrig været sammen med andre, ville nogen nogensinde gide en mor til to yngre børn som er virkeligt uerfaren (i mangel af bedre ord), ikke særlig køn. Vil jeg være alene for evigt hvis jeg går, og hvad med mine børn, dem kan jeg da ikke undvære. Er det så ikke bedre at blive, ikke være rigtig glad, men heller ikke ulykkelig, end at ende op helt alene, med skilsmissebørn, som jeg ikke kan bruge alle ferie og helligdage med. Jeg kan ikke klare tanken om ikke at have min familie samlet, hvis han bare var som han var engang ville alting være nemmere.. 

Det blev virkeligt rodet, og er måske ikke helt sikker på hvorfor jeg har skrevet dette indlæg, måtte bare ud med nogle tanker

Du er nødt til at sige det ligeud til ham. Ikke pakke det ind, hentyde det, starte en diskussion med plan i at kunne sige det der. Du er nødt til at sige til ham, direkte; vi skal ikke være sammen mere/jeg går fra dig. Og du skal holde på det, også selvom han lader somom det er ingenting. Hvis du virkelig vil markere det, så flyt hjem til familie eller andet en overgang, hvis han har svært ved at forstå at det virkelig er slut. 

Derudover tror jeg dine tanker omkring om du nogensinde vil finde en anden, om der er andre der vil have dig, er der nogen der vil have en med 2 børn er YDERST normale. Du er ikke den første der har siddet med de bange anelser, tro mig. Det er klart at du har de tanker, specielt når du har aldrig har været sammen med andre - så kan det være ekstra svært at vide hvad man "går ind til" ved at blive single og en dag finde en ny. Men jeg kan fortælle dig at selvfølgelig er der en der vil have dig, uanset om du er "uerfaren" og har 2 børn. Det skal du slet ikke bekymre dig om, for tro mig, der skal nok være en. Der er over en million mænd i den her verden, mon ikke du nok skal formå at finde en? Du skal ikke gå rundt og ikke føle dig glad og du skal ikke være sammen med en mand du ikke vil være sammen med. Du vil gør både ham og dig en tjeneste, ved at gå fra ham. For han er heller ikke tjent med en kæreste der ikke ønsker at være sammen med ham. In the long run er det helt klart det bedste for jer begge 2 at du slutter det.

Nogle vil måske foreslå parterapi og jeg har ikke selv nogle erfaringer med det så jeg kan ikke udtale mig om virkningen det eventuelt kan give, men du lyder meget afklaret og det er også i orden at være det. Hvis det for mig kom til et punkt hvor jeg ønskede min kæreste var mig utro for så kunne jeg nemmere gå fra ham, så ville det være et klart tegn for mig om, at der ikke var mere at komme efter. Jeg tror også, at det er meget alment at forhold desværre kører død i det, når man har været sammen siden en så ung alder og aldrig har prøvet andet eller andre. Jeg siger absolut ikke at det er en dårlig ting, men det kan have sine ulemper i forhold til  parforhold. 

Anonym skriver:

Vores forhold har MANGE problemer, problemer som vi har forsøgt at arbejde på uden ændringer. 

 

Vi er gledet fra hinanden, men jeg elsker ham stadig meget højt. Jeg ved jeg bør gå fra ham, for jeg er ikke lykkelig mere og føler lidt at jeg spilder mit liv på ikke at være glad. 

Jeg har forsøgt mange gange at starte en samtale om at vi ikke skal være sammen mere, men på en eller anden måde får han enten drejet det hele rundt så vi bliver nærmest uvenner og ikke snakker sammen resten af aftenen, eller også lover han at denne gang ændrer han dit og dat. 

Vi hat altid været super dårlige til at kommunikere og har klaret mange diskussioner over SMS, ved godt det er super barnligt og umodent, men sådan har vi gjort. 

Vi har været sammen siden vi var 14, så måske vi i vores barnlige år startede sådan og vare har fortsat? 

 

Men sagen er, jeg ved jeg bør gå fra ham, men jeg kan bare ikke få det sagt så han forstår det, han tror bare at det er er skænderi/diskussion som er slut imorgen, hvilket det jo måske også lidt er for så er ungerne oppe og facaden på også går det i af selv igen. Jeg kan ikke forklare det. 

 

Nogen gange ville jeg ønske han var mig utro for så havde jeg en håndterbar grund til at gå fra ham, ikke nogle problematikker som har stået på vildt længe. Hvis det var socialt acceptabelt og ikke virkeligt tarveligt havde jeg sendt ham en SMS en dag vi var hver for sig om at han skulle flytte. 

 

Men så igen, jeg har aldrig været sammen med andre, ville nogen nogensinde gide en mor til to yngre børn som er virkeligt uerfaren (i mangel af bedre ord), ikke særlig køn. Vil jeg være alene for evigt hvis jeg går, og hvad med mine børn, dem kan jeg da ikke undvære. Er det så ikke bedre at blive, ikke være rigtig glad, men heller ikke ulykkelig, end at ende op helt alene, med skilsmissebørn, som jeg ikke kan bruge alle ferie og helligdage med. Jeg kan ikke klare tanken om ikke at have min familie samlet, hvis han bare var som han var engang ville alting være nemmere.. 

 

Det blev virkeligt rodet, og er måske ikke helt sikker på hvorfor jeg har skrevet dette indlæg, måtte bare ud med nogle tanker

Jeg synes umiddelbart det lyder til, at i ville få rigtig god gavn af noget parterapi. Sådan at i kan lære at kommunikere ordentligt. Måske bliver i ikke sammen alligevel, men samarbejdet omkring børnene og jeres egen heelingsproces ville også have stor gavn af det.

Vores forhold har MANGE problemer, problemer som vi har forsøgt at arbejde på uden ændringer. 

 

Vi er gledet fra hinanden, men jeg elsker ham stadig meget højt. Jeg ved jeg bør gå fra ham, for jeg er ikke lykkelig mere og føler lidt at jeg spilder mit liv på ikke at være glad. 

Jeg har forsøgt mange gange at starte en samtale om at vi ikke skal være sammen mere, men på en eller anden måde får han enten drejet det hele rundt så vi bliver nærmest uvenner og ikke snakker sammen resten af aftenen, eller også lover han at denne gang ændrer han dit og dat. 

Vi hat altid været super dårlige til at kommunikere og har klaret mange diskussioner over SMS, ved godt det er super barnligt og umodent, men sådan har vi gjort. 

Vi har været sammen siden vi var 14, så måske vi i vores barnlige år startede sådan og vare har fortsat? 

 

Men sagen er, jeg ved jeg bør gå fra ham, men jeg kan bare ikke få det sagt så han forstår det, han tror bare at det er er skænderi/diskussion som er slut imorgen, hvilket det jo måske også lidt er for så er ungerne oppe og facaden på også går det i af selv igen. Jeg kan ikke forklare det. 

 

Nogen gange ville jeg ønske han var mig utro for så havde jeg en håndterbar grund til at gå fra ham, ikke nogle problematikker som har stået på vildt længe. Hvis det var socialt acceptabelt og ikke virkeligt tarveligt havde jeg sendt ham en SMS en dag vi var hver for sig om at han skulle flytte. 

 

Men så igen, jeg har aldrig været sammen med andre, ville nogen nogensinde gide en mor til to yngre børn som er virkeligt uerfaren (i mangel af bedre ord), ikke særlig køn. Vil jeg være alene for evigt hvis jeg går, og hvad med mine børn, dem kan jeg da ikke undvære. Er det så ikke bedre at blive, ikke være rigtig glad, men heller ikke ulykkelig, end at ende op helt alene, med skilsmissebørn, som jeg ikke kan bruge alle ferie og helligdage med. Jeg kan ikke klare tanken om ikke at have min familie samlet, hvis han bare var som han var engang ville alting være nemmere.. 

 

Det blev virkeligt rodet, og er måske ikke helt sikker på hvorfor jeg har skrevet dette indlæg, måtte bare ud med nogle tanker

Ud fra de ting du skriver, så tænker jeg at der stadig er håb for jer. I har mødtes i en meget ung alder, du har aldrig været sammen med andre. Det virker som om I er groet fast i nogle uhensigtsmæssige mønstre - i stedet for at have udviklet jer og vokset sammen. Og det er altså nødvendigt at udvikle sig og vokse videre fra dengang man var 14.

Jeg tror at det vil være en rigtig, rigtig god idé for jer at finde en parterapeut som kan hjælpe jer med at finde en helt ny måde at kommunikere på. Det kan godt lade sig gøre hvis I begge er indstillede på det. Men I bliver nødt til at gøre noget aktivt, det nytter ikke at lade stå til.

Jeg tænker at du må slå hånden i bordet og stoppe forholdet. 

Man kan IKKE ændre på sin partner eller deres "fejl og mangler". Det er kun dem selv der kan ændre ting og de skal selv ville det 100%. Man kan ikke ændre sig for andre. Det er facts og det ville er parterapeut også sige. 

Jeg synes det er synd for jer begge at i bliver sammen når i ikke er lykkelige. 

Ellers skulle i prøve at tage væk fra hinanden. Pak en kuffert og tag på ferie hos noget familie en uge eller to. Uden kontakt. Så finder i hurtigt ud af om i skal blive sammen eller ej. Har i savnet hinanden? Har i måske fundet ud af at det er bagateller i er træt af? Se tiden an den eller de uger. 

Tak for jeres indput, jeg tror desværre ikkeparterapi ville kunne hjælpe os. For (uden at jeg er perfekt overhovedet) ligger rigtig mange af vores problemer hos ham. Jeg har før skrevet her inde om vores problemer, og mange har udtrykt at jeg burde smide ham ud. 

Sådan har jeg det egentligt også selv, men det er bare ikke så let som det lyder. Jeg ville sågeene have, hvad vi havde engang. Men han er drejet i en retning jeg ikke kan acceptere. 

Det svære i det her, er for mig for det første at få sagt det, jeg vil jo heller ikke såre ham. Og jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan næsten ikke få startet et konfrontation, det er som om jeg har det hele planlagt inde i hovedet, men når jeg åbner munden kommer der intet ud.

den anden og større grund til at det er så svært for mig, er mine børn. Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal kunne undvære dem til jul/nytår/fødselsdage osv. Mit hjerte splintrer ved tanken om at mine børn skal deles mellem mor og far bare fordi jeg er utilfreds. Føler lidt at jeg skylder dem at blive. For vi er jo ikke uvenner eller noget, kan bare mærke at jeg konstant er halvsur på ham, men vi snakker ordentligt til hinanden foran børnene og de er nogle glade og fantastiske børn, som ikke registrerer problemerne 

Zelinasmor skriver:

Jeg tænker at du må slå hånden i bordet og stoppe forholdet. 

Man kan IKKE ændre på sin partner eller deres "fejl og mangler". Det er kun dem selv der kan ændre ting og de skal selv ville det 100%. Man kan ikke ændre sig for andre. Det er facts og det ville er parterapeut også sige. 

Jeg synes det er synd for jer begge at i bliver sammen når i ikke er lykkelige. 

Ellers skulle i prøve at tage væk fra hinanden. Pak en kuffert og tag på ferie hos noget familie en uge eller to. Uden kontakt. Så finder i hurtigt ud af om i skal blive sammen eller ej. Har i savnet hinanden? Har i måske fundet ud af at det er bagateller i er træt af? Se tiden an den eller de uger. 

Jeg har forslået ham at vi tog nogle uger hver for sig, men det gider han ikke, enten er vi sammen eller også er vi ikke.