Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver denne tråd. Måske for at fortælle, at der findes gode mænd derude, og bare fordi jeg har brug for at fælde nogle ord ned.
Jeg er bipolar. Ikke i ekstrem grad, som nogen er, men på den måde at jeg svinger mellem depressive perioder og det, som man kalder "hypomanier". Hypomanier er ikke det samme som manier, men er en mere light-udgave. For mig er de perioder kendetegnet ved, at jeg pludselig får vildt meget selvtillid, overskud til at sætte gang i en masse projekter, føler mig total ovenpå og glad, er nærmest Mary Poppins, har total styr på alt og.. Ja, det føles jo sådan set meget godt.
Jeg oplever aldrig 'midt imellem'. Jeg er enten oppe eller nede, og befinder mig i depressiv tilstand nok 80% af tiden, hvilket selvfølgelig er rimelig hårdt. Og det er derfor, at overskriften på tråden er sådan: For jeg kan jo ikke mærke nogen gode følelser i de her depressive perioder, men jeg ved alligevel, at min kæreste gør mig lykkelig, selvom jeg ikke kan føle lykke.
Jeg er så heldig. Mit sidste forhold var så usundt, og min x behandlede mig så dårligt. Og jeg kan slet ikke forstå, at jeg er så heldig nu. Vi har været sammen i en 14 måneder nu, og har boet sammen en god del, og han kender mig allerede bedre, end nogen nogensinde har gjort. Og han accepterer min diagnose og udfordringer 100%. Han ved, at der er forskel på, hvordan han kan være overfor mig, alt afhængig af om jeg er oppe eller nede. Og har så meget respekt for, at han vælger at være i et forhold med en, der har det som jeg. Det er virkelig stærkt af ham.
Jeg skriver denne tråd, fordi jeg mærker det netop i dag. Vi stod op, og så kunne jeg ikke mærke, hvad jeg havde lyst til i dag. Børnene er på samvær, så det er bare os. Jeg havde den her forfærdelige følelse, jeg tit har, hvor jeg på den ene side ikke har lyst til at lave nogen som helst, men på den anden side ikke har lyst til at lave ingenting. Så sidder man jo fast i midten, og jeg får den her følelse af, at jeg føler mig lammet, for hvad så?
Så jeg endte med tårerne trillende ned af kinderne, fordi jeg havde den her lammelsesfølelse og ikke kunne finde ud af op eller ned. Så tog min kæreste mig i hånden, tog mig hen til lænestolen, og satte mig der med pude og dyne. Fandt en fodskammel til mig, samt et lille bord til siden, hvor han har stillet et glas cola og nogle chips, og så fandt han min pc.
Så nu sidder jeg her, men nu har jeg mest tårer i øjenene over, at han ved lige præcis hvad han skal gøre i sådan en situation, og hvad jeg har behov for. Og imens sidder han og ser en serie og har sagt, at jeg bare skal sige til, hvis jeg får brug for noget, vil snakke eller får lyst til at lave noget specielt.
Hvordan blev jeg så heldig! Det er mig: Jeg er lykkelig, selvom jeg ikke kan mærke det.
