Forhold falder fra hianden.

- jeg har altid troet vores forhold var stærkt, og at vi kunne gå ignemmen alt sammen -men efter vi startede i behandling i januar er vores forhold gået mere fra hianden.. det meste er dog geundet mig, får så mange humørsvinginger pga alle hormonerne jeg skal stikke og spise. Men også bare er min pyske blevet så dårlig, der intet skal til før jeg negativ... hvad gør i for at gøre jeres paeforhold stærker i alt det her behandling noget?

Vi har været i behandling i snart 3 år nu og min største frygt var at forholdet ikke kunne holde til det...

ved os er vi faktisk blevet stærkere af det... Men vi er også mega gode til at snakke om hvordan vi har det, og givet hinanden lov til at være kede af det og syntes det hele er noget møg... Jeg valgte også at kontakte en psykolog, for at få snakket det hele igennem... Samt har jeg en rigtig god veninde (som jeg faktisk har mødt herinde) som jeg har snakket rigtig godt med... 

Så ved os har det hjulpet at få snakket det hele rigtig godt igennem

Det er benhårdt for parforholdet at være i behandling, og det er ikke ensbetydende med at I ikke er stærke - blot at I mangler redskaber til at være i krise sammen.

Helt konkret gjorde vi hjemme hos os noget ala følgende:

- Vi talte, talte og talte - om hvordan vi havde det, hvad vi frygtede, hvad vi havde som plan B. Nogle gange talte vi også om, at det at det var OK ikke at orke at tale om det

- Vi måtte lære at acceptere at vi sørger forskelligt. Jeg var langt mere opslugt af det hele end min mand og var derfor nogle gange bange for, at det ikke betød ligeså meget for ham. Han var omvendt bange for at blive "suget med ned" og havde brug for også at tænke på andet.

- Vi talte med en terapeut med forstand på barnløshed. Det var guld værd.

- Vi forkælede os selv i stride strømme og sprang over hvor gærdet var lavest. Købte mad udefra, gik til koncerter, sås med venner når vi orkede, rejste.

Jeg håber det bedste for jer og sender gode tanker i din retning!

Newgirl. skriver:

- jeg har altid troet vores forhold var stærkt, og at vi kunne gå ignemmen alt sammen -men efter vi startede i behandling i januar er vores forhold gået mere fra hianden.. det meste er dog geundet mig, får så mange humørsvinginger pga alle hormonerne jeg skal stikke og spise. Men også bare er min pyske blevet så dårlig, der intet skal til før jeg negativ... hvad gør i for at gøre jeres paeforhold stærker i alt det her behandling noget?

Jeg føler egentlig, at vores forhold er blevet stærkere. Føler til gengæld, at jeg selv psykisk på nogle punkter er blevet svagere. Men det, at vi er sammen om at gå igennem en seriøs livskrise, gør, at vi har et endnu dybere fundament for vores parforhold. 

Humørsvingningerne er hårde - og synes ikke der er nogen kur. Udover måske at afhjælpe lidt ved som nævnt tidligere i tråden at vælge nemme løsninger og selvforkælelse, når man har overskud. Vi har brugt tonsvis af penge på takeaway - har simpelthen ikke kunnet overskue at leve fornuftigt med et madbudget. Sådan nogle ting hjælper lidt synes jeg. 

Newgirl. skriver:

- jeg har altid troet vores forhold var stærkt, og at vi kunne gå ignemmen alt sammen -men efter vi startede i behandling i januar er vores forhold gået mere fra hianden.. det meste er dog geundet mig, får så mange humørsvinginger pga alle hormonerne jeg skal stikke og spise. Men også bare er min pyske blevet så dårlig, der intet skal til før jeg negativ... hvad gør i for at gøre jeres paeforhold stærker i alt det her behandling noget?

Jeg må tilstå jeg høre med i gruppe for dem der føler man er blevet stærkere af det..

Vi har virkelig snakket SÅ meget om det, både negative men igen om positive ting omkring alt der her med behandling.. 

Vi har det alle vores følelser og tanker med familie os som jeg tror har gjort det en del lettere for os og tackle. 

Min mand dog typen der vil være beskæftiget hele tiden men han er ikke blev for og snakke om vores fremtidige baby, og han bliver virkelig glad når jeg fx finder noget spændende til baby eller navne  

Har selv nogle kriser engang imellem men han giver mig lov til og være ked af det og er der troligt med en skulder lige meget hvad.. 

Men ja det tager meget på forholdet og er slet ikke i tvivl om de følelser du går med os er hos nogle andre... 

Tror virkelig vejen frem er at tale, tale og tale.. Og så os at det ikke er tabu og være ked af det når det hele lige bliver for meget!

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Det er benhårdt for parforholdet at være i behandling, og det er ikke ensbetydende med at I ikke er stærke - blot at I mangler redskaber til at være i krise sammen.

Helt konkret gjorde vi hjemme hos os noget ala følgende:

- Vi talte, talte og talte - om hvordan vi havde det, hvad vi frygtede, hvad vi havde som plan B. Nogle gange talte vi også om, at det at det var OK ikke at orke at tale om det

- Vi måtte lære at acceptere at vi sørger forskelligt. Jeg var langt mere opslugt af det hele end min mand og var derfor nogle gange bange for, at det ikke betød ligeså meget for ham. Han var omvendt bange for at blive "suget med ned" og havde brug for også at tænke på andet.

- Vi talte med en terapeut med forstand på barnløshed. Det var guld værd.

- Vi forkælede os selv i stride strømme og sprang over hvor gærdet var lavest. Købte mad udefra, gik til koncerter, sås med venner når vi orkede, rejste.

Jeg håber det bedste for jer og sender gode tanker i din retning!

Det hjælper ikke at tale her desværre. Vi har prøvet. Det ender med jeg græder fordi han er så sur overfor mig og ikke vil høre hvad jeg siger :/

Newgirl. skriver:

Det hjælper ikke at tale her desværre. Vi har prøvet. Det ender med jeg græder fordi han er så sur overfor mig og ikke vil høre hvad jeg siger :/

Hvad bliver han sur over .. Hvad siger du helt ko konkret til ham..?