Skilsmisse - barn på knap 5 år.

Hej alle,

jeg oprettede en tråd i "børn 3-6 år" men fik meget lidt respons, så nu prøver jeg igen her. Jeg tænker at der MÅ være en del kvinder herinde som har erfaringer at dele ud af. 

Jeg overvejer ret seriøst at gå fra min mand. Det er ikke definitivt (vi leder lige nu efter en god parterapeut), men det er meget i mine tanker. 

Lige nu er den eneste grund til at jeg bliver, at jeg simpelthen ikke kan bære tanken om at mit barn skal vokse op i en brudt familie. Det knuser mit hjerte. Men jeg ved også godt at der vil være et punkt hvor det vil være bedre for barnet at se sine forældre glade hver for sig end ulykkelige sammen. Hvis det skulle nå dertil.

Men jeg kender ingen som har været igennem en skilsmisse med jævnaldrende børn (bliver 5 år til efteråret). Er der nogen herinde der kan sige lidt om hvordan jeres barn reagerede på ikke at skulle være fuldtid sammen med mor og far? Hvor stort savnet var, hvor lang tid tilvænningsperioden var? O.s.v.?

Jeg forestiller mig at vi nok vil ende med noget 7/7 eller tæt på, da far og jeg fylder lige meget i hans liv, og han har en god og kærlig far.

Jeg kan ikke fortælle om barnets reaktion fra 2. hånd, men om min egen reaktion som barn på 5-6 år:

Det var det bedste der kunne ske da mine forældre blev skilt. Jeg hadede at se mine forældre skændes og ikke tale sammen med mindre det var nødvendigt. Jeg hadede skuffelsen hver gang jeg troede at det gik godt, og så kom der et nyt skænderi.

Jeg havde meget lidt lyst til at være ude eller væk fra min mor, fordi jeg vidste hun var ked af det. Og jeg husker at jeg lå og kæmpede for at holde mig vågen om aftenen - hvis nu der skulle ske noget alvorligt som jeg kunne gå glip af.

Da min far flyttede snakkede vi aldrig om det - det var bare sådan. Jeg ved at han fik en depression, men jeg ville ønske at de havde talt med mig om det, sammen! Og været åbne, så jeg ikke følte mig udenfor.

Manden flyttede du 14 dage før lillebrors 5-års dag.

Problemet for ham var rigtig meget, at han pga øreproblemer havde dårligt udviklet sprog på det tidspunkt, så han brændte nok inde med en del følelser og tanker og spørgsmål. Jeg forsøgte, at snakke med ham, men det var ikke så enkelt, når han ikke selv klarede at udtrykke, hvad han oplevede. Det blev til, at jeg gav ham en god knusetur flere gange om dagen og fortalte ham, at jeg elsker ham, og at han er en god dreng. Man ved jo, at mange børn tager skylden på sig for at forældrene går fra hinanden, og jeg ville ikke, at han skulle tro den slags.

Ud over det kom der en reaktion, som strakte sig over et par måneder, hvor han testede alle grænser på ny. Pludselig var vi tilbage til at stå midt i gågaden med en unge, som smed sig ned og hylede og trodsede og ikke ville med længere, eller som trodsede i forhold til tandbørstning, sengetid, have jakke på ude, you name it! Det var som om, at tæppet var trukket ud under ham, og nu måtte han teste absolut alt af igjen, for at være sikker på, at verden stadig var i dag, som den var i går.

Jeg oplevede også, at han kunne stå i en evighed ved vinduet og se efter sin far, når han var kørt efter at have leveret børnene til mig. Ingen magt på jorden kunne få ham væk fra det vindue, så jeg tror, han savnede ham rigtig meget, når han var hos mig. Jeg ved så også, at han ofte græd efter mig, når han skulle sove hos faren, så det gik begge veje. (Det fortalte farens søster, som delte lejlighed med manden den første tid).

Vi kunne ikke have haft 7/7-deling på den tid. Ret og slet fordi drengen slet ikke havde tidsbegreb nok til at være så længe uden en af os. Det ville selvfølgelig have været nemmere for os voksne, men i praksis forstod han ikke noget, som strakte sig længere end en dag frem og en dag bag dags dato. Dermed blev det til, at vi i starten gjorde det sådan, at de var hos sin far tirsdag og onsdag fast, vi byttedes om weekenderne, og var de hos ham i weekenden, var de hos mig om mandagen og omvendt. Da de blev større udvidede vi til lidt flere dage sammenhængende. Så fik han sig ny kæreste og flyttede til hendes hjemby i den anden ende af landet, så nu er det ikke ofte de ser ham, men det er en anden historie med nogen andre problematikker.

Jupiter skriver:

Jeg kan ikke fortælle om barnets reaktion fra 2. hånd, men om min egen reaktion som barn på 5-6 år:

Det var det bedste der kunne ske da mine forældre blev skilt. Jeg hadede at se mine forældre skændes og ikke tale sammen med mindre det var nødvendigt. Jeg hadede skuffelsen hver gang jeg troede at det gik godt, og så kom der et nyt skænderi.

Jeg havde meget lidt lyst til at være ude eller væk fra min mor, fordi jeg vidste hun var ked af det. Og jeg husker at jeg lå og kæmpede for at holde mig vågen om aftenen - hvis nu der skulle ske noget alvorligt som jeg kunne gå glip af.

Da min far flyttede snakkede vi aldrig om det - det var bare sådan. Jeg ved at han fik en depression, men jeg ville ønske at de havde talt med mig om det, sammen! Og været åbne, så jeg ikke følte mig udenfor.

Tusind tak for svar.

Herhjemme er der ikke decideret tale om skænderier, men helt klart om en trykket stemning i hverdagen.

Det er også derfor at det er så svær en beslutning at tage. Hvis vi skændtes hele tiden ville jeg føle at det var det bedste for vores søn at vi gik fra hinanden. Sådan har jeg det ikke som det er nu.

Anonym skriver:

Manden flyttede du 14 dage før lillebrors 5-års dag.

Problemet for ham var rigtig meget, at han pga øreproblemer havde dårligt udviklet sprog på det tidspunkt, så han brændte nok inde med en del følelser og tanker og spørgsmål. Jeg forsøgte, at snakke med ham, men det var ikke så enkelt, når han ikke selv klarede at udtrykke, hvad han oplevede. Det blev til, at jeg gav ham en god knusetur flere gange om dagen og fortalte ham, at jeg elsker ham, og at han er en god dreng. Man ved jo, at mange børn tager skylden på sig for at forældrene går fra hinanden, og jeg ville ikke, at han skulle tro den slags.

Ud over det kom der en reaktion, som strakte sig over et par måneder, hvor han testede alle grænser på ny. Pludselig var vi tilbage til at stå midt i gågaden med en unge, som smed sig ned og hylede og trodsede og ikke ville med længere, eller som trodsede i forhold til tandbørstning, sengetid, have jakke på ude, you name it! Det var som om, at tæppet var trukket ud under ham, og nu måtte han teste absolut alt af igjen, for at være sikker på, at verden stadig var i dag, som den var i går.

Jeg oplevede også, at han kunne stå i en evighed ved vinduet og se efter sin far, når han var kørt efter at have leveret børnene til mig. Ingen magt på jorden kunne få ham væk fra det vindue, så jeg tror, han savnede ham rigtig meget, når han var hos mig. Jeg ved så også, at han ofte græd efter mig, når han skulle sove hos faren, så det gik begge veje. (Det fortalte farens søster, som delte lejlighed med manden den første tid).

Vi kunne ikke have haft 7/7-deling på den tid. Ret og slet fordi drengen slet ikke havde tidsbegreb nok til at være så længe uden en af os. Det ville selvfølgelig have været nemmere for os voksne, men i praksis forstod han ikke noget, som strakte sig længere end en dag frem og en dag bag dags dato. Dermed blev det til, at vi i starten gjorde det sådan, at de var hos sin far tirsdag og onsdag fast, vi byttedes om weekenderne, og var de hos ham i weekenden, var de hos mig om mandagen og omvendt. Da de blev større udvidede vi til lidt flere dage sammenhængende. Så fik han sig ny kæreste og flyttede til hendes hjemby i den anden ende af landet, så nu er det ikke ofte de ser ham, men det er en anden historie med nogen andre problematikker.

Tusind tak for svar.

Hvor lang tid cirka gik der før du følte at jeres søn havde "vænnet sig til" det nye liv? Ikke stod ved vinduet og spejdede o.s.v.?

Her der været noget efterreaktion efter han er blevet større/har I snakket om bruddet og hans følelser etc. efterfølgende?

Hej med dig

Sikke en svær situation. Ingen ønsker at gøre deres børn til skilsmissebørn, men nogle gange er det også at være en ansvarlig mor, at træffe de svære valg. Hvis I skal skilles, skal din søn i mine øjne ikke udgøre grund til at trække pinen i langdrag. Han fortjener også at der hurtigst muligt kommer ro på den nye hverdag igen, og at mor og far bliver glade hver for sig. Børn er mestrer I at opsnappe dårlig stemning - og han ved med garanti godt, at noget er galt.

Jeg har ikke prøvet det på egen krop, men jeg tænker at det er ret vigtigt at du ikke er bange for din søns reaktion. For han skal reagere og sørge over jeres brud - og du og hans far skal kunne rumme den sorg og de frustrationer det giver ham, fremfor at forsøge at undgå dem. Han kommer igennem - med alt hvad det kræver af oprør, sorg og tårer.

Rigtig meget held og lykke til jer! 

Hej med dig

Sikke en svær situation. Ingen ønsker at gøre deres børn til skilsmissebørn, men nogle gange er det også at være en ansvarlig mor, at træffe de svære valg. Hvis I skal skilles, skal din søn i mine øjne ikke udgøre grund til at trække pinen i langdrag. Han fortjener også at der hurtigst muligt kommer ro på den nye hverdag igen, og at mor og far bliver glade hver for sig. Børn er mestrer I at opsnappe dårlig stemning - og han ved med garanti godt, at noget er galt.

Jeg har ikke prøvet det på egen krop, men jeg tænker at det er ret vigtigt at du ikke er bange for din søns reaktion. For han skal reagere og sørge over jeres brud - og du og hans far skal kunne rumme den sorg og de frustrationer det giver ham, fremfor at forsøge at undgå dem. Han kommer igennem - med alt hvad det kræver af oprør, sorg og tårer.

Rigtig meget held og lykke til jer! 

Du har en god pointe ift. ikke at være bange for hans reaktion. Jeg kan som sådan godt rumme hans følelser - men jeg er bange for i hvor lang tid han kommer til at blive præget af et evt. brud. Og samtidig ved jeg jo godt at jeg søger et svar som jeg først kan få når vi står i situationen og processen. Alle børn er jo forskellige, og min dreng er en meget følsom, skarp og opmærksom person, hvilket nok også er hvorfor jeg frygter at et brud vil blive hårdt for ham. Men ja - det vil det jo også være at observere at mor og far ikke har det godt sammen.

Anonym skriver:

Tusind tak for svar.

Hvor lang tid cirka gik der før du følte at jeres søn havde "vænnet sig til" det nye liv? Ikke stod ved vinduet og spejdede o.s.v.?

Her der været noget efterreaktion efter han er blevet større/har I snakket om bruddet og hans følelser etc. efterfølgende?

Den voldsomme grænseafprøvning varede vel i ca 3 måneder, men den blev mere moderat efterhånden.

Det var vel de første 6 måneder ca han stod ved vinduet.

Han har meget bedre sprog nu, men han er en "her-og-nu"-person. Han kommer ikke sådan og snakker om ting, som er sket tidligere. Jeg har forsøgt at snakke lidt om det, når det har passet i situationen, men han virker ikke så interesseret og jeg vil jo ikke tillægge ham tanker eller oplevelser, han ikke har haft, så jeg tænker, det kommer, når han er klar.

Hans far har været ustabil i perioder, ikke holdt aftaler osv, og da har han helt klart virket stresset og usikker. Den slags er bare ikke godt for børnene!

Det er nu snart 3 år siden bruddet.

Anonym skriver:

Den voldsomme grænseafprøvning varede vel i ca 3 måneder, men den blev mere moderat efterhånden.

Det var vel de første 6 måneder ca han stod ved vinduet.

Han har meget bedre sprog nu, men han er en "her-og-nu"-person. Han kommer ikke sådan og snakker om ting, som er sket tidligere. Jeg har forsøgt at snakke lidt om det, når det har passet i situationen, men han virker ikke så interesseret og jeg vil jo ikke tillægge ham tanker eller oplevelser, han ikke har haft, så jeg tænker, det kommer, når han er klar.

Hans far har været ustabil i perioder, ikke holdt aftaler osv, og da har han helt klart virket stresset og usikker. Den slags er bare ikke godt for børnene!

Det er nu snart 3 år siden bruddet.

OK. Tak for svar.