Tilbage til en fuser?

"Hjertet har sine grunde, som fornuften intet kender til" - pisse godt citat, som nok passer godt til min situation lige nu. Og jeg har stærkt brug for nogle råd.

For at gøre en lang og indviklet historie kort, så mødte min eks og jeg hinanden for to år siden. Vi er begge 25 år, og har ingen børn. Vi blev dybt forelskede, og de første 8 måneder vi var sammen var fantastiske, vi snakkede både fremtidig forlovelse, sammenflytning og børn, og var sikre på at vi var hinandens store kærlighed..

Min eks har haft en hård barndom med svigt og alkoholiserede forældre, og et stofmisbrug og kriminalitet i ungdomsårenes. Jeg ved ikke om det var hans fortid der begyndte at spøge, da han pludselig begyndte at lyve for mig om mærkelige ting da vi havde været sammen omkring et år. Jeg fandt også ud af at han havde skrevet lidt med en pige, som han hævdede var en veninde, han har mange veninder, men jeg fandt det alligevel ubehageligt og begyndte at blive lidt jaloux. Jeg fandt ud af det af omveje, og for hver gang blev jeg mere og mere paranoid. Da han så en dag løj om hvor han var henne flød bægeret over for mig, og jeg sagde stop. Han ville brændende have mig tilbage, og jeg foreslog parterapi hvis det skulle virke. Det afslog han, fordi han mente vi var for unge til den slags, og så gik der 4 måneder hvor vi var hver for sig. Han kontaktede mig så igen at han savnede mig og ville ha mig tilbage, men det gik kun i 4 dage og så kunne jeg genkende hans gamle mønster og sagde stop igen.

Nu, 3 måneder efter har han kontaktet mig igen og vil ha mig tilbage. Han savner mig, og mener stadig at jeg er hans store kærlighed. Han ønsker at starte helt forfra fra scratch, og han vil ændre mange ting fra førhen, da han ifølge eget udsagn ønsker at blive gammel sammen med mig. 

Jeg aner ikke hvad ben jeg skal stå på. Om han har været mig utro? Jeg ved det ikke. Men skulle vi starte forfra skulle det også være HELT forfra. Han er en god mand, han er enormt kærlig og omsorgsfuld, han er gavmild og tænker på andre før sig selv, normalt. Men han har nogle indre dæmoner som spøger, og jeg ved ikke om man virkelig kan ændre sig hvis man har sådan en fortid i bagagen? Han var uden tvivl min helt store kærlighed, vi kunne snakke om alt, grine, græde, vi var hinandens bedste venner og bruddet med ham rev mig i stykker indeni. Jeg kan også mærke nu, at selv så længe efter og med det der er sket, så giver han mig stadig de vildeste sommerfugle i maven - og jeg har ses med andre mens vi har været hver for sig, men jeg har ikke kunne få følelser for nogen. I bund og grund er jeg nok bare bange for at gi mig hen til ham igen, og blive såret igen. Men hvis han virkelig mener at han vil ændre sig, så går jeg måske glip af chancen med min store kærlighed?

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre... Hvad ville i gøre?

Anonym skriver:

"Hjertet har sine grunde, som fornuften intet kender til" - pisse godt citat, som nok passer godt til min situation lige nu. Og jeg har stærkt brug for nogle råd.

For at gøre en lang og indviklet historie kort, så mødte min eks og jeg hinanden for to år siden. Vi er begge 25 år, og har ingen børn. Vi blev dybt forelskede, og de første 8 måneder vi var sammen var fantastiske, vi snakkede både fremtidig forlovelse, sammenflytning og børn, og var sikre på at vi var hinandens store kærlighed..

Min eks har haft en hård barndom med svigt og alkoholiserede forældre, og et stofmisbrug og kriminalitet i ungdomsårenes. Jeg ved ikke om det var hans fortid der begyndte at spøge, da han pludselig begyndte at lyve for mig om mærkelige ting da vi havde været sammen omkring et år. Jeg fandt også ud af at han havde skrevet lidt med en pige, som han hævdede var en veninde, han har mange veninder, men jeg fandt det alligevel ubehageligt og begyndte at blive lidt jaloux. Jeg fandt ud af det af omveje, og for hver gang blev jeg mere og mere paranoid. Da han så en dag løj om hvor han var henne flød bægeret over for mig, og jeg sagde stop. Han ville brændende have mig tilbage, og jeg foreslog parterapi hvis det skulle virke. Det afslog han, fordi han mente vi var for unge til den slags, og så gik der 4 måneder hvor vi var hver for sig. Han kontaktede mig så igen at han savnede mig og ville ha mig tilbage, men det gik kun i 4 dage og så kunne jeg genkende hans gamle mønster og sagde stop igen.

Nu, 3 måneder efter har han kontaktet mig igen og vil ha mig tilbage. Han savner mig, og mener stadig at jeg er hans store kærlighed. Han ønsker at starte helt forfra fra scratch, og han vil ændre mange ting fra førhen, da han ifølge eget udsagn ønsker at blive gammel sammen med mig. 

Jeg aner ikke hvad ben jeg skal stå på. Om han har været mig utro? Jeg ved det ikke. Men skulle vi starte forfra skulle det også være HELT forfra. Han er en god mand, han er enormt kærlig og omsorgsfuld, han er gavmild og tænker på andre før sig selv, normalt. Men han har nogle indre dæmoner som spøger, og jeg ved ikke om man virkelig kan ændre sig hvis man har sådan en fortid i bagagen? Han var uden tvivl min helt store kærlighed, vi kunne snakke om alt, grine, græde, vi var hinandens bedste venner og bruddet med ham rev mig i stykker indeni. Jeg kan også mærke nu, at selv så længe efter og med det der er sket, så giver han mig stadig de vildeste sommerfugle i maven - og jeg har ses med andre mens vi har været hver for sig, men jeg har ikke kunne få følelser for nogen. I bund og grund er jeg nok bare bange for at gi mig hen til ham igen, og blive såret igen. Men hvis han virkelig mener at han vil ændre sig, så går jeg måske glip af chancen med min store kærlighed?

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre... Hvad ville i gøre?

Det lyder fuldstændig som min mand. Vi havde også de samme problemer, specielt med at han løj meget, og han har også været i fængsel. Det viste sig at min mand var blevet seksuelt misbrugt som barn. Vi begyndte i parterapi (og vi er også unge, så det er der intet galt i, faktisk var et rigtig godt) og han begyndte selv i terapi for at få behandling for sine traumer.

det er tadig et stort tabu for mænd at være blevet misbrugt, og det kan være sindssygt svært for ham.

måske skal du spørge din mand om han blev misbrugt? Han har jo i forvejen ikke haft en god barndom lyder det til. 

I starten skulle jeg hjælpe meget med at få det sagt til feks psykologer og terapeuter, men i dag fortæller han selv om det, også til venner, så det er en langsom proces hvor tingene bliver bedre 

sol_og_sommer_<3 skriver:

Det lyder fuldstændig som min mand. Vi havde også de samme problemer, specielt med at han løj meget, og han har også været i fængsel. Det viste sig at min mand var blevet seksuelt misbrugt som barn. Vi begyndte i parterapi (og vi er også unge, så det er der intet galt i, faktisk var et rigtig godt) og han begyndte selv i terapi for at få behandling for sine traumer.

det er tadig et stort tabu for mænd at være blevet misbrugt, og det kan være sindssygt svært for ham.

måske skal du spørge din mand om han blev misbrugt? Han har jo i forvejen ikke haft en god barndom lyder det til. 

I starten skulle jeg hjælpe meget med at få det sagt til feks psykologer og terapeuter, men i dag fortæller han selv om det, også til venner, så det er en langsom proces hvor tingene bliver bedre 

Ja det lyder da meget sådan! Føler med din mand, og dejligt det gik for ham!

Jamen min eks har været udsat for rigtig meget ubehageligt, han har betroet rigtig mange af tingene til mig og nogle tætte kammerater, og af respekt for ham vil jeg ikke lige nævne dem her, men det er voldsomt meget af det. Han har lidt af PTSD som han fik hjælp til, og så har han angst for nogle forskellige ting ved siden af, som han fortsat får hjælp til. Begge hans søstre har samme traumer med i bagagen, men de er begge i velfungerende parforhold i dag og har været det i mange år.

Vores forhold har været tynget af dobbeltmorale, jalousi og løgne, hovedsageligt fra min eks' side, men jeg blev mistroisk og jaloux jo flere løgne jeg fangede ham i. Han blev meget ked af det hver gang, men der er også grænser for hvad man kan holde til, og det var som om det kun blev værre da det først kom i gang. Vi kom meget langt fra hinanden og de værdier vi lagde ud med at have, og spørgsmålet er om man kan komme tilbage til det igen ved at starte forfra?

Ingen andre der vil give deres bud på hvad der er bedst at gøre? Jeg er meget i vildrede 

Ville sige til ham, at hvis I skulle give det en chance igen, sku han starte til psykolog, så han netop kan få bugt med nogle af de dæmoner han slås med. Derudover så starte helt forfra, og tage det helt stille og roligt (selvom det kan være svært!).. Og så kende dine grænser, måske ridse dem op for ham (også selvom han måske kender dem). :-) 

Pyha sikke en masse du har skulle rumme. 

Mit råd er at droppe den ide med at starte HELT forfra. I har jo en fortid og han har altså brudt din tillid og det vil ligge og spøge hvis I ikke får styr på det. Accepter jeres fortid og få nu fat i noget hjælp udefra.. Vil han ikke det ja så ville jeg ikke engang overveje at være sammen med ham. 

Tingene skal gøres anderledes denne gang og parterapi er jo et glimrende sted at starte. Derudover bør han måske selv opsøge noget hjælp til hans demoner.. Man kan sakkens blive et bedre menneske selv med hans fortid men det kræver man erkender problemet og gør noget ved det og tro mig DET kan han ikke selv.. 

Så hvis jeg var dig ville jeg forlange at

1. I går i terapi 

2. Han får prof. Hjælp. 

Og så syntes jeg I skulle starte meget kangsomt op.. Giv det tid og se om han overholder jeres aftale med prof. Hjælp. 

"Hjertet har sine grunde, som fornuften intet kender til" - pisse godt citat, som nok passer godt til min situation lige nu. Og jeg har stærkt brug for nogle råd.

For at gøre en lang og indviklet historie kort, så mødte min eks og jeg hinanden for to år siden. Vi er begge 25 år, og har ingen børn. Vi blev dybt forelskede, og de første 8 måneder vi var sammen var fantastiske, vi snakkede både fremtidig forlovelse, sammenflytning og børn, og var sikre på at vi var hinandens store kærlighed..

Min eks har haft en hård barndom med svigt og alkoholiserede forældre, og et stofmisbrug og kriminalitet i ungdomsårenes. Jeg ved ikke om det var hans fortid der begyndte at spøge, da han pludselig begyndte at lyve for mig om mærkelige ting da vi havde været sammen omkring et år. Jeg fandt også ud af at han havde skrevet lidt med en pige, som han hævdede var en veninde, han har mange veninder, men jeg fandt det alligevel ubehageligt og begyndte at blive lidt jaloux. Jeg fandt ud af det af omveje, og for hver gang blev jeg mere og mere paranoid. Da han så en dag løj om hvor han var henne flød bægeret over for mig, og jeg sagde stop. Han ville brændende have mig tilbage, og jeg foreslog parterapi hvis det skulle virke. Det afslog han, fordi han mente vi var for unge til den slags, og så gik der 4 måneder hvor vi var hver for sig. Han kontaktede mig så igen at han savnede mig og ville ha mig tilbage, men det gik kun i 4 dage og så kunne jeg genkende hans gamle mønster og sagde stop igen.

Nu, 3 måneder efter har han kontaktet mig igen og vil ha mig tilbage. Han savner mig, og mener stadig at jeg er hans store kærlighed. Han ønsker at starte helt forfra fra scratch, og han vil ændre mange ting fra førhen, da han ifølge eget udsagn ønsker at blive gammel sammen med mig. 

Jeg aner ikke hvad ben jeg skal stå på. Om han har været mig utro? Jeg ved det ikke. Men skulle vi starte forfra skulle det også være HELT forfra. Han er en god mand, han er enormt kærlig og omsorgsfuld, han er gavmild og tænker på andre før sig selv, normalt. Men han har nogle indre dæmoner som spøger, og jeg ved ikke om man virkelig kan ændre sig hvis man har sådan en fortid i bagagen? Han var uden tvivl min helt store kærlighed, vi kunne snakke om alt, grine, græde, vi var hinandens bedste venner og bruddet med ham rev mig i stykker indeni. Jeg kan også mærke nu, at selv så længe efter og med det der er sket, så giver han mig stadig de vildeste sommerfugle i maven - og jeg har ses med andre mens vi har været hver for sig, men jeg har ikke kunne få følelser for nogen. I bund og grund er jeg nok bare bange for at gi mig hen til ham igen, og blive såret igen. Men hvis han virkelig mener at han vil ændre sig, så går jeg måske glip af chancen med min store kærlighed?

Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre... Hvad ville i gøre?

Hvis jeg var dig, ville jeg sige til ham at han først og fremmest skal få noget hjælp og få styr på sig selv og sit liv. (Dette vil nok tage mange måneder eller måske år) 

Så ville jeg sige til ham at vi til den tid kan tale om det skal være os to igen.

I mine øjne har han først og fremmest brug for at finde sig selv og finde indre ro og det kan han bedst gøre når han er single. I et forhold vil partneren altid have forventninger og hvis forventningerne ikke bliver mødt, kan der opstå yderligere konflikter (dem har I allerede nok af i forvejen) og man kommer til at ødelægge mere. Han vil fx gå til psykolog for at tilfredsstille partneren, og ikke fordi han reelt selv ønsker det.

Han skal kun fokusere på sig selv lige nu. 

Jeg ved godt at det er svært at gå denne vej og give slip i et stykke tid. Men i mine øjne er det nødvendigt. Han skal lære at elske og respektere sig selv, før han kan elske og respektere dig som hans partner. 

Når han er klar til det, kan I to tale sammen igen om det skal være jer. Og hvis I er hinandens store kærlighed som I begge to mener I er, så kan det kun gå den rigtige vej. 

Hvis han er villig til at gå med til ovenstående og faktisk gennemfører det, kan du være sikker på at han elsker dig og er klar til at binde sig resten af livet. For så har han kæmpet for at få det bedre selv og få dig tilbage. 

Held og lykke! 

Anonym skriver:

Ingen andre der vil give deres bud på hvad der er bedst at gøre? Jeg er meget i vildrede 

Det første er vel at mødes og snakke. Evt spørge ham om ham nu er klar til at gå i parterapi - og noget terapi for ham selv.

Du skal være klar over at hans problemer aldrig kommer til at gå væk. Han kan arbejde med dem hvis han er villig og stærk, og de kan blive mindre, men de forsvinder ikke. Er du villig til at leve med det?

Jeg ville nok ikke give ham en tredje chance, men hvis du virkelig elsker ham er det måske værd at risikere at blive såret igen.

Tak for svar alle!

Da vi var sammen, inden det krakelerede, havde han et sammenbrud en aften, hvor PTSD, angst og fortid - ja alt ramlede lidt for ham. Der satte vi os ned og han åbnede op, og han sagde at han godt kunne tænke sig at starte hos en psykolog for vores begges skyld. Han ville gerne ha det bedre, og han ville ikke ødelægge mig og vores forhold. Jeg opmuntrede ham kraftigt til det, og han startede ugen efter hos en psykolog, i starten med to møder om ugen, og efter et par måneder skåret ned til et møde om ugen. Han kom så altid hjem med papirer, og så satte vi os ned og snakkede om hvad der var sket, og ofte havde han draget vores forhold ind i samtalen, så på den måde fik vi også sammen lidt fælles redskaber. Han fik ofte nævnt for psykologen at han kunne mærke det tørrede på mig at han løj, var sur og pirrelig og havde så meget brug for støtte og omsorg, og han vidste godt han ikke selv var så god til at give det igen. Han flyttede sig ret meget på de måneder, og jeg begyndte at se den mand jeg havde forelsket mig i igen. Desværre brast verden jo så den aften da han valgte at kaste alt overbord, og jeg gik.

Jeg har altid været der for ham, støttet ham, ligget med ham halve nætter og snakket, og givet ham luft når han havde brug for det. Jeg ved godt at jeg ikke kan fjerne hans fortid eller dræbe hans dæmoner, men han er selv godt i gang med at forbedre det. Jeg tror stadig han går hos psykologen, og det er værd at overveje om det skal være en helt frisk start, eller om vi skal bevæge os ud i noget parterapi igen. Det tror jeg at jeg vurdere når vi har mødtes og fået snakket, det skal vi på fredag.

Mht at vente helt og give det år eller måneder, så tror jeg at det er helt essentielt for hans sind at han ikke bliver tabt når han prøver at række hånden ud. Hvis jeg vælger ham til, så vælger jeg jo også hans bagage. Han har oplevet så meget svigt at det ikke skal komme fra mig af også. Enten tager jeg imod hans håndsrækning og så arbejder vi på det, eller også skal jeg give helt op og sige til ham at det aldrig bliver os igen. 

Anonym skriver:

Tak for svar alle!

Da vi var sammen, inden det krakelerede, havde han et sammenbrud en aften, hvor PTSD, angst og fortid - ja alt ramlede lidt for ham. Der satte vi os ned og han åbnede op, og han sagde at han godt kunne tænke sig at starte hos en psykolog for vores begges skyld. Han ville gerne ha det bedre, og han ville ikke ødelægge mig og vores forhold. Jeg opmuntrede ham kraftigt til det, og han startede ugen efter hos en psykolog, i starten med to møder om ugen, og efter et par måneder skåret ned til et møde om ugen. Han kom så altid hjem med papirer, og så satte vi os ned og snakkede om hvad der var sket, og ofte havde han draget vores forhold ind i samtalen, så på den måde fik vi også sammen lidt fælles redskaber. Han fik ofte nævnt for psykologen at han kunne mærke det tørrede på mig at han løj, var sur og pirrelig og havde så meget brug for støtte og omsorg, og han vidste godt han ikke selv var så god til at give det igen. Han flyttede sig ret meget på de måneder, og jeg begyndte at se den mand jeg havde forelsket mig i igen. Desværre brast verden jo så den aften da han valgte at kaste alt overbord, og jeg gik.

Jeg har altid været der for ham, støttet ham, ligget med ham halve nætter og snakket, og givet ham luft når han havde brug for det. Jeg ved godt at jeg ikke kan fjerne hans fortid eller dræbe hans dæmoner, men han er selv godt i gang med at forbedre det. Jeg tror stadig han går hos psykologen, og det er værd at overveje om det skal være en helt frisk start, eller om vi skal bevæge os ud i noget parterapi igen. Det tror jeg at jeg vurdere når vi har mødtes og fået snakket, det skal vi på fredag.

Mht at vente helt og give det år eller måneder, så tror jeg at det er helt essentielt for hans sind at han ikke bliver tabt når han prøver at række hånden ud. Hvis jeg vælger ham til, så vælger jeg jo også hans bagage. Han har oplevet så meget svigt at det ikke skal komme fra mig af også. Enten tager jeg imod hans håndsrækning og så arbejder vi på det, eller også skal jeg give helt op og sige til ham at det aldrig bliver os igen. 

At du stiller krav til ham, er da ikke at svigte, jeg vil sige tværtimod.

Det indlæg "Vivienne" har skrevet er jeg enig i, og behøver derfor ikke gentage det samme.

Hvis i har ægte kærlighed til hinanden forsvinder den ikke fordi i venter et år eller mere. Det i har prøvet gik ikke, så det hjælper ikke at i prøver det samme igen.

Hans indre er kaotisk og du er en tryghed for ham. Derfor vender han tilbage til dig når der er gået nogle måneder, fordi han mangler trygheden. Når i så har fundet sammen kan han ikke magte det pga det kaos han har indeni. Det kommer til at køre i ring indtil han er helet.