Bliver baby påvirket af sindsstemning?

Hej alle.. 

Jeg er i dag 19+4, og for 3 uger siden fik vi af vide at min svigerfar har uhelbredelig kræft i leveren, hvilket vi selvfølgelig blev meget triste over, og idag har vi fået af vide at de kan ikk give ham kemo eller anden hjælp pga dårlige levertal og nyretal, det var endnu et slag i hovedet, nu til spørgsmålet bliver baby i maven påvirket af at jeg er trist og ked? Og hvis det gør hvilke følger kan det så få? 

En anden bekymring er også at skulle fortælle vores datter på 4 at hendes højt elskede farfar er syg og ikke blir rask, hvornår er det rigtigt tidspunkt til det?? 

Jeg har ingen erfaring med baby i maven. Men mht til din store. Min far blev syg og døde da min søn også var knap 4. Jeg valgte at sige at morfar var blevet meget syg og gammel. Han besøgte ham på sygehus osv. Da min far så var død, valgte jeg at fortælle min søn at fordi morfar havde været så gammel og så syg så var han død. Det virkede til at være en god måde.

tioyv skriver:

Hej alle.. 

Jeg er i dag 19+4, og for 3 uger siden fik vi af vide at min svigerfar har uhelbredelig kræft i leveren, hvilket vi selvfølgelig blev meget triste over, og idag har vi fået af vide at de kan ikk give ham kemo eller anden hjælp pga dårlige levertal og nyretal, det var endnu et slag i hovedet, nu til spørgsmålet bliver baby i maven påvirket af at jeg er trist og ked? Og hvis det gør hvilke følger kan det så få? 

En anden bekymring er også at skulle fortælle vores datter på 4 at hendes højt elskede farfar er syg og ikke blir rask, hvornår er det rigtigt tidspunkt til det?? 

Jeg har prøvet begge ting: været gravid mens jeg var i dyb sorg og have en 3 1/2 årig med mig igennem den sorg.

først graviditeten - jeg hørte en del sige: du skal mande dig op, det er ikke godt du er ked af det for baby i maven vil blive påvirket. Læste lidt op på det og forstod det var en myte på linie hvis du spiser meget lakrids er det en dreng. Men ikke desto mindre selv om jeg rationelt vidste det ingen hold havde i virkeligheden så ramte det, for hvordan pille skulle jeg slippe sorgen? Jo jo jeg kunne da godt gemme den for mine omgivelser, men jeg kunne jo ikke gemme den for mig selv og dermed heller ikke for baby i maven. Har det påvirket ham - det aner jeg jo selvsagt ikke, han er den han er og lige så forskellig fra de andre som de to andre er. Han er den boglig klogeste, han er den der er bange for at sove ude, han er den der har brug for sine pauser med en bog, han er den der tror mor er den klogeste og bedste og og og, havde han været anderledes hvis jeg ikke var i sorg - hvem ved....? 

Skriver videre senere hverdagen kalder 

tioyv skriver:

Hej alle.. 

Jeg er i dag 19+4, og for 3 uger siden fik vi af vide at min svigerfar har uhelbredelig kræft i leveren, hvilket vi selvfølgelig blev meget triste over, og idag har vi fået af vide at de kan ikk give ham kemo eller anden hjælp pga dårlige levertal og nyretal, det var endnu et slag i hovedet, nu til spørgsmålet bliver baby i maven påvirket af at jeg er trist og ked? Og hvis det gør hvilke følger kan det så få? 

En anden bekymring er også at skulle fortælle vores datter på 4 at hendes højt elskede farfar er syg og ikke blir rask, hvornår er det rigtigt tidspunkt til det?? 

Jeg tror ikke sorgen påvirker i maven men kan klart påvirke når du har født.

Jeg mistede min bror i en brand på min søns 2 års fødselsdag 3,5 mdr. Før lillesøster skulle komme. Var jeg i sorg - bug time ja, fik jeg hjælp, desværre ikke og efterfølgende ved jeg at min sorg som muligvis udviklede sig til en fødselsreaktion har påvirket min datter meget dog også i kombination med at hun er skilsmissebarn og har haft oplevelser der hun skulle være foruden. 

Påvirkningen er at hun har nogle følelsesbetonet reaktioner samt ikke følger den samme udvikling. Hun er skoleuddannelse, men følger stadig ikke med selvom hun er ældst.

Hun er dog boglig god.

Så fik jeg fri igen 

da lillemanden blev født havde jeg en lille reaktion hvor det tog mig meget tid at føle båndet mellem os, ja faktisk ønskede jeg ham slet ikke. Det gik dog over, ved (fordi jeg skrev igennem hele forløbet) jeg følte den dybtfølte kærlighed da han var 7 uger, men stadig påvirket. Og igen han er vist meget normal måske snerpende til sensitiv men ikke så det gør andet end han er lidt nørdet, eftertænksom, introvert mm. Og jeg tænker han sagtens kunne have blevet sådan uafhængigt især fordi han på mange områder ligner mig. 

Så er der den store. Min datter var 3 1/2 år da vi mistede hendes lillesøster. Hun oplevede os i den dybeste sorg, hun oplevede mor og far få revet gulvtæppet væk under fødderne, hun oplevede vi gik i opløsning. Er hun påvirket - uden tvivl men jeg har valgt ikke kun at fokusere på det negative ved påvirkningen. For hun har også fået menneskelige kompetencer fx kan hun tale også om de hårde ting, hun er ikke bange for talen om døden, hun er ikke bange for at være ked af det for hun oplevede vi kunne blive glade igen, hun er trods hun er 13 år meget åben om sine følelser. Men jo hun har også haft store tudeture i alle årene som handlede om hendes lillesøster, hun er meget obs på mig og hvordan jeg har det, hun frygter at miste igen mm. 

Og ja så har jeg oven i kronisk dårlig samvittighed over for de to som jeg ikke har på samme måde med den mindste for han har ikke været med i den tidlige sorg og ved det ikke har påvirket ham.

lineog4 skriver:

Så fik jeg fri igen 

da lillemanden blev født havde jeg en lille reaktion hvor det tog mig meget tid at føle båndet mellem os, ja faktisk ønskede jeg ham slet ikke. Det gik dog over, ved (fordi jeg skrev igennem hele forløbet) jeg følte den dybtfølte kærlighed da han var 7 uger, men stadig påvirket. Og igen han er vist meget normal måske snerpende til sensitiv men ikke så det gør andet end han er lidt nørdet, eftertænksom, introvert mm. Og jeg tænker han sagtens kunne have blevet sådan uafhængigt især fordi han på mange områder ligner mig. 

Så er der den store. Min datter var 3 1/2 år da vi mistede hendes lillesøster. Hun oplevede os i den dybeste sorg, hun oplevede mor og far få revet gulvtæppet væk under fødderne, hun oplevede vi gik i opløsning. Er hun påvirket - uden tvivl men jeg har valgt ikke kun at fokusere på det negative ved påvirkningen. For hun har også fået menneskelige kompetencer fx kan hun tale også om de hårde ting, hun er ikke bange for talen om døden, hun er ikke bange for at være ked af det for hun oplevede vi kunne blive glade igen, hun er trods hun er 13 år meget åben om sine følelser. Men jo hun har også haft store tudeture i alle årene som handlede om hendes lillesøster, hun er meget obs på mig og hvordan jeg har det, hun frygter at miste igen mm. 

Og ja så har jeg oven i kronisk dårlig samvittighed over for de to som jeg ikke har på samme måde med den mindste for han har ikke været med i den tidlige sorg og ved det ikke har påvirket ham.

Tak for dit svar og det gør mig ondt og høre det i har været igennem, men det virker til i er kommet stærke ud på den anden side. 

Det jeg tænker på mht baby i maven er om det stresser hende at jeg er ked af det, og hvis det gør kan jeg jo ikk rigtig gøre noget ved den følelse, det blir min svigerfar jo ikk rask af

Og med min datter så har jeg dårlig samvittighed over og skulle til og 'ødelægge' hendes bekymringsfrie liv..

tioyv skriver:

Tak for dit svar og det gør mig ondt og høre det i har været igennem, men det virker til i er kommet stærke ud på den anden side. 

Det jeg tænker på mht baby i maven er om det stresser hende at jeg er ked af det, og hvis det gør kan jeg jo ikk rigtig gøre noget ved den følelse, det blir min svigerfar jo ikk rask af

Og med min datter så har jeg dårlig samvittighed over og skulle til og 'ødelægge' hendes bekymringsfrie liv..

Baby kan da sikkert mærke når du er glad og når du ikke er glad, men det gør ingen skade og selvom det er hårdt det I står i, så er det jo ikke sådan at din krop er i konstant fysiologisk sorg - forhåbentligt. 

Med hensyn til den store, ja det er aldrig sjovt ikke at kunne beskytte mod de sure, dårlige, hårde ting i livet, men børn er langr stærkere end vi regner med. Og jo alt påvirker, flytter I påvirker det, får I endnu et barn påvirker det osv. Det er den kroniske samvittighed vi må leve med som forældre, men heldigvis har det også positive effekter

lineog4 skriver:

Baby kan da sikkert mærke når du er glad og når du ikke er glad, men det gør ingen skade og selvom det er hårdt det I står i, så er det jo ikke sådan at din krop er i konstant fysiologisk sorg - forhåbentligt. 

Med hensyn til den store, ja det er aldrig sjovt ikke at kunne beskytte mod de sure, dårlige, hårde ting i livet, men børn er langr stærkere end vi regner med. Og jo alt påvirker, flytter I påvirker det, får I endnu et barn påvirker det osv. Det er den kroniske samvittighed vi må leve med som forældre, men heldigvis har det også positive effekter

Nu skal vi til MD scanning og så  vi for at hun er perfekt og ikke stresset  

Er også bare med og få det sagt til min datter, det hjælper jo ikke og vente og hun kan sikkert også mærke det på os.. Selvom vi prøver og skjule det for hende.. 

Tak for at du tog dig tid til og svare