Hej Linda. Jeg har en datter på 16 mdr (korrigeret 14) som har meget svært ved at få et nej eller hvis hun ser noget hun gerne vil have, men som hun ikke kan få. Hun skriger og græder og det er meget voldsomt. Hverken dagplejemor eller os forældre kan nå ind til hende, når det sker. Som oftest kan hun afledes med noget andet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er en normal reaktion, eller om det er en senfølge af at hun er præmatur?. Samt hvad vi kan gøre og om hun bare skal lære det på den "hårde" måde? Vi er meget vedholdende når der er ting hun ikke må og nogle gange godtager hun det. Hun er ellers en normalt fungerende pige, som man hverken kan se eller mærke på at hun er født 9 uger før tid.
Hilsen den bekymrede mor.
Lindas svar
Kære mor
Ja det er altid et dilemma om det er det præmature eller helt normal børnereaktion, når man opdrager et barn, der har været så lille og hjælpeløst at det er født for tidligt.
Jeg er ikke ekspert på det præmature, men jeg tager altid udgangspunkt i mors og fars fornemmelse for tingene uanset… I dette tilfælde er du i tvivl. Men der har ikke ellers været noget at mærke på hende, så lad os tage udgangspunkt i, at du bare har et barn der er dygtig til at protestere. Det er faktisk ikke så vigtigt hvad der er hvad lige her, for du skal handle på samme måde og med samme omsorg uanset.
Stå fast
Uanset hvordan barnet i øvrigt er, så lærer børn ved, at de forstår mønsteret i det der sker. Altså får jeg lov til noget nu, så får jeg også lov til det samme næste gang. Hvis mor accepterer at jeg smider med maden i dag, så er det normen fremover. Hvis jeg gerne vil have læst tre historier før jeg skal sove i aften, så sker det også fremover… Mønsteret anes allerede første gang noget sker (for barnet) og gentagelser forstærker tingene. DERFOR skal du være tydelig og autentisk uanset hvor præmatur dit barn måtte være: Hun skal vide hvor grænsen går, hvad hun må og ikke må osv.
Når forældre bliver nervøse
Vi kommunikerer altid både med ord og med alle de små signaler der ellers ligger i luften (tonelejde, kropssprog, tempo, afstand, mimik osv.). Så hvis du og far er nervøse for, om I gør det rigtige, når I siger nej, SÅ KAN HUN MÆRKE DET.
Derfor skal I beslutte jer FØR situationen opstår og hun bryder ud i gråd og sige til jer selv: Skal hun have lov eller ikke… og så holder I fast på det (som du også fint beskriver, at I allerede forsøger). Men gør det med overbevisning. Jeres overbevisning skal forsikre hende om, at der ikke er nogen undtagelser, muligheder, chance for at få lov alligevel. Når I har den holdning – at I tager fuldt lederskab og står ved det i opdragelsen, så vil hun med tiden falde mere til ro. Det er jo ophidsende for et barn at fornemme en mulighed (i jeres tvivl) og ”hvor meget mon jeg skal hidse mig op før de giver sig eller giver op?” Er tankegangen.
Den vigtige protest
Hver gang vi siger nej til et barn (eller stopper det i noget), så SKAL barnet først protestere, for at afprøve om vi virkelig mener hvad vi siger og dernæst kommer der en lille (eller stor) sorg. Hos børn på 1,5 er det næsten som om verden falder fra hinanden, hvis de ikke får den is de kan se på skiltet… Så vigtige kan deres ønsker og behov synes. Vi forældres rolle er at støtte og trøste på barnets præmisser. Nogle børn kan man liste en kærlig hånd på ryggen (for at vise støtte), andre børn må man ikke røre for dem og der må vi bare blive i nærheden og sætte ord (og medfølelse) på deres følelser: ”Nej hvor er det træls, jeg kan godt se du bliver ked af det”.
Den største kærlighed og den største anerkendelse viser vi barnet, i den slags situationer, hvis vi bliver sammen med barnet og ”deler” smerten med dem over det, der ikke lykkes og det de ikke må.
At lære at takle afslag er en vigtig del af livet – men det er det også at kæmpe for retten til noget… Spørgsmålet er hvad barnet bruger sin tid på… For hvis I MENER nej, så skal barnet jo stoppe med at kæmpe og hellere bearbejde tabet af tanken om det det gerne ville.
Jeg håber dette gav jer mere ro og flere muligheder. Jeg ønsker jer alt det bedste.
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk