Eksperthjælp: Fjoller for meget og hviler ikke i sig selv

Linda Stæhr

Vi har en datter her hjemme på 4,5 år, hun har altid været en pige med krudt i numsen, hun er sød og rar, meget kærlig og omsorgsfuld. Hun er fuldt med i sin udvikling.
Men der er en ting der bekymrer mig, hun er meget fjollet stOrt set tiden. Når hun først er startet kan hun ikke komme ud af det igen, hun løber rundt, og laver meget vilde fjollede lege. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det, men hun er ikke en pige man kan sidde stille og roligt med og tegne, lave perler eller bare snakke. Hun fiser rundt hele tiden og kan ikke holde sig i ro, eller sidde koncentreret om noget i mere end to minutter af gangen.

Der ud over hvis man beder hende stoppe, bliver hun bare ved med at grine, jeg tror egentligt ikke det er for at provokere eller noget, hun kan bare ikke stoppe.
Det er selvfølgeligt dejligt at hun er glad, men det virker ofte lidt kunstigt eller påtaget.
Synes vi er gode til at give hende masser af opmærksomhed og anerkendelse, især for de rigtig gode ting hun gør, så det burde ikke være mangel på opmærksomhed (det håber jeg ihvertfald ikke)

Vi har altid i familien joket med at hun har ADHD fordi der er gang i hende, men nu er det næsten blevet for meget.

Der ud over virker hun ikke som om hun rigtig hviler i sig selv, ved ikke om de to ting kan hænge sammen, men hun tror ikke på sig selv, at hun kan klare ting som hun ellers har gjort mange gange, hvis vi griner af et eller andet tror hun at vi griner ad hende og "driller" hende.

Håber du kan hjælpe mig med nogle ideer til at hjælpe hende til at slappe af, og til at hjælpe hende med hendes selvværd.
Både far og jeg har altid været de lidt stille typer, men siden vi har fået børn øver vi os i at tro lidt mere på os selv. Hun skal ikke gå glip af ting fordi hun ikke tror på sig selv, lige som hendes forældre har gjort.

Lindas svar

Kære mor

Jeg hører her om en pige der virker glad og udvikler sig alderssvarende men som ikke trives optimalt alligevel.

Jeg vil gerne starte med at opfordre dig til holde fast i din intuition. Forældres intuition/mavefornemmelse/forståelse af deres børn er meget vigtig til at guide os finde vej i opdragelse og familielivet sammen: Det betyder at du skal tage din fornemmelse alvorligt om at din datter ikke trives optimalt.

Tip: Overvej at læse denne artikel om nærhed i familien.

ADHD er ikke noget jeg spekulerer en masse i. Mit fokus er altid på at optimere barnets betingelser bedst muligt ved at gøre barnets miljø, dagligdag og samspil positivt som muligt, så må lægen vurdere resten. Og der er ofte nogle parameter, der kan skabe ro i børn – som vi forældre skal mindes om igen og igen:

Her er nogle forslag til større ro og trivsel i familien du kan plukke af

• Når et barn har den adfærd du beskriver med ikke at kunne sidde stille, løber rundt, larmer osv. Så er min første tanke om hun er overstimuleret… Altså sker der så meget omkring hende at hun ikke når at ”aflade” indtryk hen ad vejen, så det i stedet kommer ud som overgearet adfærd? Prøv at se hendes dag i gennem: Har hun tid til selv at tage sko på om morgenen inden I går ud ad døren? Har hun lov til at ”hænge ud” og tuller for sig selv, når hun kommer hjem fra institutionen? Har I tid efter aftensmad til at lege lidt sammen uden at der skal ske for meget? Har I weekender uden program hver dag? Dette er nogle af de ”afladnings” tidspunkter hvor indtrykkene fra alt det hun oplever i løbet af dagen kan falde til ro inden i hende.
• Opmærksomhed er ikke kun hvor meget, men hvordan: Har både du (og også gerne far ) alenetid med hende mindst 5-10 min hver dag, hvor I bare snakker om det der interesserer hende – mens I sidder tæt?! Opmærksomhed, fysisk kontakt, god tid, ”jeg ser dig” tid; det er god opmærksomhed.
• Er anerkendelsen gledet over i ros? Anerkendelse er som du nok ved ikke det samme som ros. Ros er en bedømmelse, der er fin som reel respons på ting hun gør godt – som en slags udvidet taknemmelighed fra jeres side, når hun gør noget I godt kan lide. Men ros kan fylde for meget – når børn bruger mere tid på at præstere end bare at være og hygge sig sammen i familien. Ros styrker selvtilliden, hvis den handler om barnets INDSATS – ikke resultatet. Prøv at lægge mærke til forskellen.
• Anerkendelse handler om at give plads til barnets følelser (selvom udtrykket nogle gange skal korrigeres) og vise det ægte interesse og omsorg i hverdagen og tid til at gøre ting selv. En af de største anerkendelser vi kan vise vores børn er faktisk at de får lov til at hjælpe os med praktiske ting. Logikken er: Hvis mine store forældre, der er så dygtige, kan bruge min hjælp, så har jeg stor værdi for dem.
• Børn reagerer altid, hvis de kan mærke at vi voksne ikke er helt ægte. Alle forældre kommer nogle gange til at forstille sig: Du beskriver, at I er stille typer og at I forsøger at gøre et eller andet anderledes, så hun ikke går glip af noget i livet. Men man kan jo sagtens være stille og tro på sig selv samtidig. Vis hende hvordan. Det vil være skidt, hvis I forældre forsøger at udvise og være noget I ikke er… for så SKAL børn reagere.

Tak fordi at du gav dig tid til at stille dette spørgsmål. Det er så vigtigt at vores børn trives, og at vi har en god fornemmelse af at dette – ellers skal vi handle.

Jeg ønsker jer alt det bedste – skriv gerne tilbage hvad du tænker om mine svar.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk