Har sådan brug for at komme ud med det, men har ikke brug for dunk i hovedet, eller få at vide hvordan jeg burde have det - det er der nogle der fortæller mig hele tiden alligevel ..
For tre år siden følte jeg bare, at jeg mødte MANDEN! Vi var så ens. Vi hat altid haft det skide godt sammen. Vores hverdag var fyldt med pjat og latter. Han var så god ved mig, han prioriterede mig højt, gjorde en masse for mig - og jeg ved ham. Den 26 jan. 15 fik jeg at vide jeg havde pco, og skulle aldrig regbe ned at blive naturligt gravid. Marts15 tester jeg positivt. Vi glæder os sammen, vi sørger for alt til vores kommende søn <3. Vi havde eb helt fantastisk sommer sammen. Vi var så ens omkring børneopdragelse, hvordan vi ville have tingene, den bedste kemi inellem os. Den 25 november melder vores søn sin ankomst. 30 timer langt forløb, men her lå jeg med mine to mænd, som jeg ville slå ihjel for. Hans far var bare så skide god med ham! I starten var han bedre end jeg, til at få ham til at falde til ro og sove. Jeg kæmpede med at få amningen op og køre - vi alle ved det er akide frustrerende at oræve at sande, at amningen ikke kommer til at ske! Jeg vat en måned on at acceptere det, og så bare smide ham på ren flaske. Inellemtiden havde jeg fået skubbet faren lidt væk, frustreret ham, på grund af min egen frustration og kamp, vrisset af ham, skubbet ham fga mig hvis bare han ville have et kram. Ærligt var jeg ikke skide sød ved ham. Vi begynder at have lidt hæftige diskutioner. Faren bliver fyret fra jobbet, så vi render 24/7 op og ned af hinanden. Men vi havde stadig de glade stunder, hvir vi grinte sammen. Han var faktisk rigtig god med vores søn, vores søn begyndte bare at blive ked af det når han kom over til sin fat - tænkte han nok bare var mor syg ..
Tror ikke det kan tælles på hænder eller fødder, hvor tit vi havde kigget på hinanden og sagt "hvordan skal vi nogensinde kunne undvære hinanden". Hvir efter vi har grint af hvad end der brang sen sætning frem, efterfulgt af et "jeg elsker dig så fandens højt" ( det her det er manden jeg troede jeg skulle giftes med )
men at vi skulle undvære hinanden blev en realitet da vores søn er 3 måneder gammel. Vi er nødt til st gå fra hinanden, og det er intet andet rigtigt at gøre.
Hans far er vokset op i et voldeligt hjem. Hans søster er sktremt mærket af det. Faren synes jeg nu bare var lidt barnlig, og blev tit tøsefornærmet med god efter 5 min.
I straten af marts, starter mit livs maridt. Nogle kender historien. Finder to bitte små blå mærker på min søn, snakket med SP, vi bliver indlagt på sygehuset om TOrsdagen. Nogle kender måske til hele dne procedure der starter når man finder blå mærker på sin baby. Fredag får vi lov at tage hjem, vi skal bare lige have svar på røntgen indbe vi køre. Jeg sidder klar til at tage hjem, pakket alle tingene.
I det lægerne kommer ind med svaret, bryder hele min verdens sammen. "Det så, så ikke så godt ud" tiden står stille, jeg bryder sammen, og får kun stortudende sagt hvordan det kan ske..
Om mandagen kommer politiet og afhøre os hver for sig. Faren indrømmer det brud han havde på ribbenet. I det de fortæller mig det, stopper tiden ydligere.. Jeg blev kun sourgt ind til faren .. Jeg har aldrig i mit liv grædt så meget, højt og været så udmattet, som de 5 dage på sygehuset .. Han havde i frustration trykket ham .. En typisk frustreret far ting sagde politiet..
Dagen efter kommer kommunen på sugehuset og snakket med os. Jeg frygter sådan de tager min søn fra mig .. Fareb bliver bedt om at flytte, og jeg må ikke være alene med vores søn i en månede, skal observeres og have uanmeldte besøg. Så min søster flytter ind i en måned som så også ovservere mig med ham. Får en rigtig fib rapport tilbage fra min ovservattion, og er nu ude sf kommunen søgelys.
Min søn og keg flytter. Her sidder jeg i en røv lækker lejlighed og med min fantastiske søn. Men jeg er ikke glad. Det avr jeg i starten. Min reaktion er først kommet nu.. Har føst tilladt mig selv nu, at være ked af det .. Synes det er hårdt at skulle være på hele tiden, når jeg bare har lyst til at tude. Jeg hader hans for, men jeg elsker ham jo også stadig!
Vi kommer i sttaforvaltningen, og så fordi vi stadig holder en fornuftig tone overfor hinanden, afgør de at han skal have overvåget samvær i mit hjem. Mit mål er altid at holde den fornuftige tone, for kan nok ikke undgå de en dag for samvær på en anden måde, om min søn skal ikke vokse op i konflikt og skænderier ..
de har nu haft to gange samvær.. Og jeg synes sku det er svært .. At se hvor godt se kan sammen, og se manden jeg var sp forelsket i.. Stadig er, men kan ikke handle ud fra det .. Jeg vil bare have min familie samlet .. Men drt komet sldrig til st ske .. Det kan jeg ikke, og det må jeg sku nok heller ikke ..
Han ødelagde vores hjem & familie .. Og knuste mit hjerte .. Hvordan komner jeg videre!
Undskyld det blev så langt .. Men trænger til st læsse af ..
