Min første tanke når jeg læser din tråd er, hvor er jeres datters helle, hvor er normaliteten, grinet, legen hvor de glemmer osv.
Børnehaven er ramt, og ligegyldigt hvor peofessionelle de er vil de være mærket, børnehaven vil være anderledes, stemningen vil være anderledes. Og hjemme hos jer reagerer hun og I bliver nervøse dvs. Der er der også en stemning af nervøsitet.
Det er min oplevelse at de små pus er utrolig let påvirkelige og en del af deres sorg er deres egen men en meget stor del er et spejl af omgivelser, for deres sorg er meget mere impulsiv: nu savner jeg, nu græder jeg, nu glente jeg der og nu leger jeg nu, nu huskede jeg, nu græder jeg osv.
Da vores datter døde, havde hendes storesøster sit helle i børnehaven. Hun kunne holde fri fra sorgen og bare være barn, og jeg tænker det skal skabes for jeres datter - hun skal holde fri og bare være barn og lige pt vil jeg tro det er svært med en børnehave i sorg og chok og jer i nervøsitet.
Min tanke er det ikke er jeres datter der skal til psykolog (for mig at se en overreaktion lige for nu), men måske jer voksne der skal opsøge noget viden om at døden og børn, sorg og børn. Der findes en del litteratur, mener også bedemændene har en bog. Der findes også børnebøger om det. Men få gjort det naturligt, døden er vi ikke bange for, sorgen er vi ikke bange for, din sorg er vi ikke bange for - ved godt det er møg svært for man vil ens barn aldrig har ondt hverken fysisk eller psykisk, men din reaktion spejler hun sig i og du er bange/nervøs ergo spejler hun den følelse. Gå eventuelt til egen læge ikke med hende, men dig og få en snak eller endnu bedre hvis der er en åben rådgivning i familie afsnittet - tro mig 60 min hvornmab får lov at tale om sin frygt, sin nervøsitet er livsgivende og så får man lige 2-3 redskaber med hjem og ikke mindst får man en beroligelse: rolig, det er normalt osv
Anmeld
Citér
