De sociale spilleregler

Jeg har en bonusdreng (7.5 år), som er vidunderligt udadvendt og kærlig, men som desværre har lidt svært ved at forstå sociale spilleregler. Han er en fantastisk dreng, som desværre har det svært derhjemme (vi har ham kun på samvær hver 2. weekend, vi bor langt væk). Og før dét bliver debattens omdrejningspunkt, så kæmper vi selvfølgelig for at gøre noget for at bedre hans forhold, bare så det er på det rene. Rom blev ikke bygget overnight, desværre.

Hvorom alting er. Der er mange eksempler. Der er også 2 andre børn her i hjemmet, og når vi har gæster, så springer han rundt, og nærmest råber når han taler. Taler hele tiden, også når han spiser, afbryder og kommenterer på alt. Det betyder, at hvor vi gerne ser, at der selvfølgelig er plads til alle (også ham), så ender det i virkeligheden med, at han på en lidt uheldig måde kommer til at fylde det hele. Vi har selvfølgelig prøvet på en kærlig måde at anerkende, at det er virkelig dejligt, at han så gerne vil snakke med folk osv., og at vi lover ham, at han nok skal få lov også at snakke med gæsterne, men at det er vigtigt, at der er plads til os alle.

Han er også typen, der springer folk i armene, første gang han møder dem. Det er ofte meget akavet, fordi folk jo ikke kender hans baggrund, og det ofte sker, at de her mennesker, som han aldrig har mødt før, har en personlig grænse der hedder, at de ikke går i vild omfavnelse med et menneske, som de aldrig har mødt.
Andre eksempler er at starte legekrig med fremmede voksne i supermarkeder (altså gå hen og prikke til dem med et legesværd, selvom de tydeligt ikke har lyst til interaktionen), eller forleden da han var ved at skyde en prop fra en flaske i hovedet på en fremmed ved et busstoppested med fuldt overlæg, fordi det kunne være sjovt - Far nåede lige at opdage det i tide og stoppe ham.

Han er lige startet i en ny klasse, da der var noget rokade i klassesystemerne på skolen, og også her kommer han med store, vilde omfavnelser til sine klassekammerater, når dagen er slut. Hans far har overhørt nogle af klassekammeraterne udtale, at "han er VILDT underlig" efter sådan en omfavnelses-episode, og vi ønsker jo ikke, at han skal opfattes negativt, for han har så meget godt at byde på.

Farmand har ift. sidstnævnte taget en snak med ham om, at han synes det er så dejligt, at han er god ved andre mennesker, og viser interesse for dem omkring sig. Men at det altid er en god idé at spørge, før man giver et kram, fordi folk har forskellige grænser.

Når vi tager de snakke, siger han okay og forstår fint, men så er det ligesom glemt i løbet af 2 minutter. 

Det er så forfærdelig synd for ham, for han kan jo ikke gøre for det. Og jeg forstår til fulde, at han får det her enorme behov for opmærksomhed ift. hvad han mangler hjemme på bopælen. Jeg forstår også godt, at det er svært at forstå de sociale regler, når man ikke bliver vist vejen.

Men problemet er, at når vi kun har ham hver 2. weekend, så kan vi jo tale om det, når det er aktuelt, men så går der 2 uger før vi ser ham igen, hvor han opfordres til den lidt uheldige adfærd. Så hvad gør vi? For vi ønsker på samme tid heller ikke, at han skal føle, at hver gang kan kommer her, så er der eddermame bare fokus på mega opdragelse. Vores tilgang til børnene er generelt kærlig og anerkendende, ikke skæld ud, men alligevel. Der har dog været eksempler, hvor vi har været nødt til at skrue bissen lidt på, når han bliver for voldsom, og aktivt disrespekterer et nej eller stop. Men intet af det har virkning i længden.

Har i nogle råd til, hvad vi kan gøre? Det er så vigtigt med de sociale spilleregler, og selvom det er dejligt at være kærlig og udadvendt, så er det jo også helt vildt vigtigt at lære, at nogen mennesker har brug for at se én lidt an, før de vil helt tæt på.

Anonym skriver:

Jeg har en bonusdreng (7.5 år), som er vidunderligt udadvendt og kærlig, men som desværre har lidt svært ved at forstå sociale spilleregler. Han er en fantastisk dreng, som desværre har det svært derhjemme (vi har ham kun på samvær hver 2. weekend, vi bor langt væk). Og før dét bliver debattens omdrejningspunkt, så kæmper vi selvfølgelig for at gøre noget for at bedre hans forhold, bare så det er på det rene. Rom blev ikke bygget overnight, desværre.

Hvorom alting er. Der er mange eksempler. Der er også 2 andre børn her i hjemmet, og når vi har gæster, så springer han rundt, og nærmest råber når han taler. Taler hele tiden, også når han spiser, afbryder og kommenterer på alt. Det betyder, at hvor vi gerne ser, at der selvfølgelig er plads til alle (også ham), så ender det i virkeligheden med, at han på en lidt uheldig måde kommer til at fylde det hele. Vi har selvfølgelig prøvet på en kærlig måde at anerkende, at det er virkelig dejligt, at han så gerne vil snakke med folk osv., og at vi lover ham, at han nok skal få lov også at snakke med gæsterne, men at det er vigtigt, at der er plads til os alle.

Han er også typen, der springer folk i armene, første gang han møder dem. Det er ofte meget akavet, fordi folk jo ikke kender hans baggrund, og det ofte sker, at de her mennesker, som han aldrig har mødt før, har en personlig grænse der hedder, at de ikke går i vild omfavnelse med et menneske, som de aldrig har mødt.
Andre eksempler er at starte legekrig med fremmede voksne i supermarkeder (altså gå hen og prikke til dem med et legesværd, selvom de tydeligt ikke har lyst til interaktionen), eller forleden da han var ved at skyde en prop fra en flaske i hovedet på en fremmed ved et busstoppested med fuldt overlæg, fordi det kunne være sjovt - Far nåede lige at opdage det i tide og stoppe ham.

Han er lige startet i en ny klasse, da der var noget rokade i klassesystemerne på skolen, og også her kommer han med store, vilde omfavnelser til sine klassekammerater, når dagen er slut. Hans far har overhørt nogle af klassekammeraterne udtale, at "han er VILDT underlig" efter sådan en omfavnelses-episode, og vi ønsker jo ikke, at han skal opfattes negativt, for han har så meget godt at byde på.

Farmand har ift. sidstnævnte taget en snak med ham om, at han synes det er så dejligt, at han er god ved andre mennesker, og viser interesse for dem omkring sig. Men at det altid er en god idé at spørge, før man giver et kram, fordi folk har forskellige grænser.

Når vi tager de snakke, siger han okay og forstår fint, men så er det ligesom glemt i løbet af 2 minutter. 

Det er så forfærdelig synd for ham, for han kan jo ikke gøre for det. Og jeg forstår til fulde, at han får det her enorme behov for opmærksomhed ift. hvad han mangler hjemme på bopælen. Jeg forstår også godt, at det er svært at forstå de sociale regler, når man ikke bliver vist vejen.

Men problemet er, at når vi kun har ham hver 2. weekend, så kan vi jo tale om det, når det er aktuelt, men så går der 2 uger før vi ser ham igen, hvor han opfordres til den lidt uheldige adfærd. Så hvad gør vi? For vi ønsker på samme tid heller ikke, at han skal føle, at hver gang kan kommer her, så er der eddermame bare fokus på mega opdragelse. Vores tilgang til børnene er generelt kærlig og anerkendende, ikke skæld ud, men alligevel. Der har dog været eksempler, hvor vi har været nødt til at skrue bissen lidt på, når han bliver for voldsom, og aktivt disrespekterer et nej eller stop. Men intet af det har virkning i længden.

Har i nogle råd til, hvad vi kan gøre? Det er så vigtigt med de sociale spilleregler, og selvom det er dejligt at være kærlig og udadvendt, så er det jo også helt vildt vigtigt at lære, at nogen mennesker har brug for at se én lidt an, før de vil helt tæt på.

Først vil jeg sige, at i lyder som nogle rigtig gode forældre og bonusforældre. I ser at han har nogle sociale udfordringer og vil gerne tage hånd om det, men det kan være svært når i ikke har ham hele tiden. Jeg ville kontakte bio mor, og høre om hun selv er opmærksom på det, og evt forslå at i skal have drengen noget mere. Kontakt skolen og evt få sat en skolepsykolog på ham, fordi nej det er ikke normalt at være så omfavnende i den alder. Det lyder som om han ikke får nok derhjemme og at han har en meget uheldig adfærd som støder folk fra ham, selvom det er det omvendte han ønsker. Tror han higer efter anerkendelse og opmærksomhed, og han skal naturligvis vide at han er grundelsket. Jeg tror der skal nogle proffessionele ind over her, så det ikke kommer til at præge hele hans skolegang at han er den underlige. Godt at han har dig og sin far, som er indstillet på at hjælpe ham. 

God-mor skriver:

Først vil jeg sige, at i lyder som nogle rigtig gode forældre og bonusforældre. I ser at han har nogle sociale udfordringer og vil gerne tage hånd om det, men det kan være svært når i ikke har ham hele tiden. Jeg ville kontakte bio mor, og høre om hun selv er opmærksom på det, og evt forslå at i skal have drengen noget mere. Kontakt skolen og evt få sat en skolepsykolog på ham, fordi nej det er ikke normalt at være så omfavnende i den alder. Det lyder som om han ikke får nok derhjemme og at han har en meget uheldig adfærd som støder folk fra ham, selvom det er det omvendte han ønsker. Tror han higer efter anerkendelse og opmærksomhed, og han skal naturligvis vide at han er grundelsket. Jeg tror der skal nogle proffessionele ind over her, så det ikke kommer til at præge hele hans skolegang at han er den underlige. Godt at han har dig og sin far, som er indstillet på at hjælpe ham. 

Det er desværre hos mor problemet er, og hun hader os inderligt. Så kommunikation med mor er ikke-eksisterende, uanset hvor meget vi forsøger. Hun nægter at tale med ham om at være oppe hos os, så bliver hun sur og ked af det (siger min bonusdreng). Han må ikke ringe til far, og forsøger far at ringe og snakke med ham, ignorerer hun ham.

Som du nok kan høre er det her en del af et større sæt problemer, som vi som nævnt også er i gang med at gøre en hel masse ved, det har bare lange udsigter.

Men vi kan vel dårligt nok iværksætte professionel indsats, når vi ikke har bopælen og den anden forældre modsætter sig? Det er så frustrerende, for under al den uheldige adfærd, gemmer der sig en enormt kærlig og empatisk dreng. Han har bare brug for nogle faste rammer, nogen der viser ham vejen og kan sætte nogle grænser  

Og tak for de søde ord! Vi kæmper alt hvad vi kan for hans trivsel, det er bare så ulykkeligt svært, når man ikke ser ham mere. Vi kan ikke få mere samvær, fordi det ville gå ud over hans skolegang (Vi ville fx ikke kunne have ham torsdag-søndag, for så skulle vi ud af døren kl. 5 for at nå at aflevere ham i skole kl. 8, og vi ville ikke kunne nå at hente ham igen efter arbejde )

Anonym skriver:

Det er desværre hos mor problemet er, og hun hader os inderligt. Så kommunikation med mor er ikke-eksisterende, uanset hvor meget vi forsøger. Hun nægter at tale med ham om at være oppe hos os, så bliver hun sur og ked af det (siger min bonusdreng). Han må ikke ringe til far, og forsøger far at ringe og snakke med ham, ignorerer hun ham.

Som du nok kan høre er det her en del af et større sæt problemer, som vi som nævnt også er i gang med at gøre en hel masse ved, det har bare lange udsigter.

Men vi kan vel dårligt nok iværksætte professionel indsats, når vi ikke har bopælen og den anden forældre modsætter sig? Det er så frustrerende, for under al den uheldige adfærd, gemmer der sig en enormt kærlig og empatisk dreng. Han har bare brug for nogle faste rammer, nogen der viser ham vejen og kan sætte nogle grænser  

Og tak for de søde ord! Vi kæmper alt hvad vi kan for hans trivsel, det er bare så ulykkeligt svært, når man ikke ser ham mere. Vi kan ikke få mere samvær, fordi det ville gå ud over hans skolegang (Vi ville fx ikke kunne have ham torsdag-søndag, for så skulle vi ud af døren kl. 5 for at nå at aflevere ham i skole kl. 8, og vi ville ikke kunne nå at hente ham igen efter arbejde )

Hmm hun lyder ikke særlig rar hende bio mor. 

Men hun kan vel ikke nægte drengen i at snakke med sin far. Så tænker om i måske ikke skulle få statsforvaltningen indover? 

Han lyder jo ikke til at trives super hos mor så måske de kan hjælpe jer med en bedre samværsordning ?

Diosa85 skriver:

Hmm hun lyder ikke særlig rar hende bio mor. 

Men hun kan vel ikke nægte drengen i at snakke med sin far. Så tænker om i måske ikke skulle få statsforvaltningen indover? 

Han lyder jo ikke til at trives super hos mor så måske de kan hjælpe jer med en bedre samværsordning ?

Problemet er, at det er ord mod ord. Vi kan jo ikke bevise, han har sagt sådan. Jeg ved bare, at han ringede ofte i starten af mit forhold til hans far, og nu ringer han aldrig nogensinde mere, og han siger det jeg skrev.

Ift. en bedre samværsordning, så kan vi ikke få ham mere, fordi vi ikke har mulighed for at hente/bringe ham i skole i hverdagene, fordi der er så stor afstand på mors og vores bopæl  

Hvor lang tid siden er mor og far fået fra hinanden? 

Jeg synes far skal tale med skolen og synes måske også at far skal lave en underretning, hvis I altså er bekymret for hans trivsel og udvikling, som jeg læser at I er? 

Der er ikke tale om at barnet skal fjernes og andet voldsomt - men måske kan en dygtig sagsbehandler hjælpe med kommunikationen mellem mor og far, hjælpe ift. hans sociale adfærd osv. 

MEN i virkeligheden synes jeg det er svært at rådgive, fordi man kun har den ene side af historien og man ikke selv kender drengen. Men ud fra det DU skriver, så ville jeg handle som jeg skrev oven over. 

Anonym skriver:

Problemet er, at det er ord mod ord. Vi kan jo ikke bevise, han har sagt sådan. Jeg ved bare, at han ringede ofte i starten af mit forhold til hans far, og nu ringer han aldrig nogensinde mere, og han siger det jeg skrev.

Ift. en bedre samværsordning, så kan vi ikke få ham mere, fordi vi ikke har mulighed for at hente/bringe ham i skole i hverdagene, fordi der er så stor afstand på mors og vores bopæl  

Ville nok alligevel snakke med dem om det. For det kan jo ikk være rigtigt at han ikke må ringe til sin far.

Anonym skriver:

Det er desværre hos mor problemet er, og hun hader os inderligt. Så kommunikation med mor er ikke-eksisterende, uanset hvor meget vi forsøger. Hun nægter at tale med ham om at være oppe hos os, så bliver hun sur og ked af det (siger min bonusdreng). Han må ikke ringe til far, og forsøger far at ringe og snakke med ham, ignorerer hun ham.

Som du nok kan høre er det her en del af et større sæt problemer, som vi som nævnt også er i gang med at gøre en hel masse ved, det har bare lange udsigter.

Men vi kan vel dårligt nok iværksætte professionel indsats, når vi ikke har bopælen og den anden forældre modsætter sig? Det er så frustrerende, for under al den uheldige adfærd, gemmer der sig en enormt kærlig og empatisk dreng. Han har bare brug for nogle faste rammer, nogen der viser ham vejen og kan sætte nogle grænser  

Og tak for de søde ord! Vi kæmper alt hvad vi kan for hans trivsel, det er bare så ulykkeligt svært, når man ikke ser ham mere. Vi kan ikke få mere samvær, fordi det ville gå ud over hans skolegang (Vi ville fx ikke kunne have ham torsdag-søndag, for så skulle vi ud af døren kl. 5 for at nå at aflevere ham i skole kl. 8, og vi ville ikke kunne nå at hente ham igen efter arbejde )

Har I snakket med skolen? Dér ville jeg nok prøve at tage fat, når nu mor er så uvillig til at kommunikere.

Anonym skriver:

Det er desværre hos mor problemet er, og hun hader os inderligt. Så kommunikation med mor er ikke-eksisterende, uanset hvor meget vi forsøger. Hun nægter at tale med ham om at være oppe hos os, så bliver hun sur og ked af det (siger min bonusdreng). Han må ikke ringe til far, og forsøger far at ringe og snakke med ham, ignorerer hun ham.

Som du nok kan høre er det her en del af et større sæt problemer, som vi som nævnt også er i gang med at gøre en hel masse ved, det har bare lange udsigter.

Men vi kan vel dårligt nok iværksætte professionel indsats, når vi ikke har bopælen og den anden forældre modsætter sig? Det er så frustrerende, for under al den uheldige adfærd, gemmer der sig en enormt kærlig og empatisk dreng. Han har bare brug for nogle faste rammer, nogen der viser ham vejen og kan sætte nogle grænser  

Og tak for de søde ord! Vi kæmper alt hvad vi kan for hans trivsel, det er bare så ulykkeligt svært, når man ikke ser ham mere. Vi kan ikke få mere samvær, fordi det ville gå ud over hans skolegang (Vi ville fx ikke kunne have ham torsdag-søndag, for så skulle vi ud af døren kl. 5 for at nå at aflevere ham i skole kl. 8, og vi ville ikke kunne nå at hente ham igen efter arbejde )

Jeg tænker om statsforvaltningen ikke skal indover her, da den mor ikke virker særlig stabil og tager sin søns trivsel alvorligt. Kan godt forstå i er frustreret i alt det her, fordi man kan ikke rigtigt hjælpe ham på samme måde når i har ham hver 2. Weekend, men kan godt se det er lidt af et problem hvis i har sådan en lang transport tid til skolen og hvis hans mor nærmest nægter kommunikation. Hvor er det træls, at nogle ikke kan se ud over sin egen næsetip som det lader til bio mor ikke kan. Jeg ville nok kontakte hans skole og høre hvordan de oplever ham, og så måske den vej kan der sættes noget i gang. Han lyder jo som en super dejlig dreng, men han mangler simpelthen noget omsorg og stabilitet. 

Diosa85 skriver:

Hmm hun lyder ikke særlig rar hende bio mor. 

Men hun kan vel ikke nægte drengen i at snakke med sin far. Så tænker om i måske ikke skulle få statsforvaltningen indover? 

Han lyder jo ikke til at trives super hos mor så måske de kan hjælpe jer med en bedre samværsordning ?

Det kan hun godt nägte. Desvärre.