Hej! Min dreng er 13,5 måned gammel og er en aktiv, sund og glad dreng. MEN putning (kun om aftenen) er lige pludselig blevet meget besværlig. Indtil videre har vi ikke brugt lang tid (ca. 20 min) og der har stort set aldrig været gråd. Nu kan det tage op til 2 timer, og han kan græde meget, på en måde så jeg ikke kan berolige ham. Det har jeg ellers altid kunne ret hurtigt. Men det største problem er at han er ekstremt fysisk aktiv selvom han er helt vildt træt - han rejser sig, går rundt i sengen, sætter sig op, vender og drejer sig konstant. Jeg har prøvet konsekvent at lægge ham ned igen, men svup, er han oppe igen. Vi synes vi har prøvet alle varianter, lige nu falder han først i søvn på min arm, og det er ikke en løsning han er speciel glad for, han brokker sig og prøver at slippe fri. Hvad gør vi? Har jo egentlig ikke lyst til at "holde ham fast", men hvordan hjælper vi ham til at finde ro i kroppen?? Håber du har nogle forslag til hvad vi skal gøre!
Lisbeths svar
Hej !
Han har indtil nu været god til at blive puttet, læser jeg. Derfor bliver det et pres, når han lige pludselig ikke vil lægges ned.
Når han ikke vil lægges ned, er der et eller andet der generer ham, han gør det ikke for at undgå søvnen. Han er træt og urolig og kan ikke finde hvile.
Selvom han nu er i en alder hvor der sker rigtig mange ting i hans udvikling. skal I først udelukke en fysisk årsag.
Han kan have væske i mellemøret, det er meget smertefuldt og forværres når han lægges ned.
En ørelæge kan af-eller bekræfte dette.
Han er sikkert startet i pasning efter en dejlig lang barselsorlov. det kan give perioder med uro derhjemme.
Han er væk fra den trygge base, og når han skal puttes mærker han, hvad han har savnet.
Han skal have megen kropskontakt når han er hentet, enten i en bæresele eller en rygstol, når I er færdige med at nusse og lege.
Han skal kunne mærke jer, mens I klarer de sædvanlige gøremål i hjemmet.
Han skal være godt mæt inden han puttes. En gang fodmassage eller kropsmassage giver dejlig ro.
I har sikkert jeres gode putteritualer, som han har stor glæde af. en bog, en sang , en bamse eller andet. Nogen børn kan godt lige lidt musik at falde i søvn på.
Indtil hans ører er frikendt, kan i hæve hans hovegærde det letter et evt tryk.
Han er vel også midt i tandfrembrud, ømme gummer giver uro og søvnproblemer. det kan afhjælpes med en blød babytandbørste som gnubber ømme gummer. På apoteket kan I få en bedøvende gel at smøre på.
Når I har lagt ham med en tung kærlig hånd på hans bryst, mens I udstråler stor overbevisning og messer. Nu skal du sove og alt er godt. Han må gerne brokke sig lidt. bevar roen mens i messer. alt er godt . du skal sove.
Hvis han bliver utrøstelig, skal han i favn igen. Når der er ro på starter I forfra.
Uanset hvilken grund der er til han ikke vil lægges. Jeres ro, kærlighed og tryghed er det vigtigste for ham. Han mærker, når I tvivler på om han vil lægge sig.
Han skal ikke skrige sig i søvn. Søvn skal være en dejlig tryg og kærlig ting ,som han skal overgive sig til, hjulpet af kærlige omsorgsfulde forældre.
Håber dette kan inspirere, til en god nattesøvn for jeres lille dreng.
Held og lykke med projektet.
Varme Hilsner
Lisbeth Jess
Lisbeth kan kontaktes til private sessioner i hjemmet.
Se Lisbeths hjemmeside: Dit-barn.dk