Hej
Min søn på 1 år er meget aktiv og meget god med sin udvikling. Jeg vil have nogle gåde ideer til hvordan jeg kan lege med ham.. vi tager til parken sammen leger på græs, leger med vandet og vandlegetøj. Vi tager til legeplads sammen og leger fx med lego og stalbe klodser osv. hvad mere kan jeg gøre for at lege med ham?
Lindas svar
Kære mor til 1-årig
Hvor er det dejligt at du og din søn laver mange fysiske ting sammen. Du kan helt klart formå at få ham i gang udenfor, hvordan mon det går indenfor? Mine forslag er derfor primært inde-aktiviteter.
Mit mål er altid at ungerne kan underholde sig selv så meget som muligt; og undersøge så meget som muligt bare med det vi har i hjemmet… specielt når de er små og endnu ikke kender til mærkevarer og reklamernes tiltrækning.
Personligt er min favorit at omdanne dele af mit hjem til ”børne-hjørne”, hvor jeg beklæder med hynder, puder osv. Jeg har selv 8 mindre hynder og div. gamle store madrasser og tæpper, som ungerne klatrer rundt i, kravler op og øver at hoppe ned fra. Det er også et dejligt sted at digte historier sammen om de bamser/dukker/biler I har i huset.
Måske denne artikel om hvor meget TV/tablet børn højst bør se om dagen også kunne inspirere?!
1-åriges favoritter
1-årige er meget pilfingrede og elsker at nørkle med ting, der kan samles, skilles, deles, sættes sammen og larme. Mine børns favoritter var en tom læbepomade (der havde været en tur i opvaskeren og ikke lige kunne gå i stykker), et piskeris af den gamle slags, hvor jeg gemte en klods eller en sut inde mellem stængerne, eller en plastickop, hvor jeg bandt en lille snor med et stykke legetøj i hanken, så det kunne tages op og ned i koppen 1000 gange. Faktisk har ”jeg” underholdt små børn i timevis bare ved at lade den lille undersøge gryde-ske skuffen (og selvfølgelig fjerne alt spidst/småt først).
Mad er et overset overflødighedshorn af underholdning. Kan de små få lov at grave fingrene i grøden, mase en banan i hånden, hælde vand fra glasset og over på en tallerken eller kaste klistrede lange spaghetti på en rude, så er børnene lykkelige!!! Men det kræver SIN voksen, en stor del tålmodighed og fleksible rammer, der kan tørres af, at lade barnet svine med maden. For de mere renlige forældre vil jeg anbefale tørre pasta i forskellig form i en skål og med en ske, frosne ærter eller rosiner, der kan hældes fra bøtte til bøtte osv.
Hvorfor børn ikke skal underholdes hele tiden
Der er dog en ting jeg bliver nødt til at advare imod: Tendensen til at mor eller far SKAL underholde alle de timer et barn er vågent!!! Børn bliver nødt til at lære at underholde sig selv/p> - For det første fordi de undersøger og fordyber sig bedre, hvis de får lov at nørkle alene indimellem.
- For det andet, fordi børnene ikke lærer at mærke deres egne behov for aktivitet/pause uden.
- For det tredje, fordi den måde vi behandler børnene på, når de er små, vil de forvente vil fortsætte:
- Så de fx bliver enormt opmærksomhedskrævende i institutionen (på den negative måde)
- De føler sig ensomme i børnehaven (fordi de ikke har lært at finde på lege selv)
- Eller forstyrrer andre i skolen (fordi de ikke har lært at udholde at være alene om en opgave).
Når du spørger mig, hvordan du kan underholde din søn, ringer der en lille alarmklokke i mig. Det er fint at søge inspiration, men husk at dit barn ikke har krav på eller godt af din opmærksomhed hele tiden. Hvis du virkelig skal være et godt forbillede i at vise respekt for sig selv, overfor dit barn, så lærer du barnet, at det også er ok at mor får en pause indimellem, ligesom barnet har brug for en pause indimellem. Mange forældre glemmer dette! Resultatet er stressede børn og voksne, der holder mønstret af konstant aktivitet ved lige i hinanden. Pas på hinanden og lyt til dine egne behov for pauser og hvile… dit barn er fyldt 1 år nu og er ikke så afhængigt af dig, som da han var spæd.
Jeg ønsker jer alt det bedste
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver ved Trivsel i familien
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk