Åh de splittede følelser.

Bliver nød til at være ano, af hensyn til alle, der er involverede i mit følelses helvede. 

Sagen er den, at jeg pt, ikke kan regne ud hvordan jeg har det eller bør have det. (I får lige lidt baggrunds viden). 

Jeg har været enebarn til jeg blev 11år, mine forældre ikke kunne få flere børn på naturligvis. De vælger så at blive fuldtidsplejere, og jeg ender med at få en dejlig alderssvarende søskende. Så vidt så godt.

De vælger så meget senere at tage imod endnu et barn, her er der så 14 år imellem, så h*n ender jo som noget af en efternøler. H*n bliver selvfølgelig også taget imod i familien med kys hånd. 

Jeg flytter så hjemmefra, får en mand og som 19 årig er jeg gravid. Da jeg så er i 8 måned af min graviditet, får jeg den nyhed, at mine forældre tager imod endnu et barn. Dette acceptere jeg også, selvom jeg dengang havde troet/forstillet mig, at nu var det "vores" tur, til at kører familien videre og være centrum . Anyway, deres plejebarn og vores første ender med at blive super venner. (De jo næsten lige gamle). 

Dog sker der det, at min "nye" lille-..- bliver fjernet pga vanskeligheder (udviklingsmæssigt) og ryger på et hjem for børn med særlige behov i en alder af 7år.  

Nu har vi så i mellemtiden selv, min mand og jeg fået endnu et barn. Og selvom det er super hårdt osv. At "miste" et familiemedlem på den måde, må jeg være ærlig og sige det også var en lettelse. (Netop pga vanskelighederne h*n havde).

Nu det en del måneder siden det hele ændrede sig, og jeg har lige nået at blive glad for at mine forældre rent faktisk fandt tid til at være bedsteforældre til vores børn.

... Nu ændre det sig igen, de har sagt ja til endnu et plejebarn. Er både stolt og glad for at mine forældre er så åbne og villig til at hjælpe børn og give dem et hjem. 

Men men men... Er også en smule ulykkelig og frygteligt bange for at mine børn vil blive glemt i det det her familieforøgelses proces. Nu har vores børn endelig fået "rigtige" bedsteforældre. Er det så forkert at føle det burde være VORES tur til at øge familien uden der sker noget hos dem hele tiden??? 

Der er gået lidt skår i glæden ved begge vores børns fødsler og første tid pga manglede fraværd af mine forældre, pga deres "egne" børn begge gange... 

Kan simpelthen ikke finde ud af hvordan jeg har det med nyheden, eller for den sags skyld bør føle... 

Sorry det blev så langt. Men havde virkelig brug for at få luftet mine tanker.

Det giver ikke mening at tale om "bør", når det kommer til følelser - for du føler jo nu engang som du gør. Og du ved godt hvordan du har det med det - for det har du jo lige skrevet. Du har det svært med dine forældres beslutning, og er i bund og grund jaloux på at du og dine børn skal dele deres opmærksomhed med andre. 

Så langt så godt. Det betyder ikke at man ikke kan forsøge at arbejde lidt med hvordan man har det - eller som minimum med hvordan man tackler det. Har du eksempelvis talt med dine forældre om hvordan du har det? Tænkt over hvad det er du er så bange for at komme til at mangle? Spurgt hvilken rolle de tænker at komme til at spille som bedsteforældre for jeres to børn (jeres første er vel stadig en stor del af familien trods jeres vanskeligheder?).

Udefra set kan man sige, at dine forældre i mine øjne ikke skal indrette sig efter "hvis tur det er til at være i centrum", eller til at lege børnefamilie. Det har I ikke patent på. Jeg synes at det lyder stort, at de har overskud til at hjælpe endnu et barn - og jeg ville være stolt over dem og elske at byde endnu en "plejesøskende" velkommen.

Men... mine tanker er jo egentlig underordnede, for dine følelser er stadig dine - og dem har du ret til!

Selfølgelig har du lov at føle som du føler. Følelser er man jo ikke herre over. Men jeg tror det er vigtigt du håndtere dem rigtigt og ikke begynder at ha ondt af dig selv og tænke at du har "ret" i dine følelser. For dine børn er dine, og du kan ønske de skal have en bestemt slags bedsteforældre, men du har ikke ret til at kræve det. Dine forældre har deres eget liv, og det skal de ha lov til. 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Det giver ikke mening at tale om "bør", når det kommer til følelser - for du føler jo nu engang som du gør. Og du ved godt hvordan du har det med det - for det har du jo lige skrevet. Du har det svært med dine forældres beslutning, og er i bund og grund jaloux på at du og dine børn skal dele deres opmærksomhed med andre. 

Så langt så godt. Det betyder ikke at man ikke kan forsøge at arbejde lidt med hvordan man har det - eller som minimum med hvordan man tackler det. Har du eksempelvis talt med dine forældre om hvordan du har det? Tænkt over hvad det er du er så bange for at komme til at mangle? Spurgt hvilken rolle de tænker at komme til at spille som bedsteforældre for jeres to børn (jeres første er vel stadig en stor del af familien trods jeres vanskeligheder?).

Udefra set kan man sige, at dine forældre i mine øjne ikke skal indrette sig efter "hvis tur det er til at være i centrum", eller til at lege børnefamilie. Det har I ikke patent på. Jeg synes at det lyder stort, at de har overskud til at hjælpe endnu et barn - og jeg ville være stolt over dem og elske at byde endnu en "plejesøskende" velkommen.

Men... mine tanker er jo egentlig underordnede, for dine følelser er stadig dine - og dem har du ret til!

Hov kan godt se det kan misforstås, men det er ikke vores barn der er blevet fjernet. Vi har skam begge vores hjemme. 

Jo du har nok ret i det er jalousi, vil jeg godt indrømme, men har aldrig oplevet det på denne måde, for det ene øjeblik kan jeg glæde mig lige så meget på deres vejene, men det svinger til at jeg føler en form for "stikken" i maven og bliver ked hvis jeg tænker på at vores børn. 

Puha har aldrig rigtigt talt følelser med mine forældre, så det føles underligt at gøre det nu, men kan godt se det nok måske bliver en nødvendighed. 

Eller også skal jeg give det lidt mere tid, simpelthen vente til det "faktisk" er et problem, hvis det altså bliver sådan. Men puha... 

Uanset hvad, tak fordi du svarede. Det rart at få et andet syn på sagen.

Anonym skriver:

Hov kan godt se det kan misforstås, men det er ikke vores barn der er blevet fjernet. Vi har skam begge vores hjemme. 

Jo du har nok ret i det er jalousi, vil jeg godt indrømme, men har aldrig oplevet det på denne måde, for det ene øjeblik kan jeg glæde mig lige så meget på deres vejene, men det svinger til at jeg føler en form for "stikken" i maven og bliver ked hvis jeg tænker på at vores børn. 

Puha har aldrig rigtigt talt følelser med mine forældre, så det føles underligt at gøre det nu, men kan godt se det nok måske bliver en nødvendighed. 

Eller også skal jeg give det lidt mere tid, simpelthen vente til det "faktisk" er et problem, hvis det altså bliver sådan. Men puha... 

Uanset hvad, tak fordi du svarede. Det rart at få et andet syn på sagen.

Jeg kan sagtens forstå dig, man vil jo gerne have at ens børns bedsteforældre vil prioritere deres børnebørn højt, og det lyder ikke til at dine forældre er særlig gode til både at rumme dine børn og deres plejebarn på samme tid.

Jeg kan godt forstå dig.....

Men jeg tror du bliver nød til at vende den om, og tænke på at fine børn trods alt har det godt, og de børn dine forældre har i pleje ville være rigtig dårligt stille uden dem... For sådan er det tit...  Tænk hvis det var dit barn der havde behov for den slags hjem, støtte og kærlighed....

Men jeg kan nemt følge dig og forstå dig....  Da jeg har stået i begge lejre, både mistet bedsteforældre til mine børn pga efternøler, men også været den der havde behov for nogle til at tag sig af den efternøler da hans mor gik bort, og den anden forældre ikke magter opgaven som forældre 

Jeg kan sagtens forstå dine følelser 

Jeg er også vokset på som biologiske barn i en plejefamilie. Ja jeg er stolt af mine forældre de har gjort en stor forskel i de plejebørns liv, de har haft i hænderne, men jeg er også vokset op med at måtte vente, der var altid fokus på andre. Det er hårdt at være biobarn i en plejefamilie, og jeg synes du burde snakke med dine forældre om din følelser. Min forældre stoppede som plejefamilie da jeg var 24, og heldigvis inden jeg fik børn.

Rauw skriver:

Selfølgelig har du lov at føle som du føler. Følelser er man jo ikke herre over. Men jeg tror det er vigtigt du håndtere dem rigtigt og ikke begynder at ha ondt af dig selv og tænke at du har "ret" i dine følelser. For dine børn er dine, og du kan ønske de skal have en bestemt slags bedsteforældre, men du har ikke ret til at kræve det. Dine forældre har deres eget liv, og det skal de ha lov til. 

Du har helt ret.

Det netop pga. At de selvfølgelig selv har retten til at gøre som de synes er rigtigt, at jeg ikke tager en snak med dem om mine egne tanker omkring det hele. Puha ville bare være så frygteligt ked af det, hvis det betyder vores børn ikke får den "samme" beddteforældre tid, som de jo HAR fået den sidste tid. (Det bliver jo uanset hvad endnu en stor ændring.) 

Man kan også vende den som. Plejeforældre er et job. Et fuldtidsjob plus mer til. Og der er de en forpligtelse. 

For jer kunne det gå begge veje med at være i centrum. Fordi man bliver gravid og får børn er ikke alle bedste forældre lige ellevilde.  Just saying.

Dermed ikke sagt jeg ikke kan følge dig. <3