Jeg har termin om en uge, og panikken er ved at brede sig lidt inden i mig..
Ved godt, at jeg ikke burde tænke sådan, men kan ikke lade være.
Sagen er, jeg har den skønneste lille pige på lidt over 3 år. Fantastisk pige, altid glad, smilende, klarer sig godt i alt, er meget vellidt og hun er en meget kærlig pige.
Jeg er alene med hende, og drømte meget om, at hun ikke skulle vokse op som enebarn. Jeg blev så ved et uheld gravid, og valgte at beholde, velvidende at jeg stadigvæk ville være alene.
Men nu med kun en uge til termin, er panikken begyndt at brede sig i mig..
Er begyndt at få rigtig dårlig samvittighed over for min datter, for hendes/vores liv vil jo blive vendt fuldstændig rundt..
Har jeg taget det rigtige valg ved at beholde nr 2? Har jeg kærlighed nok til 2? Kan jeg overskue 2 børn? Vil min datter føle, at hun ikke længere er god nok? Vil hun blive ked og såret? Havde det været bedre, at hun var vokset op som enebarn? Vil det overhovedet gå godt med 2 så små børn alene?
Spørgsmålene og tankerne er mange, og går mig meget på..
Vil jo min datter det aller bedste, og var dybt overbevidst om, at det var at få søskende, men er nu bare så meget i tvivl..
Hun snakker meget om den lille nye, og har været med til at hjælpe til med at gøre klar herhjemme, og det virker som om at hun glæder sig.. Måske lige så meget til, at vi kan lege en masse sjove lege sammen igen, og til at jeg ikke erlige så besværet grundet maven og bækkenløsning..
Undskyld det lange indlæg. Bare en masse tanker...
