Eksperthjælp: Teenage forældre efter ønske...

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.163 visninger
1 svar
5 synes godt om
15. maj 2016

Linda Stæhr

Hejsa

jeg er 14 nu og min kæreste er 15, vi snakker om at få et barn om 1år og 2 mdr

- så jeg bliver gravid i 2017 og føder i 2018

- der er jeg så næsten 17 og og han er 17

Men vi ved godt at der er mange overvejelser...

kan kommunen finde på at tvangsfjerne barnet?(jeg er selv anbragt pt)

økonomi? - kan man få støtte?

Hvor gammel skal man være for at må få et barn uden at skulle tænke på om kommunen vil blande sig?

Er der flere spørgsmål man kan stille sig selv?

Vi synes at unge forældre er ligeså gode som gamle forældre...

Hvordan forholder man sig til hvis ens forældre ikk ville synes om det? - har tænkt mig at holde det hemmeligt så længe at de ikke må gøre noget

Min kærestes forældre er afklaret / okay med det

 

På forhånd tak for svar??



Lindas svar

Kære unge pige på 14

Dette bliver et langt men kærligt svar – håber jeg du vil mærke. Sikke et gå-på-mod at du og din kæreste vil have børn når I bliver 17 år. Jeg kan godt lide at I tænker fremad og forsøger at træffe gode valg for jeres liv sammen.

Pessimismens ubehagelige stemme

Jeg bliver nødt til at sige med det samme, at livet som 17-årig ofte ser meget anderledes ud, end man forestiller sig det som 14-årig. Jeg er skeptisk omkring, at I virkelig kan træffe den slags beslutninger nu, og for jeres ældre versioner af jer selv lige om lidt. Desuden kan man sjældent planlægge, præcist hvornår man bliver gravid og føder et barn, da der er rigtig mange ting der skal falde på plads for at det lykkes: Din cyklus, om I lige har lyst, når tiden er, livsomstændighederne generelt, storfamiliens pres osv. Jeg bliver også nødt til at være en sur gammel harpe, der påpeger, at I selv som 17-årige er meget unge til at få børn. Jeg selv blev gift som 19-årig - hvilket var ungt, og valgte at vente 10 år, før vi var klar til at få børn... men det er individuelt.

Jeg vil ikke bestemme over jeres projekt, men jeg skylder jer min ærlighed. Så med det i mente vil jeg svare på dine spørgsmål:

Kommunens indblanding

Der er ingen her på baby.dk der kan svare præcist på juridiske spørgsmål, bl.a. fordi kommunerne er forskellige og vurderer forskelligt. Derfor beror mine svar om kommunen på vage fornemmelser, som I selv må undersøge nærmere ved at kontakte kommunen!

- Når man er anbragt og under 18 år er man ofte under særligt opsyn fra kommunens side og alt man gør, vil derfor blive vurderet ekstra nøje. Men kommunerne er meget tilbageholdende med at tvangsfjerne børn - det er simpelthen for dyrt for de fleste kommuner (!). Kommuner kan altid finde på at blande sig, når nogen vælger at få børn, men der skal være nogle ting der alarmerer kommunens ansatte for at det sker. Fx at du er anbragt, er under 18 år osv...

Vurderingen handler i bund og grund om barnets trivsel: Hvis barnet får al den omsorg, kærlighed og omtanke, som et barn har krav på, vil kommunen sandsynligvis aldrig fjerne et barn. Men jeg forventer, I kommer til at diskutere en del gange, med kommunens ansatte, hvis I vælger at få børn som 17-årige, specielt hvis du selv er anbragt. Det er meget muligt I kan få økonomisk støtte, men det er langt bedre at kunne dække udgifterne selv via job/ forsørger SU, da det giver meget mindre pres på jer fra kommunens side.

"Er der flere spørgsmål man kan stille sig selv?"

Der er rigtig mange spørgsmål man kan stille sig selv før man får børn: Grundlæggende handler de spørgsmål om, om man er klar:

  • Jeres parforhold: Er der grund til at tro, at I vil blive sammen i tykt og tyndt de næste mange år - for børn har brug for stabilitet og tryghed i opvæksten.
  • De sociale og økonomiske forhold: Har vi råd til børn, institution, mad, tøj og mulighed for at tage barsel og den tid ud af vores liv som snotsyge børn indimellem kræver.
  • Personlig parathed: Er vi indstillede på at tage imod barnet, som det er, og få spoleret både nattesøvn og alenetid osv. for at kunne give barnet det allerbedste i dets opvækst?
  • Hvorfor ønsker vi egentligt at få børn: For min del var det ud af en stor længsel efter at starte min egen familie og prøve kræfter med det og jeg længtes efter nærværet med et lille barn, der var mit. Men nogle gange kommer vi mennesker til at ville alt muligt andet med projekt- barn: At blive betragtet som mere "selvstændige", at "gøre det bedre end mine forældre gjorde det" osv. Overvej jeres egne motiver – og tal gerne ærligt med andre om dem.

Unge og gamle forældre

Der er helt klare fordele ved at være unge forældre: Man har ofte mere energi, der er færre sygdomsrisiko hos barnet og man kan lettere huske og sammenligne med tiden, da man selv var barn. Men der er også nogle ulemper: Ens liv ændres radikalt, når man får børn og nogle ting bliver sværere: At finde sin retning i livet kan blive svært - efter man får børn, da der opstår en helt anden hverdag, der dikteres af barnets behov. Lønindtægten kan ikke bare droppes, så man kan rejse jorden rundt eller tilsvarende, da hus og hjemmet ikke betaler sig selv. Forandringer bliver sværere. På den konto kan det være bedre at være forbi alle de overvejelser i livet om, hvad man skal og hvorfor, når barnet melder sin ankomst.

Hemmelig graviditet?!

Jeg anbefaler aldrig hemmeligheder i familier! Hemmeligheder skaber mistro, mistillid, løgn og usagte sandheder, som gør at familiemedlemmerne bliver nødt til at gætte, når de ikke ved, hvad der sker! Det skaber en masse forviklinger og et lille barn har ikke kun brug for to forældre; det har også brug for forældrenes nærmeste støtter: Storfamilien og venner og bekendte, der kan støtte forældrene og være til glæde for barnet i dets opvækst. Forældre må ALDRIG stå alene - det er en sikker vej til at blive blind i sin egen forældrerolle eller brænde ud. Dine forældre har ikke lov til at "gøre noget" ved din graviditet. Hvis du tænker på abort, så kan ingen tvinge dig til abort, men dine forældre kan presse eller true dig og din kæreste i deres samvær med jer... Kan jeres beslutning klare det?! Overvej hellere sandheden med det samme og fortæl HVORFOR. Det er lettere at snakke meget om hvorfor end bare at sige, hvad I ønsker...

Jeg ønsker jer alt det bedste - også for det barn I har lyst til at få.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk



Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.

Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

17. maj 2016

Loa

Godt svar... Men holy F..., hvem tænker sådan som 14 årig

Anmeld Citér

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.