Alt føles som en kamp

Jeg ved ikke om det er den rigtige kategori. 

Jeg er nået til et punkt hvor jeg har svært ved at holde modet oppe. Kan godt være glad på andres vegne men er stadig svært at rumme glæden, når alt herhjemme pt er en kamp. 

Fik at vide vi ikke kunne få børn, det lykkedes dog hvilket jeg er taknemmelig for. Men havde en helvedes graviditet, frygteligt fødselsforløb der endte i akut kejsersnit, og med flere ugers indlæggelse bagefter, og frem og tilbage melkem hjem og sygehus da vi endelig blev udskrevet. Amning var en urimelig kamp som efter 3 mdr med ingen søvn, konstant udmalkning, amning og flaske, måtte gå på ren flaske. Manglende støtte og forståelse fra omverdenen. 

Er steril men sidder stadig med sorg over ikke at få flere, og føler et sted det er utaknemmeligt, og et sted er det måske en blanding om ønsket af endnu et barn, en anden oplevelse som ikke vil ske, og sorgen over at alt jeg ønskede på ingen måde blev sådan. Intet jeg ønskede gik i opfyldelse i forbindelse med at blive mor. Jo selvfølgelig vores barn, men derudover gik alt galt som kunne gå galt. 

Sidder nu og venter på tid til udredning på psyk, og dwr har været så mange ting jeg nu er gået ned med flaget. Har altid ment det var vigtigt at se det positive, og finde det gode og årsagen i det man oplevede. Der er en mening med alt. Men orker ikke mere. Orker ikke konstant at være uheldig og ikke bare kunne få lov at nyde livets glæder. Fik i ung alder fysisk sygdom og kroniske smerter efter operationer, og har siden givet mange kampe, og mangel på forståelse fra omverdenen. 

Da jeg skulle giftes var der ballade, og folk viste grimme sider af sig selv, min far deltog ikke og jeg var så uheldig at være syg på mit livs største dag, og på medicin. 

Jeg er så træt og orker ikke alt den modgang. Jeg har nået et punkt hvor jeg har fået nok. Selv tiden til psyk, har været flere mdr undervejs, og at jeg ikke engang kan få en tid frustrerer mig. 

Føler mig så uheldig og ensom og har fået nok af at kæmpe og ting hvor jeg ingen medbestemmelse har alligevel går galt. Min familie er ikke til megen hjælp eller støtte, og herhjemme prøver jeg bare at få tingene til at hænge sammen. Kæmper med vægten, og lige gyldigt hvad jeg gør virker intet. Været på skrap kur på sygehuset uden resultat og de sagde jeg ikke kan tabe mig. Jeg kan bare vente på at jeg bliver stor nok til en gastrick bypass, men det kræver også at min psyke bliver i top!!! Så når folk omkring mig taber sig, og begynder at spille klog og insinuere at det jeg gør er helt forkert og de har fundet de vises sten, rammer det og jeg bliver samtidig så ked af det og vred indeni. 

alle de store ting man ser hen imod, de er sket, og det gik jo langt fra som ønsket, føler fremtiden underligt Tom og ikke noget at sigte efter. Det føles håbløst 

Lyder som om du har en depression, når nu du kun kan se de dårlige ting... Godt at du har fået en henvisning til psykolog, så du kan få bearbejdet tingene.

Du nævner slet ikke hvordan du har det med din mand og dit barn?  Hvis det går godt med dem, så er der jo masser at glæde sig over der? Som du selv nævner, gælder det jo også om at prøve at fokusere lidt på de positive ting. Mange af de ting du nævner er i øvrigt datid- du har jo heldigvis overstået den forfærdelige graviditet etc - så jeg tænker det er vigtigt at få det bearbejdet, så du igen kan se positivt på verden 

Kram herfra 

EnNyVerden skriver:

Lyder som om du har en depression, når nu du kun kan se de dårlige ting... Godt at du har fået en henvisning til psykolog, så du kan få bearbejdet tingene.

Du nævner slet ikke hvordan du har det med din mand og dit barn?  Hvis det går godt med dem, så er der jo masser at glæde sig over der? Som du selv nævner, gælder det jo også om at prøve at fokusere lidt på de positive ting. Mange af de ting du nævner er i øvrigt datid- du har jo heldigvis overstået den forfærdelige graviditet etc - så jeg tænker det er vigtigt at få det bearbejdet, så du igen kan se positivt på verden 

Kram herfra 

 

Det er ikke en depression, jeg afventer yderligere udredningen hos psykiatrien, men der er lang ventetid. 

Jeg ved godt det er datid, og hvis det var så nemt, havde jeg ikke haft brug for at skrive her. For mig har det en betydning at hver gang jeg oplever noget, går det galt, og jeg er uheldig. Og kunne da være rart at det ikke er alle de største oplevelser i ens liv, hvor tingene ikke gik som ønsket. 

Ved ikke hvordan du selv ville have eet med at skulle se tilbage på dit bryllup, en stor dag, som har været dyr, noget man ikke bare flytter, og ender med bla at være rigtig syg. 

Eller et traumatisk fødselsforløb hvor intet bliver i nærheden af hvad man håbede. 

Anonym skriver:

Det er ikke en depression, jeg afventer yderligere udredningen hos psykiatrien, men der er lang ventetid. 

Jeg ved godt det er datid, og hvis det var så nemt, havde jeg ikke haft brug for at skrive her. For mig har det en betydning at hver gang jeg oplever noget, går det galt, og jeg er uheldig. Og kunne da være rart at det ikke er alle de største oplevelser i ens liv, hvor tingene ikke gik som ønsket. 

Ved ikke hvordan du selv ville have eet med at skulle se tilbage på dit bryllup, en stor dag, som har været dyr, noget man ikke bare flytter, og ender med bla at være rigtig syg. 

Eller et traumatisk fødselsforløb hvor intet bliver i nærheden af hvad man håbede. 

Jeg bliver lidt ked af at læse dit svar til én, der prøver at hjælpe dig, og som jo netop betoner, at du har brug for at få det bearbejdet for at kunne fokusere på "nu" og ikke "dengang". Hun skriver jo ikke, at det er let. Og dit svar bringer mig i tvivl, om det, jeg vil skrive, falder i god jord hos dig, eller om du vil opfatte det som om, dine problemer blive negligeret, men jeg prøver nu alligevel. 

Jeg ved jo ikke, hvem der har vurderet, at det ikke er en depression, men det er i hvert fald et typisk depressivt tegn, at man mister fokus på de positive ting og oplever både fortid, nutid og fremtid som meningsløs. Hvad udredningen end vil munde ud i, kan man jo godt have depressive symptomer uden at have en egentlig depression. 

Når man ikke ved, hvor længe siden bryllup og fødsel er, er det svært at afgøre, om du står midt i en galopperende og akut krise over det, der er kørt skævt og har skuffet dig, eller om du har det lidt på afstand tidsmæssigt, men svært ved at slippe det. Når jeg selv har en depressiv periode, kan jeg græde over begivenheder, der ligger 40 år tilbage og føle dem lige så nærværende som min virkelighed nu - men står du med en "ny" skuffelse og lille sorg over at have fået drømme ødelagt, er det jo en helt reel her-og-nu og "normal" reaktion. Den kommer, uanset hvad, oven på andre knuste drømme, og selvfølgelig gør det ondt. 

Jeg tænker, at det må være svært at tro, man har opnået det uopnåelige i form af det barn, du ikke troede, du kunne få, og så bliver det alligevel svært og helt anderledes, end du havde håbet. Folk forventer formentlig, at nu er du lykkelig og taknemmelig over at have fået drømmen opfyldt, og så har du bare at være glad - og når/hvis de tænker sådan, er det jo bl.a. ud fra et ønske om, at du har det fantastisk. Det vil du helt naturligt opleve, som om de ikke forstår dig og støtter dig, og det er ensomt. Det er vigtigt, du lukker op og fortæller, hvordan du har det, og at du ikke går i forsvarsposition, hvis de ikke lige fanger eller forstår det. Lidt som i dit svar, hvor du straks griber til "Hvordan ville du selv have det, hvis..." 

Jeg er ikke i tvivl om, at du på et tidspunkt vil mærke skuffelse og sorg blive overdøvet af svimlende lykke over dit barn, solskin, kærlighed til manden, grønne bøgeblade - og være i nuet for en tid. Om det er terapi, medicin eller tiden, der vil bringe dig derhen, er svært at spå om - men her og nu er det svært at gøre så meget andet end at sige, at det BLIVER bedre. 

Anonym skriver:

Det er ikke en depression, jeg afventer yderligere udredningen hos psykiatrien, men der er lang ventetid. 

Jeg ved godt det er datid, og hvis det var så nemt, havde jeg ikke haft brug for at skrive her. For mig har det en betydning at hver gang jeg oplever noget, går det galt, og jeg er uheldig. Og kunne da være rart at det ikke er alle de største oplevelser i ens liv, hvor tingene ikke gik som ønsket. 

Ved ikke hvordan du selv ville have eet med at skulle se tilbage på dit bryllup, en stor dag, som har været dyr, noget man ikke bare flytter, og ender med bla at være rigtig syg. 

Eller et traumatisk fødselsforløb hvor intet bliver i nærheden af hvad man håbede. 

Kære dig,

Jeg kan mærke i din tekst at minderne gør ondt, og det er der ingen skam i. Men måske kan det hjælpe at huske, at man holder bryllup for at fejre et ægteskab, og man føder for at få et barn, og så længe ægteskabet er godt og barnet sundt, har du fået den bedste del -- selv om vejen derhen ikke var som du drømte. Måske kan du holde fast i det i de sorte stunder?

Knus.

Mor og meget mere skriver:

Jeg bliver lidt ked af at læse dit svar til én, der prøver at hjælpe dig, og som jo netop betoner, at du har brug for at få det bearbejdet for at kunne fokusere på "nu" og ikke "dengang". Hun skriver jo ikke, at det er let. Og dit svar bringer mig i tvivl, om det, jeg vil skrive, falder i god jord hos dig, eller om du vil opfatte det som om, dine problemer blive negligeret, men jeg prøver nu alligevel. 

Jeg ved jo ikke, hvem der har vurderet, at det ikke er en depression, men det er i hvert fald et typisk depressivt tegn, at man mister fokus på de positive ting og oplever både fortid, nutid og fremtid som meningsløs. Hvad udredningen end vil munde ud i, kan man jo godt have depressive symptomer uden at have en egentlig depression. 

Når man ikke ved, hvor længe siden bryllup og fødsel er, er det svært at afgøre, om du står midt i en galopperende og akut krise over det, der er kørt skævt og har skuffet dig, eller om du har det lidt på afstand tidsmæssigt, men svært ved at slippe det. Når jeg selv har en depressiv periode, kan jeg græde over begivenheder, der ligger 40 år tilbage og føle dem lige så nærværende som min virkelighed nu - men står du med en "ny" skuffelse og lille sorg over at have fået drømme ødelagt, er det jo en helt reel her-og-nu og "normal" reaktion. Den kommer, uanset hvad, oven på andre knuste drømme, og selvfølgelig gør det ondt. 

Jeg tænker, at det må være svært at tro, man har opnået det uopnåelige i form af det barn, du ikke troede, du kunne få, og så bliver det alligevel svært og helt anderledes, end du havde håbet. Folk forventer formentlig, at nu er du lykkelig og taknemmelig over at have fået drømmen opfyldt, og så har du bare at være glad - og når/hvis de tænker sådan, er det jo bl.a. ud fra et ønske om, at du har det fantastisk. Det vil du helt naturligt opleve, som om de ikke forstår dig og støtter dig, og det er ensomt. Det er vigtigt, du lukker op og fortæller, hvordan du har det, og at du ikke går i forsvarsposition, hvis de ikke lige fanger eller forstår det. Lidt som i dit svar, hvor du straks griber til "Hvordan ville du selv have det, hvis..." 

Jeg er ikke i tvivl om, at du på et tidspunkt vil mærke skuffelse og sorg blive overdøvet af svimlende lykke over dit barn, solskin, kærlighed til manden, grønne bøgeblade - og være i nuet for en tid. Om det er terapi, medicin eller tiden, der vil bringe dig derhen, er svært at spå om - men her og nu er det svært at gøre så meget andet end at sige, at det BLIVER bedre. 

Nu er det svært med tekst, og mit svar er ikke så hårdt ment som du måske læser det. 

Jeg har haft samtaler i over et år, og det er ud fra de samtaler, de gennem psykiatrien har afvist at det er en depression. Bla da vi også har afprøvet medicinsk behandling. Lige nu skal jeg udredes for om noget dybere ligger grund, og finde den korrekte diagnose. 

Jeg ved tingene ikke er let og prøver også at se det positive, det jeg er ked og frustreret over, er at jeg konstant skal kæmpe og ikke kan få oplevelser uden der er noget som skal spille ind. 

Jeg er nok også bare nået til et punkt hvor jeg ikke kan overskue konstant at kæmpe, træde vande og gispe efter luft. Har måske bare brug for en pause, et kram og at folk hjælper med lige at holde mig 2 min så jeg kan få luft og lidt energi til at fortsætte. 

Jeg er nok nået til et punkt hvor jeg ikke magter at råbe op. Dette har jeg netop gjort længe, men ligegyldigt hvad jeg har stået med, har der altid været andet som var vigtigere, selvom jeg har bedt om hjælp, eller bare et besøg når jeg var indlagt på hospitalet. Men uden held. Så kan ikke afvise jeg engang imellem kan gå lidt i forsvar, især hvis jeg føler mig negligeret, da jeg netop er vant til dette. 

Et eksempel er bla at jeg havde fået lov at blive udskrevet fra hospitalet, men med strenge ordre om ro og genindlæggelse 1 uge efter. Jeg bad om hjælp til at blive hentet og kørt hjem, og forklarede situationen, men alle havde ting som var vigtigere, og ingen havde tid. Det endte med jeg følte mig så ensom at jeg så eneste udvej for at komme hjem, var at tage bus og tog. Jeg nåede ikke hjem, men endte med at blive indlagt igen. Bagefter sagde alle, at jeg da bare skulle sige til, hvis jeg ville hjem eller manglede noget, og spurgte om nogen ville komme og besøge mig, nu jeg ikke måtte komme hjem. Men igen havde ingen tid og skulle en masse andet. 

snuskesmor skriver:

Kære dig,

Jeg kan mærke i din tekst at minderne gør ondt, og det er der ingen skam i. Men måske kan det hjælpe at huske, at man holder bryllup for at fejre et ægteskab, og man føder for at få et barn, og så længe ægteskabet er godt og barnet sundt, har du fået den bedste del -- selv om vejen derhen ikke var som du drømte. Måske kan du holde fast i det i de sorte stunder?

Knus.

Tak, dette har virket indtil nu, men tror bare det lige nu er blevet for meget. Trænger nok bare til ikke at skulle føle mig ensom og uheldig og at jeg kan få oplevelser uden, der skal være en masse ballade, eller andet som sætter negativt præg på det hele. Småting kan jeg klare, men nogle gange bliver det bare overvældende