Eksperthjælp: Hvordan stopper jeg 3-årig i at slå?

Linda Stæhr

Jeg er bekymret for mit barnebarn på 3 år. Han er normalt en glad dreng, meget selvstændig med et temperament som er fuldstændig anderledes fra sin søster som er blid som dagen er lang, hun er 6 år. Han har den sidste tid ca.2 mdr. slået uhæmmet med knytnæve, både mor søster og mormor får en tur, ofte uden grund. Han slår også når han vil i kontakt, men mest hvis han bliver sur, eller han bliver vild. Vi håndterer det uden skæld ud, men med en fast stemme "jeg vil ikke have du slår mig" det gør ondt. de fleste gange griner han bare og gør det igen. Det er meget udmattende for min datter, og vi er i vildrede hvordan vi bedst hjælper ham til at holde op. I går akselerede det fuldstændigt. Han bliver hentet af sin mor i børnehaven, det regner, han vil ikke have sine gummistøvler på, og skriger højt og slår hende. hun trækker ham ind i et rum for at skærme ham af fra de andre forældre. Endelig falder han lidt til ro, men nægter at tage gummistøvlerne på, til sidst efter min datter har forsøgt at få dem på ham. Siger hun så må du gå uden! og så bliver dine strømper våde. Hun kan ikke nå ind til ham, og derfor går de ud og han får våde strømper, her tænder han totalt af, og hun kan næsten ikke holde ham, han kigger på hende med nogle meget onde øjne (som siger hvad er det du gør ved mig mor) til sidst må min datter ringe efter faderen, da storesøster skal hentes på fritteren. Han skreg hele vejen hjem med sin far i Christianer cyklen. Da min datter kommer hjem med store søsterenn bryder hun sammen og faderen tager over, da det har været en meget voldsom oplevelse for hende, hun føler at hun lavet et overgreb på ham, ved at gøre det fjollede at tage ham ud i regnen med strømpefødder. Han kommer selv da han skal sove og siger Mor jeg skal nok tage mine gummistøvler på i morgen, hvortil hun svarer, Ja sikke vi to blev uvenner i dag, men det er rigtig godt at du nu ved at du skal have gummistøvler på. Min mening er - at det var godt hun viste ham den konsekvens at han vil få våde fødder når man går uden gummistøvler i regnvejr. Men hun er bange for at der kan være noget galt med ham, det er jeg sådan set ikke, men jeg er meget usikker og bekymret for hans udad reagerende adfærd, og meget i tvivl om hvordan det er bedst at støtte både min datter men også mit barnebarn. Derfor har jeg brug for at høre ekspertens råd
På forhånd mange tak
Venlig hilsen
Hanne

Lindas svar

Kære Hanne

Tak for dit spørgsmål på vegne af dit barnebarn.

Jeg giver dig fuldstændig ret. Det er kun sundt og naturligt at erfare konsekvenserne af sine egne valg, når man er tre år. Selvfølgelig skal vi voksne passe på vores børn (og børnebørn), men der er intet farligt i at få våde fødder for en stund.

Følgende to artikler fra min hjemmeside kan evt. være en hjælp: Førstehjælp til provokerende børn og Autoritet i opdragelsen.

Det jeg fornemmer der er sket i den ubehagelige episode du beskriver er: At mor endelig lod sin søn vide, at der er konsekvenser af, hvad han gør. Der hvor jeg gætter på det gik galt var ikke i drengens reaktion men i at mor ikke stod ved sig selv. Jeg forstår fuldt ud, at det er hårdt at have en 3-årig, der skriger. Men det der virkelig er hårdt, er hvis man tvivler på sig selv som forælder imens. Hvis mor vælger en strategi, må hun have modet til at føre den til dørs – og der skal ikke slingres i valsen (altså hun skal ikke tvivle på sin strategi). For den mindste form for usikkerhed, kan børn fange i den slags situationer. I dette tilfælde valgte han at sende ”onde øjne” – hvilket kun har en effekt hvis mor tvivler på sig selv i situationen. Han valgte at skrige højt – hvilket udfordrede hans mor yderligere. Og han ”vandt” kampen om hvem der bestemte i situationen, fordi han fik hende til at ”bryde sammen” – som du skrev.

På den måde erfarede dit barnebarn at HAN kunne bestemme udfaldet af deres samspil – og det er en al for stor magt og en helt forkert rolle at få i forhold til sine forældre. – Det er utrygt.

Hvad handler det her om?

Grunden til at jeg starter ved denne historie er, at den vidner om noget meget vigtigt mellem din datter og hendes søn: At han har brug for voksne der står fast! At han kan få lov til at afprøve grænser uden at de bryder sammen eller bliver magtesløse under hans forsøg.

Grænseoverskridende adfærd

Børn SKAL afprøve grænser – det er en del af at vokse op, forstå andre og sig selv. Men i dette tilfælde eskalerer hans forsøg på at prøve grænser af: Han er begyndt at slå – og lader endda som om han morer sig over det. Nok er nok. Der skal sættes en tydelig grænse over for hans forsøg.

Hvad kan man gøre?

Som pædagog og støttepædagog har jeg mange gange stået i krydsfeltet af børn, der er kommet for langt i deres grænse- afprøvning. Jeg er blevet slået, råbt af, kastet ting på osv. Når vi når til det, så giver jeg barnet det modsatte af, hvad det forsøger: Det forsøger at få mig op i det røde felt, hvilket er en kamp mellem barnets og min vilje – hvem giver op først. Derfor møder jeg barnet med ro og stålsat vilje.

Mit mål er at forblive rolig i mit udtryk og at få barnet roligt på en måde, hvor barnet lærer at dette er uacceptabel adfærd. Jeg har erfaret, at børn ikke orker at kæmpe lige så længe som jeg, så jeg VIL ”vinde”, hvis jeg holder ud og holder fast på mine krav. Desuden er mit succeskriterium i situationen ikke barnets reaktion, men min egen ro og om jeg holder ud (dette er en god metode til ikke at hidse sig op).

Fra det øjeblik at barnet gør noget uacceptabelt, kræver jeg, at tingene bliver gjort på min måde (for det er jo det barnet dybest set savner): ”Du skal blive rolig! ” Kræver jeg, ”Jeg venter til du er klar”. ”Når du er rolig, er du klar”. Og så roser jeg ethvert initiativ til at blive rolig.

Hvis barnet slår, så løfter jeg barnet ca. halvanden meter væk, så jeg ikke kan blive ramt og siger roligt: ”Jeg vil ikke have at du slår – du skal være rolig”. Jeg kigger væk, når barnet provokerer, jeg roser og giver opmærksomhed på det barnet gør der er godt.

Barnet vil sandsynligvis rejse sig og forsøge at slå igen, men jeg gentager bare igen og igen og løfter barnet tilbage, som beskrevet. Efter ca 10 gange opstår der et fantastisk øjeblik: Barnet opdager, at det ikke kan ”vinde” og giver op. Enten græder det, finder på fjollerier eller søger at blive gode venner med mig igen. Når dette øjeblik opstår, er jeg villig til forhandling: ”Er du klar nu? ” spørger jeg. Der skal helst komme et JA, ellers venter vi lidt længere tid. Derefter foreslår JEG, hvad der skal ske (for at forsikre barnet om, at jeg stadig er den der bestemmer). Fx ”Nå kan vi sætte os og spise, du skal sidde der”… Eller tilsvarende.

”Vinde” og ”tabe” en magtkamp

Grunden til at jeg taler om at vinde og tabe er, fordi det føles sådan i øjeblikket for begge parter. Men i virkeligheden SKAL den voksne ”vinde” ret1ten til at bestemme, hvad der skal ske. Ellers bliver barnet utrygt og har brug for at afprøve den voksne endnu mere. Børn KRÆVER grænser af os voksne. Og vi SKAL kunne rumme dem. Det er også derfor det er bedst at starte tidligt, for det er fx rigtig tungt at løfte en 5-årig væk, når vedkommende slår.

Konklusion

Børn SKAL afprøve grænser – denne dreng har brug for at mærke grænserne endnu tydeligere. Det kræver en stålsat vilje hos forældrene, og at de fastholder en strategi der viser, at DE bestemmer, så barnet kan falde til ro og være trygt i samværet med sine forældre. Dette kan du forvisse din datter om.

Som bedstemor er det din fornemste opgave at heppe på din datters forsøg på at sætte grænser og stå ved dem. Som forældre er det en stor anerkendelse at vores egne forældre støtter os. Ros hendes initiativer til at forholde sig roligt og holde med sig selv! Lyt og trøst. Det er hårdt at være mor i denne situation og din datter er heldig at have dig.

Jeg ønsker jer alt det bedste.

Kærlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk