Når man bliver mor og

Jeg skriver egentligt bare for at høre om dette her er normalt:

Vi fik vores skønne baby for 5½ måned siden og jeg er helt forelsket. Al den kærlighed som jeg før havde til min mand, det er som om den nu er overført til vores baby istedet. Jeg er virkelig blevet helt forelsket i vores lille skat, og jeg glæder mig allerede rigtigt meget til at få barn nr. 2 (selvom der skal gå nogle år).

Men det var sådan jeg havde det med min mand før, at jeg nogle gange slet ikke kunne være i mig selv over hvor højt jeg elskede ham. Men siden vores barn kom til har jeg haft svært ved at mærke de stærke følelser for min mand.Vi har det ellers rigtigt fint sammen i hverdagen, så der er ikke noget der.

Er det en normal reaktion når man bliver mor? For synes sgu det er lidt trist og min mand bliver jo også usikker.

Jeg havde hørt at når man bliver forældre, så bliver hjertet bare større, så det kan rumme mere kærlighed (altså i overført betydning, ikk). Men sådan føles det ikke her, det føles mere som om at vores baby har taget meget af den kærlighed jeg før havde for min mand.

Nu havde jeg en mindre depri da jeg fødte så jeg elskede hverken barn eller mand. Men tænker at du måske glemmer din mand lidt.

du er som du beskriver dybt forelsket. Og når man er forelsket glemmer man ofte omgivelserne. 

Tager I jer tid til at være et par? Du bliver nød til at give lidt slip på dit barn og også fokusere på manden. Sørge for at vække dine følelser igen. 

Kunne dit barn evt blive passet en time eller to hos nogen du stoler på så I sammen kunne være 100% fokuseret på hinanden.

så om det er normalt eller ej kan jeg ikke svare på men jeg syntes i den grad du skal tage det alvorligt og aktivt gøre noget for at finde dine følelser frem igen. Jeres barn er jo også bedst tjent med lykkelige forældre og en mor der godt kan give slip.. 

SK85 skriver:

Jeg skriver egentligt bare for at høre om dette her er normalt:

 

Vi fik vores skønne baby for 5½ måned siden og jeg er helt forelsket. Al den kærlighed som jeg før havde til min mand, det er som om den nu er overført til vores baby istedet. Jeg er virkelig blevet helt forelsket i vores lille skat, og jeg glæder mig allerede rigtigt meget til at få barn nr. 2 (selvom der skal gå nogle år).

Men det var sådan jeg havde det med min mand før, at jeg nogle gange slet ikke kunne være i mig selv over hvor højt jeg elskede ham. Men siden vores barn kom til har jeg haft svært ved at mærke de stærke følelser for min mand.Vi har det ellers rigtigt fint sammen i hverdagen, så der er ikke noget der.

Er det en normal reaktion når man bliver mor? For synes sgu det er lidt trist og min mand bliver jo også usikker.

Jeg havde hørt at når man bliver forældre, så bliver hjertet bare større, så det kan rumme mere kærlighed (altså i overført betydning, ikk). Men sådan føles det ikke her, det føles mere som om at vores baby har taget meget af den kærlighed jeg før havde for min mand.

Der er kærlighed nok til både dit barn og din mand Din hjerne er i mor-mode. Der er ankommet et lille væsen, og den eneste måde det kan overleve på, er hvis du passer på det. Derfor er din hjerne indrettet til at vende din opmærksomhed 100% mod ham/hende. Hvis mødre var nemme at distrahere, ville arten have haft et problem Kærlighed er naturens måde at sørge for at vi passer vores børn indtil de bliver gamle nok til at klare sig selv.

Jeg tror de fleste kan fortælle dig at kærligheden mellem dig og din mand vil vende tilbage, hvis I bare tager den med ro, hygger jer og bruger tid sammen. Se på jeres barn som et symbol på jeres kærlighed. Så er den hvert fald ikke væk Der er bare noget andet der er vigtigere lige nu.

Anonym skriver:

Nu havde jeg en mindre depri da jeg fødte så jeg elskede hverken barn eller mand. Men tænker at du måske glemmer din mand lidt.

du er som du beskriver dybt forelsket. Og når man er forelsket glemmer man ofte omgivelserne. 

Tager I jer tid til at være et par? Du bliver nød til at give lidt slip på dit barn og også fokusere på manden. Sørge for at vække dine følelser igen. 

Kunne dit barn evt blive passet en time eller to hos nogen du stoler på så I sammen kunne være 100% fokuseret på hinanden.

så om det er normalt eller ej kan jeg ikke svare på men jeg syntes i den grad du skal tage det alvorligt og aktivt gøre noget for at finde dine følelser frem igen. Jeres barn er jo også bedst tjent med lykkelige forældre og en mor der godt kan give slip.. 

Vi tager os faktisk god tid til hinanden, det er jeg meget opmærksom på, da jeg altid har været bange for at blive skilt når man fik børn fordi man glemte hinanden (fordi dette skete for mine forældre).

Vores barn sover hver aften i nogle timer inden vi skal i seng, så vi har altid hele aftenen for os selv, og der er vi altid sammen. Godt nok ofte bare foran tv'et, fordi vi ikke orker andet, men vi ligger og putter og ser tv sammen.

Og vi er også gode til at hygge os sammen i weekenderne. Så ved faktisk ikke rigtigt hvad jeg mere skal gøre.

Vi har godt nok ikke så meget sex, men omvendt siger min psykolog at jeg skal slappe af omkring det og ikke føle mig presset til at sexlivet allerede skal køre igen. At det kan komme når man får sin nattesøvn igen.

Pikku Myy skriver:

Der er kærlighed nok til både dit barn og din mand Din hjerne er i mor-mode. Der er ankommet et lille væsen, og den eneste måde det kan overleve på, er hvis du passer på det. Derfor er din hjerne indrettet til at vende din opmærksomhed 100% mod ham/hende. Hvis mødre var nemme at distrahere, ville arten have haft et problem Kærlighed er naturens måde at sørge for at vi passer vores børn indtil de bliver gamle nok til at klare sig selv.

Jeg tror de fleste kan fortælle dig at kærligheden mellem dig og din mand vil vende tilbage, hvis I bare tager den med ro, hygger jer og bruger tid sammen. Se på jeres barn som et symbol på jeres kærlighed. Så er den hvert fald ikke væk Der er bare noget andet der er vigtigere lige nu.

Tak for dit svar, jeg håber du har ret :-)

Det er heller ikke fordi jeg overhovedet ikke kan mærke kærligheden til min mand - det er bare overhovedet ikke så intenst som det var før. Vi snakkede om det her til aften, om at det måske var fordi det netop var meget intenst før, og det er svært at fortsætte i det spor når man er nybagte forældre.

Og ja, jeg bruger virkelig virkelig meget energi på at vores barn skal have det godt, det fylder faktisk hele min verden. Alt andet kommer (selvfølgelig) i 2. række, men hold da op hvor sådan en lille en godt nok tager meget af ens tid, energi og tankevirksomhed - også selvom jeg nyder det.

SK85 skriver:

Vi tager os faktisk god tid til hinanden, det er jeg meget opmærksom på, da jeg altid har været bange for at blive skilt når man fik børn fordi man glemte hinanden (fordi dette skete for mine forældre).

Vores barn sover hver aften i nogle timer inden vi skal i seng, så vi har altid hele aftenen for os selv, og der er vi altid sammen. Godt nok ofte bare foran tv'et, fordi vi ikke orker andet, men vi ligger og putter og ser tv sammen.

Og vi er også gode til at hygge os sammen i weekenderne. Så ved faktisk ikke rigtigt hvad jeg mere skal gøre.

Vi har godt nok ikke så meget sex, men omvendt siger min psykolog at jeg skal slappe af omkring det og ikke føle mig presset til at sexlivet allerede skal køre igen. At det kan komme når man får sin nattesøvn igen.

Der kan jeg så lige tilføje at vores datter skulle være 3,5 før vores nattesøvn vendte nogenlunde tilbage

Hvis det var mig der var i din situaiton så ved jeg at det ville være gavnligt for mig og min kærestes intimitet at vi fik sexlivet op at køre igen - ingen sex i så lang tid ville automatisk gøre at jeg ville koble mere fra min kæreste

Vi endte med at måtte prioritere det på trods af træthed fordi vi aldrig blev udhvilede alligevel

Så jeg kan naturligvis ikke sige hvad du skal gøre, eller hvad der er rigtigt for jer men det ville være en god løsning hvis det var mig og min kæreste der stor i situationen